Næste mobil-hit: Mini-projektorer
Ifølge Texas Instruments bliver det næste hit i mobiltelefoner, at de også kan fungere som projektorer. Ny teknologi på vej giver skarpere billeder og mindre strømforbrug.
Læs mere om
Dokumentation
Mere indhold på mobilen øger behovet for at kunne dele indholdet med andre. Ikke kun ved at sende det, men også ved at kunne vise det. Men den meget lille skærm gør det vanskeligt at dele indholdet med en større kreds af tilskuere. Men det vil Texas Instruments (TI) nu lave afgørende om på. Selskabet har udviklet en forbedret version af deres projektor-chip - kaldet DLP Pico, så den kan passe ind i en mobiltelefon.
Selskabet har valgt Mobile World Congress i Barcelona, der afvikles i disse dage, til at gøre verdens mobilproducenter opmærksom på, at de fra senere i år kan erhverve den nye chip til indbygning i kommende mobiltelefoner. Texas Instruments forventer, at de første projektormobiler vil være på markedet i løbet af 2010.
Samsung har allerede sendt en projektormobil på markedet i Asien med første version af TI's DLP-chip, og ifølge TI har efterspørgslen været så stor på DLP'er til mobiler, at TI har investeret betydelige summer i at gøre chippen mindre, bedre og mere effektiv, oplyser Reuters.
Den nye chip har WVGA-opløsning (854x480) og ifølge TI's specifikationer gør den nye DLP Pico-chip det muligt at lave et 20 procent fladere objektiv og har 20 procent mindre samlet volumen end forgængeren.






