Som bekendt er verdensøkonomien i krise. I et anfald af kollektiv ønsketænkning har den indtil videre i overvejende grad gået under betegnelsen ”finanskrise” – og de mange hjælpepakker kloden rundt har udspillet sig inden for samme boble af ønsketænkning: får vi blot genetableret tilliden og ”normale” udlånsforhold, så kommer der igen gang i hjulene.

Og selv om der utvivlsomt er noget godt i, at store dele af banksektoren ikke har måttet dreje nøglen om, så er retorikken omkring hjælpepakkerne fyldt med ønsketænkning. Der er særdeles virkelige grunde til, at friværdier, forbrug og lånefinansiering er faldet som sten til jorden: den underliggende værdi – opsparingen – mangler. Og har gjort det længe. Kun mange års uansvarlig rentepolitik og fremkomsten af nye belåningsformer og kreditprodukter har kunnet muliggøre et pyramidespilsbaseret forbrug, der for en tid har løsrevet sig fra det basale forbrugsfundament: opsparingen og lønningerne.

Krisen er markedets ubønhørlige krav om ”back to basics”: hvad tjener du, kammerat? Kan du betale din gæld uden hjælp fra friværdien, der forsvandt? Så uanset nok så mange politiske indgreb, så kommer der en smertefuld tilpasningsproces. Den økonomiske verdens svar på Darwins lære: røde tal, fyringer, fallitter.

Man skal næppe være synsk, hvis man gætter på, at forbrugsgoder der kan undværes eller udskydes, bliver de første, der rammes, når livremmen skal spændes ind.

B&O kæmper allerede en kamp, der godt kunne ligne en kamp om overlevelse.

Det er toppen af isbjerget – en hel skov af større og mindre nichefabrikanter har formentlig allerede i dag penge med på arbejde. De skal nu slås om, hvem der kan vakle fra valpladsen i live, når tågebankerne fra de fordampende friværdier er steget til vejrs og det igen er muligt at se klart.

Så spørgsmålet er, hvilke af lille Danmarks mange større og mindre producenter, der klarer skærene. Hvem ser vi gerne overleve, hvem vil vi komme til at savne?

Hvem vil DU i givet fald savne, og hvorfor?