/biotek

Ny hjertekanyle minimerer risiko for blodpropper

En eksamensopgave fra to ingeniørstuderende vil mindske belastningen på hjertepatienters kredsløb under operationer.

Af Majbritt Lund, søndag 01. mar 2009 kl. 16:00

To studerende på Ingeniørhøjskolen i Århus fik et 12-tal for deres afsluttende eksamensopgave. Og de 2.000 hjertepatienter, der daglig opereres på verdensplan, vil fremover kunne lægge sig op på operationsbordet med mere ro i sindet, fordi eksamensopgaven, en ny hjertekanyle, vil give deres kredsløb en mindre belastning.

Når patienter opereres i hjertet, tilsluttes en hjertelungemaskine, som overtager kredsløbet – pumper og ilter blodet – under operationen, og når blodet skal tilbage i kredsløbet er der ofte så meget turbulens, at patienten risikerer, at blodpladerne kan gå i stykker og størkne, hvilket kan give en blodprop.

Den nye hjertekanyle kan føre blodet tilbage til kredsløbet på en mere skånsom måde, så risikoen for blodpropper bliver mindre.

»Når blodet strømmer fra hjertekanylen og ud i årerne med høj hastighed, stiger risikoen for, at der kommer klumper, som kan blive til blodpropper. Det særlige ved vores kanyle er, at diameteren er større, så blodet ikke strømmer så hurtigt, og det giver mindre turbulens, og dermed er risikoen for en blodprop ikke så stor«, siger Simon Gadgaard, som konstruerede kanylen sammen med Andreas Høst.

Af hensyn til finansiering af den videre forskning ønsker Simon Gadgaard og Andreas Høst ikke at uddybe præcist, hvordan deres kanyle er anderledes end de eksisterende.

Oven i topkarakteren fik de to ingeniørstuderende også ingeniørprisen, DIS-prisen, på 25.000 kroner.

Betydning for store operationer

Professor, dr. med. Michael Hasenkam på Hjerte-lunge-karkirurgisk afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby, mener, at den nye kanyle især vil få stor betydning for patienter, der skal have store hjerteoperationer.

»Kanylen vil bestemt udsætte hjerteåren for en mindre belastning. Der er dog stadig en risiko for, at den vil beskadige åren, når den stikkes ind i den, men den risiko er der også ved de kanyler, vi bruger i dag,« siger han.

I dag opstår der blodpropper i hjernen i to til tre procent af alle hjerteoperationer, blandt andet fordi blodet pumpes alt for stærkt ud i årerne fra hjerte-lungemaskinen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.