Bedre dækning med kombination af GPS og Galileo
Fremtidens forbrugerelektronik med satellitpositionerings-funktionalitet vil kunne kommunikere med flere GNSS-projekter ad gangen.
Læs også
-
Dansk GPS-parkeringsskive: Så får du aldrig mere en parkeringsbøde
Læs mere om
Det europæiske Galileo-system eller det amerikanske GPS. Det bliver formentligt ikke nødvendigt at vælge mellem de to løsninger, når den almindelige forbruger i fremtiden køber eksempelvis mobiltelefon eller navigationsudstyr til bilen.
Elektronikken kommer nemlig til at kunne kommunikere med begge GNSS-løsninger (Global Navigation Satellite System), lød det blandt andet på konferencen Growing Galileo, der netop er blevet afholdt i Bruxelles.
»Vi kan ikke længere nøjes med udelukkende at lave en GPS- eller en Galileo-chip. Vi laver i stedet en større chip med meget mere funktionalitet,« lød det fra chefingeniør Philip Mattos ved ST Microelectronics Ltd.
Udtalelsen bunder i, at prisen for at producere en chip, hvor en del af indmaden bliver brugt til at kunne håndtere begge GNSS-løsninger i stedet for eksempelvis at lave to separate chip, ikke stiger.
»Vi kan ikke sænke vores pris, men vi kan klare flere opgaver til samme pris,« sagde Philip Mattos.
ST Microelectronics Ltd. forventer at have den første Galileo-ready chip klar i løbet af i år selvom det europæiske GNSS først forventes at være operationelt i løbet af 2013. Chippen havner i første omgang i navigationsudstyr til biler i stedet for eksempelvis i mobiltelefoner. Det hænger sammen med, at bil-navigation har en længere levetid hos forbrugerne end en mobiltelefon, som risikerer at blive skiftet ud adskillige gange, inden kalenderen viser 2013.
Kombinationen af GPS- og Galileo-elektronik kommer i sidste ende også til at betyde bedre GNSS-dækning for forbrugerne. Det bliver nemlig transparent, om positioneringssignalerne kommer fra det ene eller det andet system. Og i stedet for at være afhængig af at kunne opfange signaler fra fem synlige GPS-satellitter, vil der med Galileos indførsel blive omtrent dobbelt så stor mulighed for at finde brugbare navigeringssatellitter.
»Forbrugeren er ligeglad med, hvorfra signalet kommer. Og fordi signalerne er kompatible på tværs af forskellige systemer, vil receiveren være ligeglad med, om det er det ene eller det andet signal. Og slutresultatet vil blive meget bedre,« siger Pedro Pedreira, chef for European GNSS Supervisory Authority under EU.
Han forventer, at Galileo-projektet vil betyde en samlet værditilførsel for EU på cirka 60 milliarder euro i løbet af de næste 20 år. Blandt andet gennem den afledte effekt af øget konkurrence på området, udvidede, teknologiske muligheder for de offentlige instanser i EU og de ekstra kroner, som EU-borgerne forventes at bruge i forbindelse med GNSS-services.
Galileo-projektet forventes at koste 3,4 milliarder euro frem mod den operationelle fase i 2013.
* Det europæiske GNSS-projekt Galileo bliver udgjort af i alt 30 satellitter og forventes klart i løbet af 2013.
* To testsatellitter er på nuværende tidspunkt i luften. Giove A og Giove B. De har blandt andet til formål at sikre frekvenserne, som International Telecommunications Union (ITU) har tildelt Galileo-projektet. Frekvensområdet er mellem 1.1 og 1.6 GHz.
* De fire første Galileo-satellitter skal efter planen være i rummet hen mod slutningen af 2010/begyndelsen af 2011.
* Positioneringsdelen af Galileo udgøres af 27 satellitter, som rejser i tre forskellige baner omkring Jorden. I hver bane er der desuden en ekstra satellit, der fungerer som reserve.






