Leder: Politikerne er tøsedrenge, når de ikke tør røre ved benzinafgiften
Læs også
Dokumentation
Skattekommissionens udspil er fuld af grønne ideer og stærkt præget af ønsket om at sænke skatten på arbejde og dække de manglende offentlige indtægter ind på anden vis.
Alt sammen fint nok. Men på transportområdet er rapporten præget af gammeldags tænkning: Benzinafgifterne må ikke røres, lyder budskabet.
Første gang, man møder ordet ”benzin” i den 332 sider lange rapport, er således på side 89. Og allerede her kobles det lammende gamle argument om grænsehandelen på. Tekstafsnittet lyder:
”For motorbrændstoffer (benzin og diesel) kan selv en mindre afgiftsforhøjelse medføre en stor ændring i grænsehandlen. Det indebærer, at provenuvirkningen er lille, og at forbruget af motorbrændstoffer ikke kan påregnes at falde særligt meget. Ligeledes er afgiftsniveauet højere på motorbrændstoffer end for de øvrige energiformer. En forhøjelse af motorbrændstofafgifterne bør i givet fald ske koordineret med nabolandene, som et middel til at nå de fælles EU-mål for nedbringelse af CO2-udslippet i transportsektoren. Der er på den baggrund ikke i reformforslaget indregnet finansiering fra en forhøjelse energiafgiften for motorbrændstoffer.”
Zap!
Dér aflivede skattekommissionen muligheden for at regulere benzinforbruget i transportsektoren med den allerenkleste metode overhovedet; direkte på prisen for brændstoffet.
Det bliver ikke anderledes i resten af rapporten. På side 300 udvides argumentet tilmed:
”... en forhøjelse af benzin- og dieselafgiften med 10 øre pr. liter (skønnes, red.) at have en selvfinansieringsgrad på ca. 80 pct. Det betyder, at det umiddelbare merprovenu stort set forsvinder som følge af ændret adfærd (grænsehandel mv.). Velfærdstabet ved afgiftsforhøjelser kan således overstige merprovenuet ved ensidige afgiftsforhøjelser...”
Zap-zap!
I rapportens afsnit om miljøafgifter bringes derefter roadpricing i spil – det system omtales med lidt mildere formuleringer:
”... Roadpricing er opkrævning af kørselsafgifter (afhængig af sted, tidspunkt og type af køretøj), der kan afspejle en eller flere af de omkostninger, der påføres samfundet gennem blandt andet forurening og trængsel. En egentlig roadpricing er ét af flere mulige virkemidler, der kan regulere og/eller begrænse biltrafikkens vækst. Roadpricing vil dog kun være aktuelt på længere sigt, hvilket skyldes de høje omkostninger (med den nuværende teknologi), der er forbundet med at indføre roadpricing. Det er blandt andet konklusionen fra De Økonomiske Råd i 2006. Disse omkostninger må dog forventes reduceret efterhånden som anvendelsen af teknikkerne udbredes til flere områder og byer...”
Konklusion: Politikerne er nogle tøsedrenge, der ikke tør røre ved det eneste, der med sikkerhed vil påvirke brugen af fossile brændstoffer i transportsektoren den rigtige vej: Afgifter direkte på prisen.
I stedet bliver alle de gamle argumenter trukket ud af stalden og støvet af igen-igen.
På det punkt er skattekommissionens arbejde spild af tid.
