TDC lurepasser med 4G-udrulning
Danmarks største teleselskab TDC har ikke travlt med at få gang i 4G-udrulningen, der for alvor kan give fart på de mobile enheder.
Endnu en gang vil staten prøve at score en milliardgevinst fra den danske mobilindustri, når frekvenserne til fremtidens ultrahurtige mobile bredbånd 4G eller LTE (Long Term Evolution) skal sættes på auktion.
Men i landets største teleselskab, TDC, har de ikke travlt med at være først med lynhurtigt bredbånd til danskerne.
»Det kommer. Vi skal nå at sælge lidt turbo-3G, inden vi ruller videre. På længere sigt skal LTE nok komme, men de to store europæiske selskaber - Deutsche Telekom og France Telecom - har meldt ud, at de først forventer at gå i gang i 2011 eller 2012,« siger koncernchef Henrik Poulsen til Business.dk.
Både Oslo og Stockholm er gået i gang med opbygning af LTE-systemet og ifølge business.dk vil Telia allerede i 2010 gå over til LTE i den svenske hovedstad.
Staten har tidligere scoret milliarder på salget af frekvenser til mobilselskaberne. I 2001 købte fire mobilselskaber en 3G-licens for 1 milliard kroner hver.
Business.dk har regnet på, hvor lang tid det vil tage at overføre en musikfilm på 1 minuts varighed med de forskellige mobile opkoblingsmetoder. Ved brug af GPRS er overførselshastigheden fem minutter, mens den samme fil med LTE vil kunne blive overført på 0,1 sekund.






