Hvad sker der, hvis solen forsvinder?
Jakob Aamand har længe tænkt over, hvad der vil ske med jordens bane, hvis solen forsvinder:
"Hvis lyset er det hurtigste - cirka 8 minutter fra solen til jorden - hvad så hvis solen pludselig forsvandt: Ville der så gå 8 min (eller mere) inden jorden begynder at forlade sin naturlige bane, eller ville det ske øjeblikkeligt?"
Benny Lautrup, professor ved Niels Bohr Institutet, svarer:
"Selvom spørgsmålet er hypotetisk, vil jeg med glæde besvare det! I Newton’s gravitationsteori antoges det, at tyngdekraften udbreder sig øjeblikkeligt. Men efter Einstein opstillede sin specielle relativitetsteori i 1904, blev det klart, at intet signal kan udbrede sig hurtigere end lyset.
Og med hans generelle relativitetsteori fra 1915 kunne det endda forudsiges, at tyngdebølger (altså bølger i rumtids-geometrien) udbreder sig præcis med lyshastighed.
En teori bliver dog kun til viden, når dens forudsigelser stemmer med eksperimentelle observationer. Indtil dato har det ikke været muligt at observere tyngdebølger direkte på en utvetydig måde. Man har dog indirekte kunnet argumentere for deres eksistens gennem målinger på de signaler, der udsendes fra binære pulsarer. For eksempel en hurtigt roterende neutronstjerne, der kredser om en anden neutronstjerne (se nedenstående links). For kun hvis man tager udstråling af tyngdebølger i betragtning, stemmer beregningerne med målingerne.
Min samlede vurdering er derfor, at tyngdebølger eksisterer. Så hvis Solen pludseligt skulle forsvinde, taler alt for, at det vil tage cirka 8 minutter før Jorden retter sin bane ud og fortsætter ad en ret linie. Det er heldigvis en smule vanskeligt at pege på en mekanisme, som skulle kunne få Solen til at forsvinde.
Se også
http://en.wikipedia.org/wiki/PSR_B1913%2B16
http://www.johnstonsarchive.net/relativity/binpulsar.html
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





