blogs kategori-billede

Fra Nanocover til Undercover: et brand brænder ud

Af Peter Bøggild,  lørdag 07. feb 2009 kl. 19:10

"Nano" er aldrig rigtig blevet et stærkt brand. Mange firmaer går stille med dørene omkring deres brug af nanoteknologi. Hvorfor?

Verdens største og uden konkurrence mest succesfulde producent af nanoteknologi, Intel, bruger ikke ordet "nanoteknologi" til at sælge deres chips. Hvorfor skulle de det? Deres CPU'er virker, og folk køber dem - og Intel ved at langt de fleste af forbrugerne er totalt ligeglade hvorfor det virker. Bare det ikke koster for meget.

Intel bruger masser af ressourcer på at forske i nanoteknologi, deltager i videnskabelige konferencer, følger nøje udviklingen. Men det sælger ikke deres billetter.

Et andet stort firma, IBM, har en lidt anden politik. Her bruges "nanoteknologi" mere som en slags PR-muzak, hvor enestående men ofte temmelig langt ude dimser og opdagelser, bliver tykt oversolgt ("nu kan vi skrive tusind milliarder ordbøger på bagsiden af et iltmolekyle"). De produkter de rent faktisk tjener penge på, er der sjældent meget nanohype omkring.

Et dansk firma (hvis navn det ikke ville være fair at nævne) har fundet et andet ord for deres nanocoatings for at undgå forkerte associationer til noget farligt. Her overskygges salgsværdien af "nano" langt af risikoen for nano-et-eller-andets mulige skadelige virkninger.

Allerede for 5-6 år siden blev det livligt diskuteret om "nano" er et brugbart brand, og idag er der masser af virksomheder (påstår jeg) som enten ikke har brug for n-ordet til at pynte på deres produkt, eller måske ligefrem undgår det strategisk. Undercover frem for Nanocover.

Mit gæt er at du køber en del flere nanoprodukter end du er klar over.

Det er på en måde et sundhedstegn. Hvis nanoteknologi virkelig er forløsende, gennemgribende og revolutionerende, bliver det mere og mere en naturlig del af den daglige anvendelse af fysik, kemi, biologi og ingeniørvidenskab i videnskab og produktion... og så er der ikke længere brug for "nano" brandet - ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det. Business as usual.

Man kan sige at det er mit (og mine kollegers) arbejde at gøre nanoteknologi til en succes, og dermed gøre det af med begrebet "nano", en gang for alle.

Interessant.



08. feb 2009 kl 13:53

Bjarke Mønnike

Der er en analogi

Nano bliver idag brugt som ordet Atom blev brugt i min ungdom. Der var Atomstøvsugere, Atomknallerter der var atomoplevelse etc.

Man ville tilføje et produkt en ekstra egenskab.

Men omvendt, er der nu også begyndt at dukke helbredsanklager op mod nanofibre og man kan befrygte, og det lader det til, at en del er opmærksomme på, at der vil dukke holdninger op der ligesom holdningerne i Akraft debatten vil bandlyse alle former for nanoteknik, fordi alt nano vil blive sidestillet som Akraft bliver sidestillet med Abomber.


09. feb 2009 kl 11:56

Steffen Foss Hansen

Manglende overblik over nanoprodukter og deres skadelige effekter

Jeg er ikke så sikker på, at den manglende ”nano-markedsføring” skal ses som et sundhedstegn. Er grunden til at firmaer ikke markedsfører sig med ”nano” ikke mere, at der for nyligt er blevet stillet spørgsmålstegn ved den manglende viden om hvorvidt nanomaterialer (såsom nanopartikler) er farlige eller ej?

Mange firmaer i USA har bevidst brugt ”nano” i deres markedsføring på deres hjemmesider indtil for nyligt, men er sidenhen holdt op med det, da de kunne se at det måske kunne blive kontroversielt. Om det er det samme er sket i Danmark, skal jeg ikke kunne sige…

Derudover, er jeg helt enig i at der ikke er nogen grund til at "hype" nanoteknologi, da der er nok at blive begejstret for som det er. Dog synes jeg, at det er et problem, at ingen har overblik over hvilke produkter, der indeholder nanomaterialer, og i hvilket omfang man bliver eksponeret for disse. Det er problematisk, så længe det er blevet afklaret om og i hvilke omfang nanomaterialer kan forårsage skadelige effekter på mennesker og miljø. For mere diskussion af disse og lignende temaer kan jeg anbefale kap. 13 om "Nanomaterialer - muligheder og risici" i bogen ” Nanoteknologiske Horisonter” som kan downloades fra http://www.nano.dtu.dk/Laerebo...aspx


11. feb 2009 kl 09:10

Esben Kjær Unmack Larsen

Re: Manglende overblik over nanoprodukter og deres skadelige effekter

Jeg er meget enig i at nano, ret pludseligt, er blevet et dårligt brand når firmaer skal markedsføre produkter. Det hænger helt sikkert samme med debatten omkring risikoen ved nanoteknologi. Jeg tror dog stadig at der er en stor interesse og velvilje til forskning i nanoteknologi, da det kan være med til at finde svar på både klimaproblemer og behandling af sygdomme.

Steffen Hansen mangler en oversig over nanopodukter. Det findes faktisk allerede, da Woodrow Wilson Center har en forholdsvis godt opdaterer liste: http://www.nanotechproject.org...wse/ .

Desuden vil jeg også anbefale at kigge på min artiklen: Er der en risiko ved nanoteknologi? http://www.nanovidensbank.dk/s....asp . Hvor toksikologen Herman Autrup fortælle om problemer ved nanomaterialer og hvordan lovgivning regulere dem.


11. feb 2009 kl 11:34

Steffen Foss Hansen

Woodrow Wilson Center

Et af problemerne ved Woodrow Wilson Centerets liste er at den kun indeholder produkter som producenten påstår er "nano" og, som Peter Bøggild nævner, så er det ikke alle virksomheder som gør det.


25. jun 2009 kl 06:58

john jørgensen

Nano og DNA skader


"To af de mest udbredte nanomaterialer viser sig nu at kunne ødelægge dna og på den måde måske også øge risikoen for alvorlige sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme. Nanopartiklerne kan samtidig sætte gang i åreforkalkning.

Forsøg med mus og rotter
Sådan lyder meldingen fra forskere fra Københavns Universitet, som har lavet forsøg på mus og rotter.

- Vi kan sige, at nanopartiklerne har iboende egenskaber, der gør, at vi må betragte dem som farlige. Vi er især bekymret for kræft og hjerte-kar-sygdomme, men jeg kan ikke sige noget om, hvor stor risikoen er. Så skal man kende eksponeringen, og i øjeblikket ved vi reelt intet om, hvor meget mennesker bliver eksponeret for nanopartikler, forklarer Peter Møller, lektor i miljømedicin på Institut for Folkesundhedsvidenskabs Afdeling for Miljø og Sundhed.

Peter Møller og en håndfuld kolleger har undersøgt, hvordan mus og rotter reagerer på nanopartikler af typerne C60-fullerener, som er formet som fodbolde, og "single-walled carbon nanotubes", som er formet som aflange rør.

Skader på lunge- og lever-dna
Analyserne viste skader på lunge- og lever-dna, fremkaldt af ødelæggende molekyler kaldet frie radikaler, som blev dannet af nanopartiklerne.

Sammenligningen mellem nanopartikler og dieseludstødningspartikler viser, at nanopartikler generelt virker mindre kraftigt på dna end dieseludstødningspartikler, men at de to slags partikler påvirker dna på samme måde.
Læs mere"
http://www.dr.dk/Nyheder/Indla....htm


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.