Men der har altså også været perioder, hvor vinyl var noget lort.
De fleste LP-plader (og udstyr der skabte dem og deres lyd) var teknisk set noget juks. Kun med usædvanlig omhu kunne der skabes mesterværker af vellyd. Som til gengæld var fænomenalt.
I min ungdom købte jeg alle de »direkte skårne« LP-plader som jeg fik øje på, som blev til færre end tyve i alt, desværre, og noget af musikken var besynderlig, fordi jeg jo købte pladerne af kun en teknisk årsag, men jeg spillede disse plader i hundredevis af gange, fordi de var live-optagelser, og fordi musikerne vidste at optagelserne var noget ganske særligt, de spillede ekstra intenst, musik som blev optaget med ren og fuld dynamik uden spor forvrængning, som at putte krudt af musikglæde i mit musikanlæg.
Jeg har tidligere skrevet om, at digitale optagelser kan være cirka tilsvarende perfekte, men at de desværre bliver smadret af musikselskaber, fordi disse anvender blandt andet kompressorer.
En digital kompressor (som komprimerer dynamikken) er dels en kunstnerisk metode til at forandre på lyd, og dels en markedsmæssig metode til at bringe musik til at lyde optimalt på billige musikanlæg, og dette er for så vidt udmærket. Men, disse digitale kompressorer smadrer kvaliteten, fordi musikselskaber typisk ikke har råd til at anvende kompressorer med tilstrækkeligt høje (præcise) bit-samplinger, og fordi de færreste ledere er klar over at disse kompressorer ødelægger noget.
En anden kilde til forvrængning er når adskillige digitale optagelser lægges sammen, fx trommer og stemmer og guitarer og orgler m.m., fordi også dette smadrer kvaliteten, fordi digitale lydoptagelser der stakkes oven i hinanden, giver meget upræcise sammenlægninger af lydbølger, medmindre at alle optagelserne er skabt med meget præcise bit-samplinger, det vil sige som minimum 24-bit 192 khz. Man skal huske på, at der på hvert lydspor typisk også er tilføjet digital kunstig rumklang og andre effekter, der, hvis alt dette stakkes med kun en grovkornet digital opløsning, fører til mange digitale afrundingsfejl og lydmæssig forvirring.
Moderne lydudstyr i musikselskaber kan sagtens håndtere det ovennævnte kvalitetsminimum, men ikke når der er tale om mange parallelle spor der editeres på samme tid, fordi datamængden bliver alt for stor i forhold til typisk udstyr. Det er forudsigeligt at denne begrænsning vil forsvinde i løbet af måske ti år, fordi computerudstyr bliver bedre og billigere, men indtil da må vi forvente at digitale lydudgivelser fortsat vil være alt for dårlige i forhold til kildematerialet.
Jeg har fået en e-mail fra det institut der laver MP3-standarden, et bedrøveligt svar: At MP3-standarden er udviklet specifikt til at komprimere musik i CD-standard, fordi: »CD-standarden er typisk det kildemateriale, som musikselskabers salgsafdelinger anvender, når de producerer en MP3-fil.«
Som betyder, at fx MP3-musik typisk bliver ødelagt ad fire omgange:
1. En lydoptagelser sker typisk i DAT-kvalitet, 16-bit 48 khz, en kvalitet der i sig selv lyder temmelig godt, det ved jeg, for jeg har haft en sådan digital båndoptager, jeg husker at kvaliteten er betydeligt bedre end CD-kvalitet. Forinden at denne lyd lagres digitalt, føres lyden typisk igennem analog kompressor for at spare tid under lydoptagelser, fordi en analog kompressor formindsker risikoen for »overskydning« af det valgte indspilningsniveau, det vil sige en minimering af risikoen for en meget tydelig digital fejl, fordi blot én sådan fejl kasserer det hele lydindspilningen (medmindre at musikselskabet ønsker at udgive musik med en voldsom forvrængningsfejl indbygget, en fejl som typisk vil være at høre på det allervigtigste tidspunkt i musikken. Jeg har kun én eneste CD med sådanne fejl, en Verdi-opera). Desværre har den analoge kompressor en ødelæggende virkning på fx akustisk klassisk musik, fordi bragene, når maksimum i musikken opstår, slet ikke manifesterer sig, er blevet klemt ned i størrelse, fra at være som Mount Everest, til at være kun som Tordenskjold. Sådan er det, fordi kompressorer typisk er indstillet til at komprimere på logaritmisk måde.
2. Den digitalt lagrede lydoptagelse bliver dernæst indlæst i en editor, måske parallelt med mange andre lydoptagelser, måske i hundredevis. Under dette arbejde, vil kunstnere og lydteknikere skrue op og ned for lydniveauet på individuelle spor, tilføje ekkoer og alverdens andre effekter, og især vil man anvende også digitale kompressorer, fordi alt sådant fx kan skabe en mere »svampet« stortromme, hvis man ønsker dette, eller bringe en svag sangerstemme til at lyde mere kraftfuld. Typisk, hvis en sanger er skæv af piller og synger mere falsk end kunder vil ønske sig, vil man lade en computer ændre på alle tonehøjder i stemmen, så den bliver samstemt med musikken i de andre lydspor, dette kan gøres fuldautomatisk i dag, endda også under live-koncerter. Hvis sangeren er ude af takt, kan også dette fixes af en computer. Men, desværre, alle sådanne manipulationer ødelægger de fine nuancer i lydoptagelsen, medmindre at den digitale råkvalitet er af meget høj bit-kvalitet under editeringen.
3. Når kunstnere og teknikere er tilfredse med editeringen, stakker man alle lydsporene, til en færdig udgave af musikken, typisk i stereo (CD) og i 5.1 (DVD). Dermed er den tekniske afdeling færdig, arkiverer hele projektet i backup-lager, og vil aldrig nogensinde genfinde det igen, medmindre at musikken viser sig at blive et hit som markedet ønsker sig mere af i forbedrede eller forandrede udgaver.
4. Salgsafdelingen sælger musikken i typisk fire formater: CD, DVD, MP3 og diverse »streaming kvalitet«. Problemet er, at kildematerialet for de to sidstnævne produktarter ofte er kun CD-materialet, fordi dette er det letteste (man behøver ikke at involvere den tekniske afdeling), og fordi MP3-formatets skabelsesalgoritmer endda er specifikt udviklet dertil. Som betyder, at MP3 overhovedet ikke er noget godt kvalitetsformat, i praksis, for en kunde at købe.
Jeg har udført mange test, og jeg kan høre, at ultrafin hi-fi-kvalitet øjeblikkelig bliver smadret, når en digitalkompressor har været anvendt: Alle fine detaljer forsvinder, herunder rumfornemmelser. Jeg kan også høre, at hvis ingen har pillet ved den originale optagelse, da kan lydkvaliteten være tårnhøj.
For mig at se, er der intet der forhindrer musikselskaber i at udgive digital musik af meget høj teknisk kvalitet: De skal blot bede musikere om spille og lade fire sæt af udstyr optage til hvert sit slutformat. Desværre, samtidig, er der ikke mange musiske kunstnere der er dygtige nok til at indspille live.
Jeg har forsøgt mig med at købe og downloade ultrahøj digital kvalitet fra musikselskabet Linn via Internet. Umiddelbart er den tekniske kvalitet bedre end normalt, men, selv et sådant selskab benytter kompressorer. Når man tillægger, at selskabet kun udbyder musik fra stort set ukendte kunstnere, og at de klassiske indspilninger endda er af tvivlsom kunstnerisk kvalitet, har man opskriften på en fiasko.
Jeg har ofte forsøgt at lokke Danmarks Radio til at interessere sig for at udsende musik af høj teknisk kvalitet via Internet. Svarene fra DR er bedrøvelige: At DR ikke har råd. Som er hovedårsagen til, at DRs byggefadæse irriterer mig.
Vigtigste anbefaling: Lyt til musik af høj musisk kvalitet, i høj teknisk kvalitet, gratis fra Japan:
http://www.simulradio.jp/asx/s....asx
(musikkens art varierer i løbet af døgnet, afhængig af japaneres lyttevaner. Samtidig ser man fjernsyn fra Japan, kan se hvordan vejret er, og om det er nat eller dag).
76
