Den 23. februar kan Ørstedsatellitten fejre 10 år i rummet. Fødselaren har det godt og er stadig aktiv trods skrammer fra mange solstorme og fra den hårde stråling i Jordens strålingsbælter.

Satellittens præcise magnetiske målinger har leveret basis for Internationale Geomagnetiske Reference Feltmodeller (IGRF), der bliver anvendt såvel til udvikling af modeller for den selvvirkende magnetiske dynamomekanisme i Jordens indre som til kortlægning af geomagnetiske anomalier i jordskorpen.

Ørsteds målinger anvendes desuden ved studier af solvindens kobling med Jordens øvre atmosfære, og ved undersøgelser af stråling for computere på satellitter og udvikling af metoder til GPS-baserede atmosfære-sonderinger for meteorologiske og klimatologiske anvendelser. Helt berettiget blev Ørstedsatellitten kåret af Ingeniørforeningen til en ærefuld fjerdeplads i konkurrencen om 'Det 20. århundredes største danske tekniske bedrift' (efter Valdemar Paulsens radiosender, Storebæltforbindelsen og den Transiranske jernbane).

Men satellitprojektet er også en organisatorisk bedrift. Det lykkedes at tilvejebringe et tæt samarbejde om et stort rumprojekt mellem danske universiteter og andre offentlige institutioner og et antal private virksomheder samt en række internationale organisationer og institutioner, herunder de store rumforskningsorganisationer Nasa, ESA, CNES og DLR.

Rumforskningen i Danmark startede i 1960 med dansk deltagelse i norske raketmålinger. Siden blev det til dansk indsats i mange raketforsøg, bl.a. fra Grønland, men også til deltagelse i internationale satelliteksperimenter, først ESRO-1, der blev opsendt i 1967, og siden levering af instrumentering eller behandling af data ved en lang række satellitmissioner. I begyndelsen af 1990'erne var dansk rumforskning ved at ende i en dødsspiral. Dansk Rumforskningsinstitut (DSRI) havde i midten af 1980'erne påtaget sig en væsentlig rolle i et stort anlagt rumeksperiment for udforskning af den kosmiske røntgen- og gammastråling (Spectrum-Roentgen-Gamma) med instrumenter på en sovjetisk satellitplatform.

Da Sovjetunionen brød sammen i 1990-91, forsvandt hele basis for eksperimentet, men DSRI fastholdt projektet. Først med ny ledelse af Rumforskningsinstituttet i 1997 blev SRG projektet opgivet efter at have kostet omtrent det samme som to Ørstedsatellitter.

I 1991 fandt en gruppe forskere sammen uden for DSRI's regi for at formulere et alternativt dansk satellitprojekt baseret på den forfinede magnetometer teknologi udviklet ved DMI og DTU gennem mange dekader og med baggrund i mange videnskabelige aktiviteter på området.

Da industrien samtidigt var interesseret i samarbejde med forskerne for i fællesskab at fremme den teknologiske udvikling gennem rumforskningsopgaver, var der skabt en bæredygtig basis for investeringerne i Ørstedsatellitten.

Succesen med Ørsteds fine måleinstrumenter (især magnetometer og stjernekamera) blev umiddelbart fulgt op med levering af en tilsvarende instrumentpakke til en argentinsk satellit, SAC-C, og instrumenter til den tyske Champ-satellit.

Nu var det danske småsatellitprogram i rivende udvikling. Der blev indkaldt forslag til Danmarks næste nationale satellitmission. Blandt otte forslag valgtes i 1999 Rømer satellitprojektet, som skulle måle små svingninger i lysudsendelsen fra nogle af de nærmeste stjerner for at undersøge deres indre struktur og dynamik. Men de tekniske og økonomiske krav var for høje, og da et tilsvarende fransk satellitprojekt, Corot, var under opbygning, blev projektet opgivet, og så døde det danske småsatellitprogram. Corto udfører nu målinger, som også de danske forskere bag Rømer anvender.

Ørsted og Champ-missionernes succes gav høj international prestige, og med chancen for en 'Earth Explorer' mission i ESA's 'Living Planet Programme' valgte man fra dansk side at satse på videreførelse af Ørsteds målinger. Det blev projektet Swarm, som omfatter tre ESAsatellitter for yderligere forbedring af nøjagtigheden og opløsningen i de magnetiske målinger. De tre satellitter opsendes i 2010 udstyret med danskbyggede instrumenter (som Ørsteds) og med dansk videnskabelig ledelse.

Det hører med til billedet, at indsatsen i Rummet har en væsentlig erhvervsmæssig side. Danske virksomheder har således i de seneste 10 år haft kontrakter på over 4 mia. kr. for levering af instrumenter og andre ydelser i forbindelse med internationale rumprogrammer.

Det er klart, at dygtige danske forskere kan tage del i de store internationale rumprojekter. Ligeledes er der mange instrumenteringsmæssige opgaver at løse for danske rumforskningsinstitutioner og erhvervsvirksomheder f.eks. i ESA-missioner. Men Ørstedprojektet ramte plet med en kombination af de tre vitale faktorer: et originalt og velmotiveret forskningsprojekt fra en kompetent gruppe, instrumenteringsmæssig dygtighed og ikke mindst erhvervslivets interesse og opbakning.

Det er nok også i fremtiden betingelserne for nye danske satelliteventyr. Men så skal man fra politisk hold og i forskningsstyrelserne støtte det lange seje træk, der er nødvendigt for at udvikle og fastholde international kompetence på udvalgte rumforskningsområder. Og forskerne skal acceptere et vidtgående samarbejde med erhvervslivet.