Ingeniør? Jamen så sig mig lige engang...
Af Trine Reitz Bjerregaard,
torsdag 19. feb 2009 kl. 14:46
Åh, så sker det igen. Sidder over for en eller anden vildt fremmed person, som vil have svar på, hvorfor sportsjournalister altid stiller 'det latterlige spørgsmål' til sportsfolk, der netop har vundet eller tabt en kamp: ‘Hvad føler du lige nu?’
Hvor skulle jeg vide det fra? Godt nok fortalte jeg manden, at jeg er journalist, da han spurgte mig om, hvad jeg lavede. Men jeg har altså aldrig nogensinde interviewet en sportsudøver efter en kamp – endsige haft lyst til at gøre det.
Men jeg kan da fortælle ham, hvordan jeg selv føler det, når jeg får et 'latterligt spørgsmål', som det han netop har stillet mig: Jeg bliver så træt. Træt af, at jeg altid skal svare på vegne af alle mere og mindre vellykkede udøvere af mit fag. 'Hvorfor bliver I ved med at forfølge Naser Khader?' 'Hvorfor interesserer I jer altid kun for ulykker?' eller 'Journalist? Kan du så ikke lige svar mig på, hvorfor aviserne er blevet så tynde?'
Og hvordan må det så ikke være at være ingeniør. Et fag, der er endnu bredere, og hvor man derfor må være udsat for et endnu større arsenal af spørgsmål, man hverken har lysten eller evnen til at svare på: 'Hvorfor kan I aldrig overholde byggebudgetterne?', 'Hvorfor skriver I altid så uforståelige manualer?' Eller måske endnu værre: 'Hvorfor er I altid så kedelige?'
Man kan selvfølgelig bare trække let på skuldrene og sige pyt. Men jeg har personligt meget svært ved at hænge min identitet op på andres fordomme. Så ofte kommer jeg med en lang forsvarstale om, at der skam er mange forskellige måder at bedrive journalistik på, og at det jo også er dem selv som læsere og seere, der sluger ulykkerne råt og ikke gider betale for at læse seriøs avisjournalistik osv. Og så ender jeg måske netop i deres øjne som den dér typisk krakilske journalist, der passer lige ind i deres fordomme.
Men hvordan kommer man egentlig uden om at blive puttet i bås, når det første vi spørger fremmede mennesker om, ofte er ‘Og hvad laver du så?’ Er det bare et eksistensvilkår, at vi putter hinanden i fag-kasser formet af forsimplede fordomme – eller kunne vi måske starte med et andet spørgsmål, når vi møder en fremmed? Hvad vil du spørge om for at få det mest troværdige billede, næste gang du møder en person, du ikke kender?
91
