Grøn laserstråle skyder fugle på Flyvestation Aalborg
Varselsskrig, løse og skarpe skud bliver erstattet af en effektiv, grøn laserstråle, når flyvevåbnet tager kampen op mod de mange fugle på start- og landingsbaner.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Da en flok gæs lammede begge motorer på den Airbus 320, som senere nødlandede på Hudsonfloden i New York, var det bare det seneste alvorlige birdstrike.
Fugle på start- og landingsbaner er et alvorligt problem for flysikkerheden. På flyvestation Aalborg er der årligt 25-30 såkaldte birdstrikes.
Nu er mågejægerne på flyvestationen i Aalborg gået i gang med at undersøge, om laserstråler muligvis er et bedre våben mod fugleflokke, end varselskrig, løse og skarpe skud hidtil har været.
Laserudstyret af modellen TOM500 fra det franske firma Lord Ingénierie består af en næsten to meter høj sender med en roterende laser i toppen. Den grønne laserstråle er 3 km lang og 152 millimeter tyk og rækker ud over næsten hele Flyvestation Aalborgs start- og landingsareal.
Laserstrålen fejer nærmest fuglene væk, når den roterer. Det har mågejægerne i Aalborg allerede kunnet mærke. Normalt registrerer de op til 7.000 fugle dagligt:
»Men i denne uge, hvor vi har haft laseren, har vi kun talt omkring 300 fugle,« siger Tommy Hagen, der i prøveperioden også er udstyret med en mindre håndholdt laser, han kan fjerne fuglene med.
»Den fungerer akkurat lige så effektivt som de skud, jeg normalt affyrer. Man skal dog være varsom med ikke at ramme reflekterende genstande med laseren, da den bestemt ikke er rar at få tilbage i øjnene,« siger den ålborgensiske mågejæger.
Fugleskræmmesystemet blev oprindelig udviklet for de franske luftfartsmyndigheder, DGAC, der valgte den grønne laserstråle, fordi DGAC's chefornitolog ved forsøg kunne dokumentere, at fugles øjne er mest følsomme over for den grønne farve.





