Leder: Empowerment af energiforbrugerne helt afgørende

Af Rolf Ask Clausen, fredag 27. feb 2009 kl. 07:00

Tænk tanken: Kan der være forskel på kravene til husisolering fra den ene kommune til den anden?

I kommune A skal husene så billedligt talt pakkes ind i tykke sokker, hue og vinterfrakke. Men i kommune B skal husene slet ikke isoleres, de skal billedligt gå i T-shirt og shorts hele året. Der er kun én forskel på A og B; i kommune B er der nemlig fjernvarme. Og dilemmaet er, at alternativet til at brænde overskydende fjernvarme af i det enkelte hus, kan være at smide den væk.

Et dilemmavalg, ja, men en reel diskussion efter at Erhvervs- og Byggestyrelsen har foreslået at forskelsbehandle huse. Som man kan læse på side 10-11 i denne uges udgave af Ingeniøren, er tilhængere og modstandere ikke voldsomt overraskende placeret. Dansk Fjernvarme er glad for forslaget sammen med Dansk Industri, DI Byggematerialer og DI Energiindustrien. Og på det modsatte hold finder man isoleringsproducenter, grønne organisationer og folk som professor Henrik Lund, Aalborg Universitet.

Kan politikerne troværdigt dekretere en storstilet samlet grøn indsats for at spare energi og derefter lave lokale undtagelser i fjernvarmeforsynede områder? Nej! Kan en forskelsbehandling mellem A og B administreres? Nej! Der er allerede rigeligt med fortolkningsrum, beregningsmodeller og ujævne energisynsordninger i byggeverdenen.

Bag ovenstående konkrete debat foregår en langt større og mere principiel diskussion mellem to grundsyn: De små decentrale løsninger mod de store centrale energiløsninger. Argumentet mod de nære løsninger – "jeg isolerer mit hus og lægger solceller på taget" – er omkostningerne. Det er dyrt for den enkelte og for samfundet. Argumentet for er empowerment, at alle bidrager og får medejerskab til at spare energi. Argumentet for centrale løsninger er til gengæld energieffektivitet og økonomisk efficiens. Mest for pengene, ganske enkelt.

Spørgsmålet er, hvor langt den folkelige opbakning vil række. Vil den række til at rive stråtækte huse ned og erstatte med nye, topisolerede +energihuse, sådan som et andet aktuelt forslag fra SBI lyder? Næppe!

Men som tiden er, vil empowerment alligevel vinde. Den omstilling af samfundet til et lavere energiforbrug, som vi uundgåeligt skal i gennem, kan bedst gennemføres, hvis der er bred folkelig opbakning.

I den virkelige verden er der ikke tvivl: Alt hvad der kan gøres for at spare energi, skal gøres. Og alle skal være med.



27. feb 2009 kl 09:13

Paul Christiansen

Empowerment

http://da.wikipedia.org/wiki/E...ment

"Empowerment kan defineres som at opnå kontrol over eget liv. Det vil sige at opnå kontrol over de kritiske og afgørende faktorer, der holder mennesker fast i undertrykkelse eller afmagt, hvor de ikke har kontrollen."

Skal energiforbrugerne Empowermentifiseres, må det første naturlige skridt være at storebror holder op med at tvinge energiforbrugerne til at være tilsluttet Kulvand og naturgas.

Når forbrugeren har genvundet sin frihed til at vælge opvarmningsform, kan forbrugeren frit vælge de grønne løsninger staten har hidtil og fortsat forhindrer den enkelte forbruger i at vælge.

Et eksempel er naturgassen, hvor 1/2 million danskere har tilslutningspligt til et fossilt brændsel der ikke er omfattet af EU´s CO2 kvotesystem, og hvor varmepumpen ville være det grønne alternativ der producerer 80% VE og forbruger 20% el der stammer fra kraftværker der hører til under EU´s CO2 kvoteloft, og derfor vil være CO2 neutral el.

Så ja, Empowerment til folket....fri os for tilslutningspligten til fossil fjernvarme og fossilt naturgas der brændes af undenfor CO2 kvote ordningen.


27. feb 2009 kl 09:17

Stefan Naef

Brændselsafgift og uvildig rådgivning

Umiddelbart er det mest hensigtsmæssige at flytte energiafgifterne over på brændslet (CO2), så el- fjernvarme- og brændstofpriserne i højere grad afspejler de aktuelle produktions- og miljøomkostninger.
Herved kan der også opnås en ligestiling af energipriserne mellem boliger og transport, privat-, erhvervs- og offentligt forbrug, og mellem energi til hhv. produktion og opvarmning.
Her er et sted hvor markedsmekanismen virkelig kan komme til sin ret ved, bistået af uvildig rådgivning, at udvirke den mest hensigtsmæssige allokering af investeringerne der hvor de gør mest gavn privat- og samfundsøkonomisk set. Så vil vi (igen) se geografiske forskelle afhængigt af naturgrundlaget og den eksisterende infrastruktur.


Problemerne er følgende

Det klassiske grænsehandelsproblem (elhandel), hvis ikke der er de samme vilkår i nabolandene.

Der er lang tidshorisont for investeringerne, i et marked der ændrer sig fra år til år, grundet udvikling i prisen på brændsel, CO2 og teknologi (og konkurrenceforhold)

Det bliver ekstremt vanskeligt at få politikerne med på idéen, da det bliver sværere at budgettere med afgiftsprovenuet og skatter og afgifter under alle omstændigheder er noget af det sværeste at omlægge.


27. feb 2009 kl 10:06

Baldur Norddahl

Eksponentiel stigende varmepris

Farum Fjernvarme har en god graf:

http://www.farum-fjernvarme.dk...1997

Her kan man se at fjernvarmeprisen er steget med gennemsnit 6% i årene 1996 til 2006.

Det er en eksponentiel udvikling. Hvis kraftværkerne bliver ved med at sælge såkaldt spildvarme til en eksponentiel stigende pris, så har ingen råd til at bo i uisolerede huse.


27. feb 2009 kl 11:42

Paul Christiansen

Re: Eksponentiel stigende varmepris

Hvis kraftværkerne bliver ved med at sælge såkaldt spildvarme til en eksponentiel stigende pris, så har ingen råd til at bo i uisolerede huse.

Individets kontrol over eget liv har politikerne så overtaget, ved at tvinge folket til at være tilsluttet fossil opvarmning der måske endda stammer fra fjernvarmeværker der ikke opererer under EU´s CO2 kvote loft.

Individets mulighed for frit at vælge VE opvamning som et supplement/alternativ til isolering er altså delvist eller helt fjernet af storebror der ved bedre.

Ser vi historisk på hvad storebror´s bedreviden har ført med sig, jamen så er resultatet af Danmarks CO2 udledninger er steget støt og roligt, år efter år efter år i nu snart en menneskealder.....gad vide om udviklingen ikke havde været lidt grønnere hvis individet havde haft mulighed for selv at vælge opvarmningsform, og hvis vi havde haft et liberalt energimarked.


27. feb 2009 kl 11:49

Hans Henrik Hansen

Re: Eksponentiel stigende varmepris


Hvis kraftværkerne bliver ved med at sælge såkaldt spildvarme til en eksponentiel stigende pris, så har ingen råd til at bo i uisolerede huse

- det må vel strengt taget afhænge af STØRRELSEN af denne eksponentielle stigning, set ift. indkomstudviklingen!?


28. feb 2009 kl 12:23

Mogens Bülow

2. generations fjernvarme

Vi, i SDE, har jo ofte sagt at fjernvarme i gammeldags forstand blokerer for energibesparelser. Vi mener at man snarest skal definere en 2.generations fjernvarme, der er reel spildvarme på f. eks. 30 gr. der hos forbrugerne kan bruges direkte til gulvvarme eller opgraderes med en vand/vand varmepumpe.
vh mogens fra foreningen SDE
Sammensluttede Danske Energiforbrugere
www.energiforbrugeren.dk


28. feb 2009 kl 13:11

Niels Hansen

Re: 2. generations fjernvarme

Vi, i SDE, har jo ofte sagt at fjernvarme i gammeldags forstand blokerer for energibesparelser. Vi mener at man snarest skal definere en 2.generations fjernvarme, der er reel spildvarme på f. eks. 30 gr. der hos forbrugerne kan bruges direkte til gulvvarme eller opgraderes med en vand/vand varmepumpe.
vh mogens fra foreningen SDE
Sammensluttede Danske Energiforbrugere

Det er jo fuldstændig aldeles tåbeligt først at producerer fjernvarme ved 80 ? 100 c hvor man forlods afskriver sig 15 % af den energi man indfyrer i et kraftværk, navnlig fordi kondensatenergien i røggassen ikke kan afsættes i højtemperatur fjernvarmevand men kan fint afsættes i lavtemperatur fjernvarmevand lige som andre spildenergikilder på kraftværket kan, herunder øges el-virkningen markant på kraftværker med helt op til 25 %.

Dernæst når man har frembragt denne bekostelige fjernvarme ved 80 ? 100 c og altså lige afskrevet 15 % som tab, så smider man da lige op til 50 % af den resterende varme bort i fjernvarmenettet inden ankomst forbruger. Ps! Hvor idiotisk kan man i det hele taget gebærde sig.

Ved at vælge 80 ? 100 c afskriver man sig overvejende varmepumper eller varmepumper bliver meget bekostelige.

Ved lave temperaturer 30 ? 50 c kan spildenergier (fra industrien) umiddelbart tilføres fjernvarmenettet.

Det forbrug som betinger høje temperaturer kan nu frembringes ved varmepumper ude i nettet evt i kombination med akkumulering ved forbruger så kun møllestrøm forbruges.

Tiltag som disse koster faktuelt en brøkdel af det vandvittige kraftvarmeprojekt som praktiseres i dag.


02. mar 2009 kl 23:28

avatar

Troels Halken

Re: Brændselsafgift og uvildig rådgivning

Umiddelbart er det mest hensigtsmæssige at flytte energiafgifterne over på brændslet (CO2), så el- fjernvarme- og brændstofpriserne i højere grad afspejler de aktuelle produktions- og miljøomkostninger.
Herved kan der også opnås en ligestiling af energipriserne mellem boliger og transport, privat-, erhvervs- og offentligt forbrug, og mellem energi til hhv. produktion og opvarmning.
Her er et sted hvor markedsmekanismen virkelig kan komme til sin ret ved, bistået af uvildig rådgivning, at udvirke den mest hensigtsmæssige allokering af investeringerne der hvor de gør mest gavn privat- og samfundsøkonomisk set.

Markedet er generelt godt til at bestemme de optimale løsninger. Noget som en central forvaltning ikke har magtet (fjernvarme, brænde gas af i fyr i stedet for i gasturbiner, barmarksværker, brænde halm og træflis af i elværker, osv osv).

Bestem visionen, lav regulativerne og lad markedet om at finde løsninger. Bonus ved denne løsning er desuden at den enkelte borger inddrages i processen og derved føler ejerskab til det, ud over at det jo også giver borgeren frihed til selv at vælge sin løsning.

Vh Troels


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.