/transport

Amerikanske superjagerfly på dansk charmeoffensiv

Søndag kl. 13 lander to af Boeings mest avancerede operative jagerfly - Super Hornet - for første gang i Danmark. Mission: At blive købt af forsvarsminister Søren Gade.

Af Torben R. Simonsen, fredag 30. jan 2009 kl. 10:22

To af Boeings Super Hornet-jagerfly tager på weekend-charmeoffensiv i Danmark, når de søndag lander i Københavns Lufthavn i Kastrup. Dermed får Danmark for første gang besøg af denne flytype.

Boeing har inviteret pressen og andre interesserede - heriblandt kronprinsen, men det er endnu usikkert om han vil komme. Forsvarsminister Søren Gade (V) derimod forventes at møde op på det østligste stykke af Amager for at tage flytypen nærmere i øjesyn om tirsdagen sammen med hærens indkøbere, politikere og embedsmænd.

Om kort tid skal Danmark beslutte, hvilken kampflytype der skal afløse luftvåbenets trofaste F-16, der siden slutningen af halvfjerdserne har været det officielle danske kampfly.

Valget står mellem JSF F-35, den svenske SAAB Gripen og så Boeings Super Hornet. Den danske regering har i samarbejde med danske virksomheder allerede postet millioner i udviklingen af F-35, der betegnes som fremtidens jagerfly, fordi den både kan flyve hurtigt og har betydelige stealth-egenskaber, som gør flyet mere eller mindre usynlig på radar.

Det solide indkøb kunne være Boeings Super Hornet, der er et fly, der har mange år på bagen, og som er i operation i flyvåbener verden over. Det er i hvert fald, hvad Boeing prøver at slå på over for JSF F-35, der endnu er i projekteringsfasen, og hvor de samlede økonomiske omkostninger endnu ikke er kendte. Indkøb af F-16's afløser forventes at løbe op i en investering på mellem 20 og 40 milliarder kroner.

Ifølge Boeing er Super Hornet-flyene officielt på vej til et internationalt flyveshow i Bangalore i Indien. Transporten kræver dog en række stop undervejs, hvoraf det ene altså bliver i Kastrup den 1. februar kl. 13.

Vejr og trafik kan dog få indflydelse på det konkrete landingstidspunkt. Boeing oplyser endvidere, at dette er det eneste tidspunkt, hvor flyene vil være at se for den brede offentlighed.



30. jan 2009 kl 12:49

Tobias Hansen

Hvor i kastrup?

Hvor skal man så placere sig i lufthavnen hvis man vil se et af disse fly bedst?


30. jan 2009 kl 13:57

Jens Chr. Andersen

Salgsopstillingen fra Boeing

Salgsmaterialet til den danske stat er lækket og kan ses her på wikileaks:
http://www.wikileaks.com/wiki/...2008

[klik på pdf'en]

Ganske interessant læsning - omend det virker som om det er noget de har fået en studerende til at lave.


30. jan 2009 kl 15:07

Torben Simonsen

Re: Hvor i kastrup?

Hej Tobias, jeg vil tro, at Kystvejen øst for lufthavnen vil være et godt sted, men så går man jo glip af den legendariske Flyvergrillen for enden af Amager Landevej, hvor sande flyentusiaster samles.


30. jan 2009 kl 19:52

Tobias Hansen

Re: Re: Hvor i kastrup?

Ja .. jeg tror også jeg vil snuppe en burger samtidigt :)


01. feb 2009 kl 23:34

Klaus Elmquist Nielsen

Billeder

Billeder af landingen:
http://www.spotters.dk/portal/...ents

Her omtales også at flyene landede nogle timere senere end annonceret. Må have været dyrt i burgere!


02. feb 2009 kl 00:08

Hans Henrik Hansen

Der er måske tale om


sammen med hærens indkøbere...

...en afløser for Fennec (= hærens kamphelikoptere)? :)


02. feb 2009 kl 00:12

Emil Blücher

Re: Billeder

Hehe jeg ankom kl 12:30.. .ringede derefter til Boeing for at høre nærmere om tidspunkt. De sagde så 15:30.. men så gik der en time mere :)
Når... men der blev da plads til en tur i fisketorvet...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.