Køen af arbejdsløse ingeniører er kort som til en isbod på en vinterdag. Det seneste kvartal har vi ganske vist dagligt hørt om krise, nedskæringer og fyringer. Så er der fyret 15 her og 100 der, men ledigheden blandt ingeniører er stadig historisk lav; sølle 1,2 procent i december, som er den seneste opgørelse fra Ingeniørernes A-kasse. Måske derfor gør det ikke noget særligt indtryk, når vi hører, at nu lukker virksomhed NN sin danske afdeling og fyrer mere end 200 ingeniører, eller nu afskediger byggebranchen folk i bundter. Det er da synd, bevares, men mon ikke de fyrede ingeniører snart kommer i gang igen.

Forleden fik jeg så virkeligheden helt tæt på, da jeg var til jobmesse hos Motorola, som lukker sin afdeling i Danmark og derfor fyrer samtlige medarbejdere, hvoraf 80 procent er ingeniører. Dagen igennem kunne de fyrede overvære korte oplæg fra en række virksomheder, som måske har et job til nogle af dem. Jeg listede ind for at høre et af oplæggene, og mens jeg stod bagerst i den store sal og kiggede på den ene fyldte stolerække efter den anden, forvandledes arbejdsløshedsprocenten til levende mennesker for øjnene af mig.

Pludselig så jeg, at der på hver eneste stol sad et levende menneske, tilmed et menneske med masser af brugbare erfaringer, en god, lang uddannelse og indtil for ganske nylig meget efterspurgte kompetencer. Nu sad de alle der med udsigt til at blive en abstrakt decimal i arbejdsløshedsstatistikken. Jeg glemte helt at lytte til oplægget, mens jeg tænkte på, hvordan det måtte føles at sidde sammen med sine snart forhenværende kolleger, som de ikke bare skal sige farvel til, men også konkurrere om jobbene med. Det måtte være en underlig ambivalent følelse. Og hvor mange af dem har mon siddet derhjemme med Excel-arket og regnet på, hvor længe de kan beholde huset, hvis ikke de får et andet job.

Det kan godt være, at køen til ishuset er kort en vinterdag, men så meget desto koldere må det være at stå dér og vente i vinterkulden. Jeg forlod auditoriet trist til mode, men jeg kom hurtigt på andre tanker, for lige udenfor stod 10-15 fyrede ingeniører og hyggesnakkede i små grupper. Jo, det var da godt nok ærgerligt, for det var en fantastisk arbejdsplads og søde kolleger, de skulle sige farvel til, men der bød sig nok snart noget andet. Optimismen fejlede ikke noget, i hvert fald ikke lige dér på netop det tidspunkt.

Her var alle i samme båd, men andre steder betyder krisen, at der mangler en kompetent medarbejder, som kollegerne tidligere har spurgt til råds, og at det, som medarbejderne før betragtede som en tryg arbejdsplads, ikke længere føles helt så solid. Forhåbentlig får de ret, de der mener, at ingeniør­manglen er så massiv, at fyrede inge­niører ikke får lov at vente ret længe i arbejdsløshedskøen.

Så meget desto værre for dem, der i de kommende måneder må påtage sig en ny identitet som arbejdsløs ingeniør. Nogle vil se det som en mulighed for at komme videre, andre vil føle det som et nederlag. Og dem, der beholder jobbet, kommer måske til at sige farvel til gode kolleger og arbejde videre i en trykket atmosfære. Hvad med dig? Hvordan vil du reagere, hvis de kolde vinde rammer din arbejdsplads?