Regeringen pisser i bukserne - for at holde varmen.
Af Claude Teisen-Simony ,
tirsdag 24. feb 2009 kl. 16:17
Alle skriger på en Vækstpakke, men regeringen har allerede soldet pengene væk. Ifølge forsidenyheden på Børsen i dag er, er der et gigantisk hul i statens finanser. Hvor forventningen var et overskud på 56 milliarder, tegner der sig nu et underskud på 23 milliarder – se: http://borsen.dk/okonomi/nyhed/151875/
I 7 år har regeringen kastet milde gaver i grams bl.a. fra overskuddet fra Nordsøens oliekilder. Problemet er bare at indtægterne fra Nordsøen er på lånt tid, idet de stille og roligt er ved at løbe tør over de nærmeste få år.
Nogen skulle have udvist rettidig omhu og i tide foræret regeringen den lille bestseller: ”Who moved my cheese”. Nu oversat til dansk med titlen ”Hvem har flyttet min ost” - nu også øverst på de danske bestsellerlister.
Nu er ostekammeret - læs pengekassen og oliekilderne - ved at være tomme. Og så er det ifølge ”Who moved my cheese” for sent. I stedet for at investere i langsigtede aktiviteter, er man nu nødt til at gøre noget akut. Såsom de Konservatives forslag til en Stimuleringspakke til istandsættelser og isoleringsarbejder på den ældre bygningsmasse.
Men er der overhovedet nogen danske håndværkere tilbage, som vil nedlade sig til at udføre stærkt ubehageligt isoleringsarbejde?
Sagen er nemlig, at de seneste års overophedede økonomi har bragt flittige håndværkere fra Østeuropa ind på det danske arbejdsmarked. De har taget det beskidte arbejde, og de er klar til fortsat at tage fat og nuppe en god bid af en sådan stimuleringspakke. Så regeringen er nødt til at vente og vente indtil den sidste polak er taget hjem, før de kan lancere en Stimuleringspakke.
Når regeringen så har investeret i alt disse pakker:
- Bankpakke I
- Bankpakke II
- Kreditpakke
- Stimuleringspakke
Så er hullet i kassen så stort, at der ikke er penge til en langsigtet Vækstpakke.
Ved at kigge lidt ned i statskassen i den seneste tid, skulle regeringen have indset dette og ladet bankerne sejle deres egen sø. Og derfor straks have sat milliarderne ind i en giga Vækstpakke til sikring af Danmarks fremtid. Såsom at satse på massive tilskud til innovative iværksættere, f.eks. indenfor vækstområderne cleantech, medtech og biotek.
Især cleantech er interessant, for der kan alle være med. Lige fra smedemesteren i Vestjylland til akademikerne på Djævleøen. Der kræves ingen særlige godkendelser, blot en rigtig god idé, en masse sund fornuft og lidt teknisk snilde. Så kan man opbygge en interessant cleantech virksomhed.
Sådan startede hele vindmølleindustrien, som i dag er en af Danmarks betydeligste eksportindustrier.
Og der er allerede masser af nye tiltag indenfor bølgeenergi, solenergi, biogas, miljøudstyr etc. Iværksætterne har bare brug for en stor håndsrækning, for at overleve i det nuværende økonomiske klima, som de ikke har nogen lod og del i.
På med vanten.
An eye for ideas
Claude Teisen-Simony