/transport

Kinesere indtager Danmark med elbiler og ladestationer

Allerede om to år begynder kinesiske BYD at sælge elbiler i Danmark og opstille ladestationer. Med bilen E6, der kan oplades på 10 minutter og køre 200 kilometer, får Dong kamp til stregen.

Af Mette Buck Jensen, mandag 09. feb 2009 kl. 10:11

Den kinesiske virksomhed BYD, Build Your Dream, erklærer Danmark som det første land i Europa, hvor de vil sælge elbiler og allerede i 2011. Det betyder skarp konkurrence for Dong Energy og Renaults elbilprojekt Better Place, som også har Danmark som testland.

BYD forklarer valget med, at »Danmark har den bedste afgiftspolitik blandt EU-landene i forhold til elbiler,« siger salgschef for BYD Henry Z. Li til Børsen, der også kan fortælle, at BYD allerede vil sende 30-40 elbiler i aktion under klimatopmødet.

Opladning på 10 minutter
BYD er allerede ved at etablere et salgs- og distributionskontor i Danmark, som både skal lancere hybridbilen 3F DM og den rene elbil E6.

3F DM er en mellemklassebil, der kører cirka 80 procent på el og resten på benzin med en opladningstid på cirka syv timer svarende til 100 kilometer udelukkende på batteriet og cirka 300 kilometer med benzinmotoren tilkoblet.

E6 har et litium-ferro-batteri, som ifølge BYD kan lades op til 200 kilometer på motorvej på 10 minutter via særligt kraftige ladestandere, der skal stilles op i ukendt antal på private og offentlige parkeringspladser rundt om i landet, og også kan fås til arbejdspladsen eller hjemmet.

Dongs Renault-biler tager til forskel adskillige timer at lade op, men Dong opbygger en infrastruktur af stationer, hvor bilisten kan skifte til et fuldt opladet batteri på få minutter. Bilejeren ejer således ikke selv ejer batteriet, men lejer det af Better Place.

Fordel og ulemper
Lektor Morten Rask, der forsker i elbilkoncepter på Handelshøjskolen ved Århus Universitet ser klare fordele og usikkerheder ved begge koncepter og tør ikke på forhånd udpege en vinder.

»Folk er vant til at købe biler, der umiddelbart kan køre, da alle dele er integreret i produktet. Det taler for BYD. Omvendt kræver det, at man kan få kunderne til at betale for batteriet, der er en meget dyr komponent i elbilen (formentlig 50.000-100.000 kroner, red.),« siger han til Børsen.

På Danmarks Tekniske Universitet mener elbilforsker Esben Larsen, at det helt afgørende punkt er at få udviklet åbne standarder.

»Jeg kan forestille mig, at de kommer til at supplere hinanden. Hvis elbilerne skal udbredes, handler det om at udvikle nogle åbne standarder, så de for eksempel, kan dele ladestationer,« siger Esben Larsen, til Børsen.

Dong venter konkurrenter
Og der kan være flere på vej.

»Vi taler med mange andre bilfabrikanter rundt omkring i verden, der har overvejelser om at gå ind i markedet for elbiler. De udviser stor interesse for Danmark, men jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilke beslutninger de ender med at træffe,« siger chef for Invest in Denmark Ole Frijs Madsen til Børsen.

Hos Better Place Danmark har adm. direktør Jens Moberg for nylig hilst andre konkurrenter velkomne. I sidste uge udtalte han til Børsen:

»Jeg forventer, at der vil dukke andre firmaer op, som tilbyder stort set det samme. Og der er ingen tvivl om, at vi gerne skulle arbejde efter de samme internationale standarder. I Better Place må vi så sørge for at sælge det bedste produkt til den bedste pris.«



09. feb 2009 kl 10:16

Paul Christiansen

Så meget

for at DONG / BP bliver et monopol.

Der kommer masser af konkurrenter, så lad os glæde os over at DONG / BP har skudt kapløbet om de danske bilister igang.

Lige præcis BYD har jeg meget store forventninger til.


09. feb 2009 kl 10:47

Benn Christensen

Re: Så meget

Er der ikke chance for at for mange forskellige konkurrerende systemer, vil gøre at bilkøberne ikke tør købe en el-bil før de ved hvilken standard der vinder. Det ville være træls at side tilbage med en beta-max bil.


09. feb 2009 kl 10:55

Paul Christiansen

Re: Re: Så meget

Er der ikke chance for at for mange forskellige konkurrerende systemer, vil gøre at bilkøberne ikke tør købe en el-bil før de ved hvilken standard der vinder. Det ville være træls at side tilbage med en beta-max bil.

Ligesom med computere, man ved koster det halve og kan det dobbelte i morgen.....alligevel sælges der computere som aldrig før.

Hvis man venter for længe med at købe elbil risikerer man jo også at der kommer registrerings afgift på elbiler.

Men selvfølgelig vil mange af gode grunde nok være lidt tilbageholdende i starten, men tror nu nok at salget hurtigt skal komme op i omdrejninger.


09. feb 2009 kl 10:56

avatar

Peer Pedersen

Hvem skal nu bestemme

Som sædvanligt er erhvervslivet først ude og kunderne taberne.
Nu må politikerne i Danmark og EU, gerne hele verden sikre at alle el.biler kan lades på alle ladestationer ellers får vi plastret landskabet til med ladestationer og miljøet vil endnu engang blive den store taber.
Verden har ikke råd til at folk låner til og køber biler de ikke kan køre i og ikke kan sælge.


09. feb 2009 kl 11:02

Paul Christiansen

Re: Hvem skal nu bestemme

Hej Peer!

Jo flere ladestandere og jo hurtigere de kommer til landet, jo bedre for miljøet idet en god infrastruktur til batteribiler er en forudsætning for at batteribiler kan fortrænge fossile biler.

DONG/BP benytter sig af en åben standard, mon ikke det samme kommer til at gælde for BYD.

Derudover må tiden og markedet jo vise hvad der er efterspørgsel på, så helt fint med mig at "storebror" ikke fra starten tvinger en bestemt standard igennem, som måske ikke er den bedste.

Lad os nu lige komme igang inden vi låser os fast på bestemte standarder.


09. feb 2009 kl 11:09

avatar

Søren O. Ekelund

Re: Re: Så meget

Det er præcis hvad der sker allerede nu; begrænset kommitment pga. uoverskuelige fremtidsmuligheder, og resultatet er at ingen sælger alle de elbiler de burde. For hvem vil lease en dyr batteribyttebil, uden byttestationer, eller en hurtigladebil med et monstrøst dyrt batteri som elnettet alligevel ikke kan håndtere?

Så lad os få nogle standarder på bordet! Og indtil da må alle producenter gøre deres produkter så fleksible så muligt, kunderne ikke ender med "beta-max-versionen". I AFUTURE EV holder vi derfor også alle muligheder åbne og giver kunden langt de fleste af dem.

At forvente opladning med ~240kW (~200Wh/km i blandet kørsel, batteri til 200km på ca. 40kWh og ladning på 1/6 time) som BYD vil have brug for til deres 10-minutters ladning er dog det man må kalde fremtids-tanker, da nettet kun få steder kan klare noget der minder (240V 1000A el. lign.).

Mvh

Søren Ekelund,

Dansk elbil på vej: www.afuture.dk


09. feb 2009 kl 11:12

avatar

Claus Wøbbe

Re: Re: Hvem skal nu bestemme

Nu ville det jo være interessant om en af leverandørerne kunne finde på at bygge en bil, der passer til RUF...


09. feb 2009 kl 11:14

Benn Christensen

Re: Re: Re: Så meget

Er der ikke chance for at for mange forskellige konkurrerende systemer, vil gøre at bilkøberne ikke tør købe en el-bil før de ved hvilken standard der vinder. Det ville være træls at side tilbage med en beta-max bil.

Ligesom med computere, man ved koster det halve og kan det dobbelte i morgen.....alligevel sælges der computere som aldrig før.
[/qoute]

Man kan jo stadig bruge sig gamle computer selv om der er kommet en nyere model. Jeg tænker mere på et vhs vs beta-max senarie hvor ejer af beta-max
afspiller stod tilbage med en maskine de ikke kunne bruge fordi man ikke kunne købe eller leje film i betamax formatet. En nyere analog kunne være blue-ray vs HD DVD. Min frygt kunne være at f. eks. Dong/Renault's løsning ikke var rentabel og de lukkede alle skiftestationer. Så ville alle der havde købt en Renault elbil stå tilbage med en bil de ikke kan sælge.


09. feb 2009 kl 11:15

Thorkil Pedersen

Ogee meningen med EL/forbud mod ELBILER

Hvad var så lige grundtanken med EL - BILER og andre eldrevne køretøjer ? miljø - og hvad får vi: ekstrem dårlig udnyttelsesgrad, og meget mere co2, mere af alt det vi ikke skulle ha haft, hvis vi ikke sikre os at elbilernes strøm er fra "grøn energi".
--Indtil det kan garanteres: at hver KW der læsses på et batteri etc. til kørsel er miljørigtigt-frembringer mindre miljøgener- i forhold til eksisterende fremdrivningskilder -- burde der være et strengt forbud mod brug af elbiler.


09. feb 2009 kl 11:20

Paul Christiansen

Re: Re: Re: Så meget

DONG / BP har jo allerede lagt en åben standard på bordet.

Der er ikke tale om 100% opladninger på 10 minutter men 80% opladninger på 10 minutter, hvilket iøvrigt ikke er noget problem.

http://www.youtube.com/watch?v...zisw

http://www.aerovironment.com/f....asp

"Passenger Electric Vehicles - a network of PosiCharge EV fast charge systems would ensure that EV drivers have access to a ten minute battery charge when and where needed."


09. feb 2009 kl 11:26

Michael Zetlitz

Re: Re: Re: Så meget

Ligesom med computere, man ved koster det halve og kan det dobbelte i morgen.....alligevel sælges der computere som aldrig før.

Der er dog prisniveauet til forskel.

En fælles åben standard vil gøre livet lettere for alle. Det er jo ligegyldigt om man tanker oktan 95 blyfri fossil hos Shell, Statoil eller YX, det virker i alle tilfælde.


09. feb 2009 kl 11:28

Martin Thomsen

Velkommen

Jeg besøgte BYD stand på messen i Detroit. Bilerne var desværre aflåste, så jeg ikke kunne komme ind og sidde i dem. De så ud til at være lave af kvalitetsmaterialer og designet bliver også bedre.

Elbilen e6 er stor og flot designet. Ydelsen er imponerede og jeg håber det holder i virkeligheden. Det bliver meget spændende at se prisen når den kommer.

På standen var deres lille benzin bil F0 også udstillet, som er en kopi af Peugeot 107. Den var lavet af relativ dårlige materialer og det klædte ikke firmaet at udstille en kopi bil.

Mvh

Martin
www.evtest.dk


09. feb 2009 kl 11:30

Paul Christiansen

Re: Re: Re: Re: Så meget



En fælles åben standard vil gøre livet lettere for alle.

En standard DONG / BP allerede har lagt på bordet, og en standard der ikke kan fastlægges før vi er lidt længere henne i forløbet med produktudvikling.....der er jo ingen ide i at fastlægge en forkert og ikke færdigudviklet standard.

Derudover, hvad er problemet hvis det i starten kan løses af et simpelt adapterstik.


09. feb 2009 kl 11:40

avatar

Søren O. Ekelund

Re: Re: Re: Re: Re: Så meget

Jeg kan kun håbe på at BYD E6 er så god som den ser ud. Men det ændrer ikke på den grundlæggende infrastruktur som vil begrænse alle producenter.

Selv hvis vi snakker bare 50% ladning på 10 min. så er der tale om 240V 500A. Fra de fleste hjem kan der trækkes 400V 25A og så er der intet tilbage til husholdningen, og skal alle kunne være med er vi nede på 230V 20A... Er det muligt at fremskaffe noget der ligner bare 240V 100A, som man vil lade private sætte hænderne på, så er vi kommet et godt stykke fremad. En løsning er træk fra flere udtag, men det er stadig begrænset af stikledningens kapacitet.

Men hurtigladning er klart en af de gode muligheder for at fjerne de sidste begrænsninger ved elbilen, og derfor er det også noget vi arbejder seriøst med i AFUTURE EV.

Mvh

Søren O. Ekelund


09. feb 2009 kl 11:42

Søren Rasmussen

Uforudsete problemer

Købte sidste sommer en elektrisk drevet plæneklipper. Den virker for så vidt OK, men der er altså nogle problemer, som man kunne frygte at også elbilerne kunne døje med:

Opladningen af batterierne går af og til i stå, så man skal starte forfra. En rød ladelampe i opladeren begynder at lyse og efter brugsanvisningen skal man købe en ny batteripakke når den lyser. Heldigvis behøver man bare at tage batterierne ud af opladeren og starte forfra, så plejer det at lykkes. Her koster en batteripakke lige så meget som hele plæneklipperen som ny, så hvis det nu havde været en elbil med et batteri til 100.000 ville jeg nu nok få nervøse trækninger....

Desuden er den ikke så kraftig, som en benzindrevet plæneklipper og hvis græsset er højt, går den hurtigt i stå. Hvad med bjergkørsel med en el-bil? Det må vist kræve et par opladninger undervejs.

Af og til går den også umotiveret i stå og må "genstartes" ved at man tager batteriet ud og sætter det i igen - håber ikke at det sker med elbilen på motorvejen.....


09. feb 2009 kl 11:48

avatar

Søren O. Ekelund

Re: Uforudsete problemer

Sammenligningen af elbilen med elplæneklipperen svarer vel til at sammenligne en benzindrevet kædesav og en Audi: Der er en klasseforskel der gør sammenligningen meningsløs.

Kommer du til at opleve bare et af problemerne du nævner skal producenten sendes tilbage til tegnebordet og regningen sendes via forbrugerstyrelsen: Som enhver anden bil skal også en elbil kører upåklageligt, ellers er den intet værd. Og det ved alle seriøse producenter af elbiler udmærket.


09. feb 2009 kl 11:53

Baldur Norddahl

Re: Uforudsete problemer

Søren, mon ikke laderen har indbygget lager? Enten supercap eller et litiumbatteri (de fremstiller trods alt selv batterierne).

Den vil derfor kun trække en strømstyrke som rent faktisk kan lade sig gøre, men over længere tid.


09. feb 2009 kl 11:54

avatar

Rune Eilertsen

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Så meget

Det er vel ikke så et stort problem med de forskellige strømstik og systemer ?
Bensin stationer i dag har da både 92,95, Diesel, samt nogl har et par ekstra typer som har særlige kvaliteter etc.

Så en elekstrisk ladestation skal bare have en stander med forskellige påfylninger..
(Og dertil forskellige priser.. , da jeg går ud fra at en bil hvor ejer har købt batteriet får en særlig god pris, mod at andre som har en leje aftale nok kommer til at betale dyre omkostninger for at fylde sin "tank" op...)

Det er vel heller ikke utænkelig at de samme bensinstationer som i dag har bensin, også kommer til at tilbyde el laddestationer? Det ville da alle være godt tjent med. Dertil må det kun være en bonus hvis arbejdspladser og private kan handle el der hvor dem er. Igen..det må vel være prisen som afgør. hvis hurtigladning koster minde.. eller vhis manskal på lang tur.. så må man tanke i stationen. Hvis god tid, korte ture, så tanker man fra stikket der hjemme...


09. feb 2009 kl 12:22

avatar

Søren O. Ekelund

Re: Re: Uforudsete problemer

Ingen tvivl om at der er et lager, og et stort potentiale er da også at grave et kæmpe batteri (der er mange muligheder for typen) ned under 'tankstationen', uanset om der er tale om en ny station eller en ombygget Q8/Shell/Jet, etc.. Løsningerne er ikke umiddelbart komplicerede, så der er ingen tvivl om potentialet for elbilerne, men der er alligevel komplikationer og DONG/PBP har således ikke valgt batteribyttestationer og middeleffekt-ladere uden god grund.

Såkaldte 'dumpladere' der benytter et stort batteri er set lavet i Californien med et ladestik der påsættes automatisk nedefra, for så store elektriske effekter har du ikke lyst til at have mennesker i nærheden af. Der er en del andre faktorer der komplicerer dette, bl.a. magnetfelter og ventetiden på ladning når kapaciteten på tankens batterier falder. Dette er bl.a. også grunden til at DONG/PBP går efter batteribytningen, men hvad der i sidste ende blive beta-max og VHS er alt sammen et spørgsmål om udvikling, økonomi og ikke mindst branding.

Med BYD på markedet bliver begge teknologier sandsynligvis til rådighed, hvilket er sundt for at afprøve begge dele. Som sagt bør alle muligheder holdes åbne og bliver der mulighed for dumpladning er vi da også 100% klar i AFUTURE EV.


09. feb 2009 kl 14:42

Lillian Larsen

Udvikling omkring individuelle transportmidler

Det glæder mig, at der er så megen aktivitet omkring elbiler. Folk vil gerne køre i bil, fordi de hurtigt kan komme langt omkring med bagage og børn, når som helst og hvor som helst, uanset vejret, og uden at skulle pakke sig ind i regnslag, hjælme og andre besværlige påklædninger. Har man en bil, kan cyklen degraderes til motionsredskab og placeres foran fjernsynet, suppleret af en transportmodel til ture i godt vejr og indkøb i nærbutikkerne.
Jeg ville ønske at der var en tilsvarende aktivitet omkring udvikling af cyklerne. Der findes allerede en del modeller, som desværre er temmelig dyre. Herhjemme fås Leitra med kabine, bagagerum osv, men stadig håndbygget og derfor til en lidt for høj pris. Efter min mening er den også lidt for åben i bunden og bagtil. Den ideelle kabinecykel/velomobil skal kunne lukkes af, når man efterlader den f.eks. ved et indkøbscenter eller ved sin arbejdsplads, men den skal selvfølgelig også være ventileret og kunne stå åben i godt vejr. Der skal være plads til et eller to børn, ligesom i en cykelanhænger. De har allerede fået en stor udbredelse, selv om de blot er en lappeløsning til den almindelige tohjuler. Hele cyklen skal udformes så mor også sidder i tørlæ. Der er masser af muligheder for at forbedre den gamle model: en elektrisk hjælpemotor til bakkerne, indbygget lys, viskere, lås osv., naturligvis skal der også tænkes på sikkerheden. Den trehjulede liggecykel har den store fordel, at den kan bruges af mange ældre, som ikke længere kan køre på to hjul. Stillingen er mere skånsom for rygsøjlen, og benene har bedre arbejdsbetingelser.
Hastigheden er ikke som bilens, men dog bedre end den almindelige cykels hastighed. Fordelen er, at bilens øvrige bekvemmeligheder suppleres med daglig motion.


09. feb 2009 kl 16:20

avatar

Thorbjørn Heller Johansen

Batterifabrikant

Fabrikken er egentlig en batterifremstiller, der så idéen.
DONG kan spare investeringerne i denne omgang, og være klar til noget andet og mere sofistikeret, når den tid kommer.
Det her giver vækst i økonomien uden at Danmark skal spytte i sæt-igang-kassen.
Fra at være kopi-fremstillere er kineserne på vej med egen engineering – langt om længe, og SÅ sker der noget...


09. feb 2009 kl 16:34

avatar

Holger Skjerning

Lynladning og "grøn energi"...!

Søren O. Ekelund: Vi er enige om, at det med lynladning derhjemme (på et par timer) kan vi godt glemme, men det er vel heller ikke livsvigtigt, - og da slet ikke for hybridbiler!
Og Torkild Pedersen: Din grønne energi til elbiler er noget sludder! - Du lader naturligvis fra det almindelige elnet, som forsynes som vore politikere bestemmer. Forhåbentlig mindre og mindre kul, olie og gas - og mere og mere kernekraft og vindmøllestrøm.
Elbilerne kan betale sig uanset strømkilden, fordi de simpelt hen kører med dobbelt så høj virkningsgrad som benzin og diesel (og meget højere end brintbiler)!


10. feb 2009 kl 09:17

Steffan Morrison

Re: Ogee meningen med EL/forbud mod ELBILER

Det er planen at el-bilerne skal stå til ladning i hjemmet om natten. Batterierne bliver så opladet, når der er overproduktion fra vindmøller, og aflades når bilen står til "ladning" på arbejdspladsen, når industrien har brug for effekten.
Det må man sige er et plus for miljøet.
Som der bliver skrevet længere nede i kommentarerne, er der langt højere virkningsgrad for el-biler end for diesel/benzin.


10. feb 2009 kl 09:42

Paul Christiansen

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Så meget



Selv hvis vi snakker bare 50% ladning på 10 min. så er der tale om 240V 500A. Fra de fleste hjem kan der trækkes 400V 25A og så er der intet tilbage til husholdningen,
Mvh

Søren O. Ekelund

Der har aldrig været tale om at hurtig ladning skal foregå i hjemmet.

Hurtigladning er et alternativ til batteribyt, og vil kun benyttes fra tid til anden.....langsom ladning vil kunne dække behovet i hverdagen.


10. feb 2009 kl 11:09

Søren Rasmussen

Re: Re: Uforudsete problemer

OK, det er da rart at vide at elbiler ikke har nogen børnesygdomme...[/irony off]

Apropos, har nogen tænkt på at det danske klima er noget af det værste man kan udsætte en bil for?

Og strøm og fugt er aldrig nogen god blanding, især hvis man tilsætter godt med salt til fugten. Der kører dog trods alt nogen el-biler og andre elektriske køretøjer rundt i Danmark - er der aldrig nogen problemer her med fugt og salt m.v.?


10. feb 2009 kl 22:06

avatar

Søren O. Ekelund

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Re: Så meget



Selv hvis vi snakker bare 50% ladning på 10 min. så er der tale om 240V 500A. Fra de fleste hjem kan der trækkes 400V 25A og så er der intet tilbage til husholdningen,
Mvh

Søren O. Ekelund

Der har aldrig været tale om at hurtig ladning skal foregå i hjemmet.

Hurtigladning er et alternativ til batteribyt, og vil kun benyttes fra tid til anden.....langsom ladning vil kunne dække behovet i hverdagen.

Helt enig, og som sagt arbejder vi også seriøst med det, men i form af 'dump ladning', dvs. ladning fra et stort stationært batteri. Min pointe var blot at man ikke skal forestille sig at man kan lade på denne vis direkte fra nettet, og at det er noget der kommer til at foregå centralt og ikke ved hjemmet, men det fremgik vist ikke klart af min kommentar.

Børnesygdomme vil der altid være ved ny teknologi, men nu er elbilen heldigvis ikke særligt ny... Hvad der er tale om er infrastrukturmæssige udfordringer, som der bliver taget hånd om i raskt tempo og på forskellig vis. Til dels er det dog som med hønen og ægget; skal elbilen eller infrastrukturen komme først? Men efterhånden er der gang i begge dele.

Mht. salt og fugt så er de begge seriøse problemer, især for de elbiler der er designet til andre miljøer. Indpakning af komponenter og samlinger i plast og vandkøling er dog effektive løsninger når man er opmærksom på udfordringen ved det danske klima.

Et andet problem er også nattekulden, idet lithiumbatterier har ikke godt af opladning ved lave temperaturer, hvilket dog løses ved at opvame batteripakken svagt før opladning begyndes når dette er nødvendigt.


16. feb 2009 kl 23:30

avatar

john Christiansen

Re: Udvikling omkring individuelle transportmidler

Det meget lille el-bykøretøj findes, men er lidt dyrt. Dog ikke i driftudgifter.
Min søn har en EU 45 Secma Funtech scooter med benzinmotor, som kan transportere 2 voksne og bagage.Den findes også som Batteridrevet som denne:
http://www.secmavehicule.com/a...html
Mange kunne nok bruge denne som "bil nr 2". :-)


07. apr 2010 kl 13:01

Jens Dahm

Konkurrence

Konkurrence har altid været godt for forbrugeren, så det presser jo bare Better Place og ChoosEV http://www.choosev.com/Elbiler...ler/ til at komme endnu hurtigere igang, samt levere en bedre service


23. maj 2011 kl 14:35

Julie Andreasen

Better Place er en seriøs spiller

For nylig var jeg ude og prøve en Renualt el bil og jeg må sige at, det er tæt på et min næste bil skal køre på el. Så hvis den gamle benzinsluger kan holde bare 2 år endnu, tror jeg bestemt at en el bil er et alternativ der skal overvejes.
I kan booke en prøvetur her: http://danmark.betterplace.com....com


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.