Dit tankespind rækker ud over hjerneskallen
Er vores tanker og bevidsthed kun bundet til hjernen, eller kan de eksistere i en symbiose med omverdenen? Filosofferne er uenige.
»Hvis nogen tager min Iphone, så kan man betragte det som simpelt tyveri. Men hvis det svarer til at interferere med hjernen, så er det en meget alvorligere form for overgreb,« siger filosofiprofessoren David Chalmers fra Australian National University, som opfatter sin Iphone som en forlængelse af sin hjerne. (Modelfoto)
Læs også
Det er ofte de mest enkle spørgsmål, der er de sværeste at besvare. Til spørgsmålet "Hvad er tid?", sagde Skt. Augustin (354-430): "Hvis ingen spørger mig om det, ved jeg det. Hvis jeg skal forklare det for én, der spørger, ved jeg det ikke." Fysikere og filosoffer har stadig svært ved at besvare dette enkle spørgsmål på en overbevisende måde.
Ved et spørgsmål af samme kaliber – hvad er tanker og bevidsthed, og hvor findes de? – vil mange sikkert have samme fornemmelse som Augustin, men indsigt fra neurologi, evolutionsbiologi og kognitionsforskning har dog gennem årene hjulpet forskerne til at give et mere præcist svar.
Vi ved for eksempel, at smerte er en mental tilstand, der er samhørende med, at nervesystemets c-fibre sender besked til hjernen. Og på samme måde er en lang række andre mentale tilstande blevet identificeret til bestemte dele af hjernen.
Det har ført til en generel formodning om, at mentale tilstande simpelt hen er identiske med hjernetilstande. På engelsk siger man "The mind is what the brain does" og taler om en "Mind/Brain Indentity Theory".
På dansk kan man se formodningen omtalt som en bevidstheds/hjerne-identitet, men det dækker alligevel ikke helt over det samme som på engelsk, da det engelske ord "mind" er mere end "consciousness" (bevidsthed) og også omfatter kognition, underbevidsthed, hukommelse, ræsonnering osv.
Efter det tyske udtryk Geist-Gehirn Identität kunne man også vælge at tale om en ånd/hjerne-identitet på dansk, men faren er, at det får folk til at tænke i retning af spøgelser eller noget religiøst.
Hertil kan man på engelsk sige "never mind", vi har nok en fornemmelse af, at "mind" dækker over det, som gør mennesker til tænkende og intelligente individer. Det interessante er, om identiteten mellem "mind" og hjerne holder.
Findes tanker, bevidsthed osv. kun inden for hjerneskallens grænser, eller kan de også findes uden for, som professor i filosofi Andy Clark fra University of Edinburgh er en af de fremmeste forskere, der mener.
I 1998 skrev han sammen med David Chalmers artiklen "Extended Mind" i tidsskiftet Analysis, og i en ny bog "Supersizing the Mind" har Andy Clark nu uddybet tankerne om, at "mind" kan være spredt ud på et større område end hjernen. Og det har ifølge de to filosoffer stor betydning for, hvad der er at betragte som værende naturligt i vores omgang med teknologi og for etiske valg.
Standardeksemplet på "Extended Mind" hos Clark og Chalmers er to opdigtede personer, Inga og Otto, der i New York hører om en interessant udstilling på Museum of Modern Art, som de med det samme beslutter sig for at se.
Inga tænker sig om et kort øjeblik og mener så at huske, at museet ligger på 53. gade, hvorefter hun går i den retning.
Otto derimod lider af Alzheimers, så han medbringer altid en lommebog, hvori han har skrevet en lang række vigtige oplysninger. Han vil aldrig sige, at han ikke kan huske noget, før han har konsulteret sin lommebog. Han finder altså bogen frem og læser, hvad han tidligere har skrevet ned, nemlig at museet ligger på 53. gade, og går derhen.
Clark og Chalmers hævder, at der ingen fundamental forskel er på de to situationer. Det spiller ingen rolle, at Otto gemmer sin lommebog væk det meste af tiden. Inga gemmer på samme måde oplysningen om adressen bort i sit hjernelager, så den ikke konstant er fremme i bevidstheden.
Hvor de fleste sikkert vil mene, at lommebogen er et hjælpeværktøj, er den for Clark og Chalmers en del af en "extended mind".
Den traditionelle grænseflade mellem "mind" og omverden går via perception og handling. Omverdenen påvirker "mind" via perception, og "mind" påvirker omverdenen via handling.
Ottos brug af lommebogen kræver både, at han kan læse og skrive i den, altså perception og handling, så det vil placere den uden for hans "mind". Men Chalmers forklarer i forordet til Clarks nye bog, at det måske er mere naturligt at se Ottos metode som en form for indre perception (som når man læser fra et mentalt billede) og en mental handling – som altså foregår som en intern "mind-proces".
Chalmers indrømmer dog, at det ikke helt fjerner problemet med, at der sker en fysisk sansning og handling. Måske skal man helt forkaste denne grænseflade-betragtning, mener han.
Den fiktive person Otto har en lommebog. Chalmers har selv en Iphone, der på mange måder har erstattet dele af hans hjerne. Den indeholder adresser og telefonnumre, den kan med sin internetforbindelse til Google være med til øjeblikkelig at afgøre tvivlsspørgsmål, og man kan endog dagdrømme på den, bemærker Chalmers.
Hans venner spøger med, at han burde få den implanteret i hjernen. Hertil siger Chalmers, at det kun vil betyde, at han ville få hænderne frigjort, og processen speedet op – den er allerede en del af hans "mind" – en "extended mind".
I den oprindelige artikel fra 1998 var det kun formodninger (som hvor ligger Museum of Modern Art) og kognitive processer (som en mental rotation af objekter ), der blev "extended".
I bogen beskriver Clark, hvordan tankevirksomhed, perception og følelser også kan være "extended". Hertil henter han inspiration fra psykologi, sprogvidenskab, neurovidenskab, kunstig intelligens og computersystemer.
Et eksempel er den kendte fysiker Richard Feynman, der engang i en samtale med historikeren Charles Weiner om sine originale notater og skitser forklarede, at han har lavet et bestemt stykke arbejde på papir.
Weiner replicerede, at arbejdet altså var foregået i hovedet og så nedskrevet på papiret. Her til svarede Feynman: "Nej, det er ikke en registrering, slet ikke. Det er arbejde. Man er nødt til at arbejde på papiret, og dette er papiret. OK."
Clark fremhæver, at Feynman i det mindste erkender, at forbindelsen til det eksterne medie var en del af hans intellektuelle aktivitet ("arbejdet").
"Men jeg vil gå et skridt videre og mene, at Feynman rent faktisk tænkte på papiret," skriver Clark.
Chalmers er blevet spurgt om dette ikke kun er en verdensfjern filosofidebat. Hertil har han svaret, at det har en lang række etiske konsekvenser:
"Hvis nogen tager min Iphone eller en Alzheimer-patients lommebog, så kan man betragte det som simpelt tyveri. Men hvis det svarer til at interferere med Ottos hjerne, så er det en meget alvorligere form for overgreb."
Hvis vores "mind" automatisk rækker ud efter nye måder at udtrykke sig selv på og søger at forbinde sig med nye værktøjer, kan det måske forklare, hvorfor nogle mennesker har en passion for deres nyeste laptop og GPS-navigator.
Der er således intet unaturligt i at lade sig bero på Google, Wikipedia mv. for information, og der er intet unaturligt i, at hjernen påvirkes af nye teknologier.
Vi er med andre ord "natural-born cyborgs", som er titlen på en af Clarks tidligere bøger fra 2003.
