Næste generation af flysæder tåler 16 g
Efter oktober skal alle amerikanske fly udstyres med ekstra kraftige flysæder. Beslutningen er endnu et forsigtigt skridt på vejen mod mere sikre passagerfly.
Ifølge øjenvidner stallede det tyrkiske Boeing-fly i cirka 80 meters højde og styrtede ned. Sammenstødet med jorden var så voldsomt, at flykroppen brækkede to steder. Men de fleste ombord overlevede styrtet, og mange kunne selv klatre ud. En brand, som havde været katastrofal for de overlevende, udeblev også. (Foto: Wikipedia)
Læs mere om
Dokumentation
Fra oktober er gamle flysæder, der ”kun” kan klare en acceleration på 9 g, forbudt i USA. Fremover skal alle fly, der forlader fabrikkerne, være forsynet med såkaldt 16g-sæder.
Det vil sige, at sæderne tåler, at et fly rammer jorden med en kraft, der svarer til en opadgående acceleration på 16 g. Eller sagt på en anden måde - i et kortvarigt stød føles det, som om man er blevet 16 gange tungere i sædet.
Beslutningen kommer efter en rapport har vist, at stærkere sæder ville have frelst 45 menneskeliv i perioden fra 1984-1998, skriver tidsskriftet Time.
Brandulykke førte til krav om brandhæmmere
I flybranchen går det uhyre langsomt, men gradvist bliver passagerfly generelt konstrueret bedre og bedre for de passagerer, der oplever et styrt.
På samme måde er risikoen for brand i et fly blevet reduceret gennem brandhæmmende foranstaltninger, der blev indført især efter 1991.
Det var nemlig året, hvor et passagerfly landede, som det skulle i Los Angeles. Men i forbindelse med landingen ramte det et andet fly og brød i brand. 20 personer, som ikke var kommet noget til under sammenstødet, døde af røgforgiftning. Og så blev de brandhæmmende foranstaltninger ført igennem på alle fly.
Andre forbedringer er ting som lamperne i gulvet, der leder passagerer hen mod nærmeste udgang. Før 1984 sad sådanne lamper i loftet, hvor ingen kunne se dem, hvis kabinen blev fyldt med røg.
Den slags forbedringer går dog langsomt, for branchen er traditionelt mest interesseret i de tiltag, der kan nås gennem procedurer.
Kamp for at indføre airbags i fly
Flyselskaber, producenter og myndigheder arbejder bestandigt på at øge flyvesikkerheden gennem gradvist forbedrede sikkerhedsrutiner, som fra år til år nedsætter risikoen for havarier.
Men der er folk, der kæmper for at skabe mere interesse for konstruktionsændringer, som svarer til bilernes airbags og stødabsorberende zoner.
Sådan en person er Candace Kolander, som er koordinator for Association of Flight Attendants. Hun har netop givet sit besyv over for en transportkommité i kongressen. Det skete præcis dagen før uheldet i Amsterdam.






