Kyoto: Kvoteopkøb skal redde Danmarks målsætninger
Fire procent sænker Danmark udslippet af drivhusgasser med frem til 2012. Dermed er der langt op til de 21 procents reduktion, som vi har forpligtet os til i Kyoto-aftalen.
Kraftværker og cementværker bidrager kraftigt til udledning af drivhusgasser. Men om få år bliver biltrafikken den værste synder, mener Danmarks Miljøundersøgelser. (Foto: Wikipedia)
Læs mere om
Dokumentation
Danmarks sænker udslippet af drivhusgasser med fire procent i gennemsnit i årene 2008-2012.
Dermed skal resten af de 21 procents reduktion, vi har forpligtet os til i samme periode efter Kyoto-aftalen, ske gennem klimaprojekter i udlandet eller ved virkningen af EU's kvotesystem - eller gennem CO2-optag i jord, skriver Danmarks Miljøundersøgelser i en dugfrisk rapport.
Den største CO2-reduktion kommer i dag fra kraftværkerne, som gradvist skal omlægges fra kul til træ og affald mellem 2008-2025.
Derved får CO2-udledningen fra transportsektoren en voksende rolle, fordi det er den næststørste post på CO2-regnskabet. Fra næste år ventes vejtransporten således at blive den største kilde til CO2-udslip, og det bliver gradvist værre, fordi trafikmængden forventes at stige kraftigt i de kommende år.
I industrien er det cementproduktionen, der giver det største CO2-bidrag, og den får svært ved at begrænse udledningen.
Den største procentvise vækst i CO2-udledning kommer fra offshore sektorens energiforbrug under udvindingen af fossile brændsler, som over 20-års perioden 1990-2010 ventes at øge med 250 procent, og senere med yderligere 30 procent fra 2010-2030.






