Super-pickup produceret med rapid manufacturing
Ortofon har taget skridtet og får nu produceret en central komponent til topproduktet hos Teknologisk Institut.
Med priser på op til 27.000 kroner ligger Ortofons pickupper i den absolut dyre ende. Jubilæumspickuppen med produktnavnet SPU 90 hører til i topklassen og derfor skal kvaliteten være helt i top. En måde at tvinge flere gyldne toner ud af pladeriller er at gøre komponenterne mere stive for derved at dæmpe vibrationerne.
I den forbindelse henvendte virksomheden sig til Teknologisk Institut, som netop havde fået en af landets første rapid prototyping-maskiner (RM) af typen SLM (Selective Laser Melting), som er i stand til at mikrosvejse komponenter i metal direkte fra en 3D-fil.
Konsulent Christian Perti fra Teknologisk Instituts Center for Produktudvikling forklarer:
»Det startede med en forespørgsel på nogle prototyper. Men siden vi fik SLM-maskinen i 2007, har vi arbejdet med at flytte grænsen for, hvad maskinen kan præstere, så vi i dag kan lave rene produktionsserier af meget komplekse komponenter,« siger Christian Perti.
Derfor gik Ortofon og Teknologisk Institut i gang med at udvikle komponenten, så den kunne produceres i større stykantal på SLM-maskinen.
Selve komponenten er det lille stykke metal, som inden i selve pickup-huset holder sammen på tonearm, generator og øvrig elektronik. Selv om det skal have en vis mekanisk styrke, så skal det først og fremmest være stift og og med høj indre dæmpning:
»Igennem udviklingsarbejdet med Ortofon fandt vi sammen frem til nogle designændringer, som forbedrede komponenten. Blandt andet har det været muligt at øge dæmpningen af hele komponenten ved at nedsætte densiteten øge stivheden,« fortæller Christian Perti.
Samtidig er antallet af dele i pickuppen blevet reduceret, fordi den nye komponent kan fremstilles langt mere komplekst, end hvis den skulle have været produceret ved hjælp af mere traditionelle produktionsmetoder.
Chef for teknologi og akustik hos Ortofon, Leif Johannsen, fremhæver, at rapid manufacturing-teknologien giver virksomheden et større designmæssigt og kreativt frirum, fordi man ikke længere er begrænset af bestemte geometriske udformninger. Christian Perti fortæller:
»Med vores SLM-maskine er vi i stand til at producere geometrier, som ikke kan lade sig gøre med andre produktionsmetoder,« siger Christian Perti. Eksempelvis har Teknologisk også været i stand til at fremstille plaststøbeværktøjer med indbyggede kølekanaler der kan spare over 50% i cyclustide eller indbygning af cellestrukturer i metalkomponenterne for at reducere vægt.
En anden væsentlig faktor for brugen af rapid manufacturing er muligheden for korte leveringstider:
»Hvis Ortofon bestiller, kan de modtage emnerne få dage efter. De kan ligefrem ændre i designet fra gang til gang, uden at det forlænger eller fordyrer produktionen. Det betyder at Ortofon kan tilbyde individuelt og mere tilpassende produkter til forskellige kunder eller regional marked,« siger Christian Perti.






