Lynhurtig trådløs HDTV-protokol giver superbilleder
Glem de traditionelle trådløse protokoller til DVD-apparater. Ukomprimeret standard overbeviser med 3 Gb/s
Læs også
Læs mere om
Santa Clara: En ny trådløs HDTV-protokol virker yderst overbevisende.
På kontoret i Santa Clara i Californien viste firmaet Amimon i denne uge ing.dk/elektronik, hvorledes en trådløs forbindelse ikke behøver påvirke kvaliteten i forhold til en fladskærm kablet med et HDMI-kabel. Resultatet er fremragende.
Amimons standard er på vej til at blive industristandard. Protokollen arbejder i frekvensområdet omkring 5,6 GHz, som er licensfrit, men som også anvendes af IEEE 802.11a samt visse versioner af IEEE 802.11n.
»Vores protokol anvender kun en kanal på 20 MHz til at overføre 720p eller 1080i, fortæller Noam Geri, der er en af firmaets grundlæggere og marketingdirektør, til Ing.dk.
Amimon har valgt at overføre data ukomprimeret, hvilket sker på en helt ny måde. Når Amimon satser på at overføre data ukomprimeret, er det ganske enkelt fordi, de anser teknologien for at være en erstatning for et HDMI-kabel.
Firmaets hardware deler hvert enkelt billedes pixels ind i tusindvis af lag, alt efter hvor vigtig hver enkelt pixel er for billedet. Herefter prioriteres hver enkelt pixel, så de vigtigste pixel sendes med kraftig fejlkorrigering, mens de mindst vigtigste sendes uden nogen form for fejlkorrigering. Alle pixel sendes imidlertid på samme tidspunkt. Resultatet bliver et billede, som ikke er helt perfekt, men som øjet ikke kan skelne fra det perfekte billede.
»Til den trådløse transmission anvender vi fire antenner kombineret med OFDM-modulering, hvilket giver os mulighed for at overføre 1,5 Gbit/s på 20 MHz. Til næste år vil vi kunne overføre det dobbelte på en 40 MHz kanal, « forklarer Noam Geri.
3 Gb/s svarer til at overføre 1080p-billeder uden komprimering.
Disse hastigheder ligger langt over, hvad en traditionel netværksteknologi som 802,11a, der anvender samme spektrum, kan levere.
I det licensfri spektrum omkring 5,6 GHz er der i alt cirka 600 MHz båndbredde til rådighed, hvorfor der er plads til 30 samtidige netværk, uden at det skaber interferens.
Forbindelsen mellem afspiller og fjernsyn er bidirektionel, men returvejens båndbredde er kun en brøkdel og anvendes blandt andet til at overføre kommandoer fra fjernbetjeninger samt krypteringsinformation.
Til næste år vil teknologien blive standardiseret under navnet WHDI (Wireless High Definition Interface), der støttes af en Special Interest Group, der blandt andet, foruden Amimon, består af Hitachi, Motorola, Samsung, Sharp og Sony. Disse firmaer leverer mere end halvdelen af verdens fladskærmsfjernsyn.
På længere sigt er det Amimons plan at frigive specifikationen til andre, der måtte ønske at producere produkter efter standarden.
Noam Gerim fortæller, at faktisk kan lade sig gøre at overføre 3 Gb/s på en 20 MHz kanal, uden at øjet kan se forskel, men at det giver fejl i de særlige testsignaler, som tv-producenterne anvender, når de afprøver deres udstyr.
I første omgang vil slutproducenterne fremstille ekstraudstyr til eksisterende dvd-afspillere, Blu-ray og HDTV-fladskærme, men flere firmaer er allerede ved at være klar med trådløse fladskærme, der forventes på markedet næste år.
WHDI vil give helt nye muligheder, som et HMI-kabel ikke giver. Blandt andet kan afspiller og fladskærm være i hvert sit rum, samtidig med, at det også vil være muligt at tage sin tv-udsendelse med sig fra rum til rum.





