Hva’ betyder en titel?

Af Lene Wessel,  torsdag 26. feb 2009 kl. 13:38

Hvad bestiller en services facilities manager, en superintendent engineer og en senior chief consultant? Jeg kunne også spørge: Hvad betyder titlerne egentlig? Sådan helt bogstaveligt, helt nede på oversættelsesplanet, dernede hvor alle kan være med, dernede hvor en ‘key account manager’ bliver til noget så dagligdags som en sælger, når den smarte titelfernis er gnedet af.

Det vrimler med titler af mere eller mindre fantasifuld og uigennemskuelig art, og jeg må jævnligt bede mine kilder om en oversættelse, når jeg bliver præsenteret for en af de utallige engelske ‘tre-ords-titler’, fordi jeg gerne vil oversætte den til noget, som kan give mine læsere et indblik i, hvad interviewpersonen beskæftiger sig med. Langt de fleste vil gerne komme med et bud på en dansk pendant til det udenlandske, men der er også en del, som fastholder den udenlandske titel. Den skal der ikke røres ved.

Så selv om det kan være svært at gennemskue, hvad en titel betyder, så er der ingen tvivl om, at den betyder rigtig meget. Havde jeg været i tvivl om det, så blev jeg overbevist forleden, da jeg talte med en ingeniør i en større dansk kommune, som for nylig indrykkede en annonce, da de søgte ny ‘sikkerhedsleder’. Samtalen drejede sig om, hvorvidt det er blevet lettere at rekruttere nye medarbejdere i disse krisetider, og pludselig lød det lidt selvbebrejdende i den anden ende af telefonrøret:

»Sikkerhedsleder lyder nok lidt kedeligt. Vi havde sikkert fået flere ansøgninger, hvis vi havde givet jobbet en anden titel. Jeg har hørt om en kommune, som ikke fik nogen ansøgninger, da de søgte efter ‘elever’, men kom op på 100 ansøgninger, da de skiftede ordet elev ud med trainee.«

Jeg har ikke tjekket historien, men mon ikke den er god nok. ‘Sikkerhedsleder lyder nok lidt kedeligt’. Tjah, mon arbejdet ændrer karakter og bliver mere spændende, fordi der bliver sat en ny titel på? Risikerer de håbefulde ‘trainees’ ikke en brat opvågnen, når de som led i deres trainee-forløb bliver sat til at arkivere bilag i kommunens bogholderi? Og bliver det mon sjovere at sørge for kvalitet, sikkerhed og miljø i en kommune, fordi man kan kalde sig QSE-manager? Eller handler det i virkeligheden slet ikke om jobindholdet, men om det, som titlen kan gøre for den enkelte i en social sammenhæng?



26. feb 2009 kl 13:54

avatar

Peter Andersen

Titler

Hmm,er "services facilities manager" ikke bare et smart navn for,ledende toilet rengørings medarbejder :-)


26. feb 2009 kl 14:46

Anita B. Frandsen

Snydt af titler?

Selvfølgelig kan man blive snydt til at tro at en stilling er eksotisk, hvis den hedder noget spændende, men de fleste ting jo spændende, når først man er kastet ud i det. Man ved jo sjældent hvad man går ind til, hverken med jobs eller uddannelser, så det er da fint, hvis man kan tiltrække folk på den måde. Måske ville der ikke være ingeniørmangel længere, hvis de fik en mere sexet titel?

Så er spørgsmålet, om virksomheden bagefter kan gennemskue, hvad ansøgeren med den fine titel egentlig har lavet før;-)


26. feb 2009 kl 15:18

Hans Henrik Hansen

Re: Snydt af titler?


Måske ville der ikke være ingeniørmangel længere, hvis de fik en mere sexet titel?

- ja, sikkerhedslederen burde nok (mindst) være 'Personnel Risk Manager' (eller 'Human Safety Supervisor', hvis det skal lyde lidt mere 'positivt')! :)


26. feb 2009 kl 15:46

Carsten Scherrebeck Møller

Re: Titler

Adskillige arter af årsager, ligger bag titler:

En arbejdsgiver ønsker ofte at skjule for kunder, at en sælger er en sælger. Deraf kommer tusinder af titler, som fx markedsanalytiker, aktieanalytiker, konsulent, rådgiver, og så videre. Med disse titler kan sælgerne lettere narre kunder til at tro, at fx aktieanbefalinger er gode anbefalinger, mens sandheden er at arbejdsgiveren ønsker at komme af med aktierne hurtigst muligt, fordi arbejdsgiveren har opnået en viden om, at aktierne meget snart vil falde i kurs.

Andre fine titler er ikke nær så odiøse, men dog udtryk for balancer i magtkampe, fx når en arbejsgiver ønsker at forfremme en ansat, uden samtidig at true en nær chef på sin stilling. Måske er der en afdelingschef som behøver at bevare sin autoritet, og måske er der samtidig en dygtig ansat i afdelingen, og det kan det betyde at denne ansatte får en titel som fx »kvalitetsrådgiver«, hvad som helst, der udpeger et ansvar og en forfremmelse, og som ikke giver knas i forhold til chefen for afdelingen.

Dernæst har vi narretitlerne, som en arbejdgiver spreder omkring, for at narre ansatte til at tro at de har succes og får masser i løn. Måske er det endda sandt, for sådanne titler ses ofte i små vækstfirmaer med fuld knald på salg og service, og hvor de smarte titler har til formål også at narre kunder til at tro at firmaet har succes.

Endelig er der de uundgåelige titler, når fx koncerner er meget store. Hvilken titel skal man give en eller anden ekspert, når der i forvejen er ét hundrede andre eksperter og dertil et par hundrede direktører og divisionsdirektører? Man gør da ofte klogt i at beskrive meget præcist, i en titel, om den ekspertise der ligger bag titlen, fordi det fungerer som en markedsføring. Som er et paradoks, fordi sådanne ansatte ofte er udprægede generalister, for ellers havde de ikke et lederjob i en så komplex verden som en koncern er.

Og dermed om titler: De fortæller intet, medmindre at man samtidig analyserer den arbejdsplads, der ligger bag.


26. feb 2009 kl 18:19

avatar

Arne Nybroe Sørensen

Re: Re: Titler

"key account manager": Google oversætter til dansk: "key account manager"
Anden oversætter siger: "nøglen beretning bestyrer".
Selv plejer jeg at spørge titelindehaveren om hyn er ansvarlig for firmaets nøgler til cykelkælder og toiletter.


28. feb 2009 kl 19:45

Klavs Klavsen

Re: Key account manager

Nu skal jeg på ingen måde forsvare de mange underlige titler der findes og hvoraf mange af dem er absurde, men key account manager har faktisk en betydning. en Key account er en "nøgle kunde"(=vigtig kunde) - og manageren af disse vigtige kunder, er således en "key account manager" - og snakker du med en sådan, så skal man opfatte det som at man betragtes som en vigtig kunde :)


29. apr 2009 kl 11:47

Thorkil Pedersen

Afsætningssludder

Nu er ALLE kunder vigtige.
Ligesom de også var det igår, og vil være det i de næste mange år frem.
- En "uvæsentlig" eller ikke såee vigtig kunde,- kan hurtigt blive måske DEN vigtigste.

Titler er til for idioter-
Vi andre håber vi ved bedre.


29. apr 2009 kl 12:50

avatar

Marion Weiss Svanberg

Østrig-titlernes land

Man skal bare rejse til Østrig og være gift med én med titler. Hernede har jeg titlerne "Frau Professor" og "Frau Kapelmeister" og helt uden at røre en finger. Hvis jeg selv havde arbejdet mig til titlerne var det "Frau Professorin" og "Frau Kapelmeisterin". Desværre kan man heller ikke blive fri for de titler og snobberi - titlerne bliver nærmest set som et navn.
Hochachtungsvoll und küss die Hand !
Frau Habenichts


02. maj 2009 kl 00:27

Chris Bagge

Re: Afsætningssludder

Fine titler bunder ofte i, at der ikke er kompetencer bag det hele ;-).


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.