Mysteriet om ildkuglen over Texas uløst
Det er stadig uopklaret, hvor ildkuglen over Texas, som mennesker fra hele staten observerede søndag, egentlig var. Amerikansk militær afviser, at det kan have haft noget at gøre med satellit-kollisionen i sidste uge.
Læs også
-
Vragstumper flyder omkring efter to satellitter bragede sammen
-
Russerne afviser amerikanske bekymringer om defekt militærsatellit
Læs mere om
Dokumentation
Så mange mennesker ringede søndag om det uidentificerede objekt, de havde set, og mange troede, at var et brændende fly, så den lokale sheriff i Williamson County, nord for hovedstaden Austin, besluttede at sende en helikopter og adskillige patruljebiler ud for at se nærmere på sagen.
I dag, tirsdag, er myndighederne stadig ikke blevet klogere, men mistanken kredser om, at den særlige ildkugle, der har fået texanerne til telefonerne, er en meteor eller meteorit, rapporterer Fox News.
Det eneste spor, som det uidentificerede flyvende objekt måske har efterladt sig, er - foruden en rækker videooptagelser der kan ses på Youtube (se nedenfor) - en stor, sort afsvedet plet på størrelse med en fodboldbane omkring 25 kilometer syd for Austin, selvom det endnu ikke er klart, om pletten stammer fra objektet.
Ifølge det amerikanske militær er det i hvert fald sikkert, at ildkuglen ikke havde noget at gøre med satellitkollisionen i sidste uge, da vragdele herfra vil gå i kredsløb i mange, mange år, før de eventuelt bevæger sig gennem atmosfæren.
»Vi mener stadig, at det muligvis er et naturfænomen, en meteor eller en asteroide,« siger en talskvinde for the United States Strategic Command i Nebraska, Majorie Regina Winchester til The New York Times.
Hvad end det var, skabte ildkuglen i hvert fald en hel del postyr over hele Texas, hvor folk har rapporteret om høje brag og om en ildkugle der bevægede sig over himlen omkring kl. 11 om formiddagen. Ingen har imidlertidig set ildkuglen ramme jorden.
Den føderale luftfartsadministration har kun fastslået, at det UFO ikke var en flyvemaskine eller en helikopter.
Uanset om ildkuglen var menneskeskabt eller ej, mener direktøren for Center for rumforskning på Texas’ Universitet i Austin, Byron D. Tapley, at kunne fastslå, at ufoen var større end et almindeligt stjerneskud, og at mindre meteorer ikke kan ses om dagen, og slet ikke har en lige så lang hale, som tilfældet var her.
Ifølge New York Times sammenlignede nogle vidner ildkuglen lysstyrke med solen, mens andre sværger på at det var et brændende fly. Ildkuglen lyste op mindst to gange på sin nedtur, som varede fem til syv sekunder.






