Nasas første CO2-observatorium, satellitten OCO, gik tabt i denne uge, da næsekappen omkring observatoriet ikke blev frigjort under opsendelsen. Og ud over at Nasa mistede for 1,6 milliarder kroner satellit, er den mislykkede opsendelse et stort tab for klimaforskningen.

»Det er en kæmpe skuffelse for hele forskerholdet. De har arbejdet meget hårdt over de sidste mange år og virkelig gjort deres bedste for at missionen skulle lykkes,« siger Nasas opsendelsesleder, Chuck Dovale.

Formålet med OCO (Orbiting Carbon Observatory) var at skabe et globalt kort over fordelingen af CO2 via otte millioner målinger hver 16. dag. OCO skulle studere både kilderne til CO2, og lokalisere de steder, hvor den bliver fjernet fra atmosfæren og ophobet. Med disse nye data kunne forskerne bedre have forudset fremtidige globale klimaændringer. I dag ved man ikke ret meget om, hvorfor der er så stor forskel på den mængde CO2, som opsuges af hav- og landområder. OCO skulle også have hjulpet til med at finde den manglende CO2, da omkring 30 procent af den menneskeskabte drivhusgas forsvinder ukendte steder hen.

»I løbet af de næste dage, uger og måneder, vil vi omhyggeligt studere, hvordan vi kommer videre med de instrumenter, vi nu har i kredsløb og dem, som vores internationale partnere har. Samtidig vil vi undersøge, om vi har reserveudstyr, som kan sættes sammen til en ny satellit, der kan samle op efter OCO,« siger Michael Freilich, der er direktør for Nasas jordobservationsprogram.

OCO skulle have været opsendt i en polær bane med en højde på 700 kilometer over Jorden som supplement til den japanske Gosat, som blev opsendt i slutningen af januar til overvågningen af Jordens drivhusgasser.

Gosat overvåger kuldioxid og methan over næsten hele Jorden. Herudover har Gosat to spektrometre og et instrument til kortlægning af skyer og aerosoler i atmosfæren. Spektrometrene måler drivhusgasserne, mens sky- og aerosolmålingerne benyttes til at korrigere spektrometerdataene. Sammen ville de to satellitter, OCO og Gosat, have give forskerne et detaljeret indblik i kuldioxids indflydelse på Jordens klima. Nu må Gosat stå alene.

Opsendelsen af OCO fandt sted med en Taurus-XL-raket fra Vandenberg-rumcentret i Florida tirsdag kl. 10.55 dansk tid efter nogle få minutters forsinkelse med at få raketten armeret. Selve rakettens fire trin fungerede som de skulle; de brændte som planlagt og blev kastet bort efter brug.

Men ved afslutningen af affyringen af det sidste trin gik det galt, efter at raketten var kommet op gennem den nederste del af atmosfæren. Næsekappen omkring CO2-observatoriet skulle have været kastet bort, før satellitten blev frigjort. En række elektriske impulser skulle have antændt små sprængladninger, der ville have frigjort de to dele af næsekappen. Næsekappen skulle derefter være flækket på langs, så den i to dele var blevet frigjort fra det øverste trin.

Når delene til næsekappen kastes bort, rives en række små ledninger over som bekræftelse på frigørelsen. Det skete ikke. Og der var heller ikke det hop i accelerationen, som ellers normalt indtræffer, når næsekappen forlader satellitten. Samtidig måler Nasa under opsendelsen temperaturen ved næsekappen, og de værdier var så korrekte, at Nasa først troede, at frigørelsen af næsekappen var gået godt. På grund af den ekstra vægt fra næsekappen kunne OCO dog ikke nå i kredsløb, og data viser, at trinnet med satellitten er faldet ned i havet lidt før Antarktis.

Straks efter uheldet nedsatte Nasa en undersøgelseskommission, som skal finde årsagen til tabet.