Norge opruster på affaldsforbrænding med hjælp fra Danmark
Nu skal det være slut med at køre affald til Sverige. Nordmændene vil i en ruf bygge 6-8 kraftvarmeværker, og danske Vølund har med sit tredje norske anlæg kørt sig i en favorabel stilling.
Læs også
Efter at Norge længe har manglet kapacitet til at forbrænde affald og har kørt det meste til Sverige, er nordmændene nu i fuld gang med at komme på omgangshøjde med det affald, landet producerer.
Det har den danske virksomhed, Vølund, fundet ud af. Den 340 mand store virksomhed, der tilhører verdens førende på viden, teknologi og udstyr til forbrænding af affald og biomasse, har netop sikret sig sin tredje norske ordre, denne gang på et affaldsforbrændingsanlæg i Hamar, lidt nord for Oslo.
Den 260 millioner kroner store ordre er firmaets største enkeltordre i nyere tid. Det amerikansk ejede Babcock & Wilcox Vølund er stadig ved at levere et affaldsbaseret kraftvarmeværk til Tafjord Kraft i Ålesund.
Markedet er stort, for i forvejen råder nordmændene kun over affaldsforbrændingsanlæg i Oslo, Bergen og Tromsø.
Den norske affaldsforbrændings-mobilisering er resultatet af en ny lov om håndtering af affald, som for nylig trådte i kraft i Norge. Lovens formål er at begrænse de stigende mængder af brændbart affald på lossepladserne.
»Vi forventer, at beslutningstagerne i Norge inden for 5-6 år vil bygge mindst 6-8 nye kraftvarmeværker til forbrænding af affald,« siger Vølunds administrerende direktør, John Veje Olesen.
»De er, så vidt vi ved, allerede på tegnebrættet rundt om i de norske kommuner. Og disse projekter vil beløbe sig til yderligere godt 2 milliarder kroner,« siger John Veje Olesen, der er sikker på, at det bliver svært for konkurrenterne at gøre sig gældende over for Vølund.
Hamar-anlægget får en forbrændingskapacitet på knapt 10 tons affald i timen. Den samlede ydelse for anlægget, der skal stå færdig i november 2011, bliver på 32,5 MW.






