Uafhængige eksperter giver topkarakter til Biogasols bakterier
»Støtteværdig med høj prioritet,« lyder vurderingen fra tre eksterne evaluatorer, der har bedømt Birgitte Ahrings fermenteringsteknologi. Vurderingen er sendt til Energistyrelsen og står i modstrid med kritikere, der hævder, at teknikken ikke er effektiv nok.
Læs også
-
Birgitte Ahring: Sukkerkick giver vores organisme verdensklasse
-
Tidligere storaktionær i Inbicon sendte kritisk Ahring-rapport
-
Eksperter: Ahring-kritisk rapport fra DTU er uden fortilfælde
Læs mere om
Energistyrelsens eksterne evaluatorer af støtteansøgninger har blåstemplet den teknologi, der ligger bag Birgitte Ahrings biobrændstofselskab BioGasol.
Dermed sætter de et foreløbigt punktum for den hårde beskydning, BioGasol har været under den seneste tid. DTU og andre konkurrenter har konkluderet, at den særlige bakterie, som selskabet bruger i processen med at omdanne biomasse som halm til brændstoffet ethanol, ikke er effektiv nok.
Ingeniøren kan afsløre blåstemplingen efter at have fået aktindsigt i evalueringerne af BioGasols ansøgning om 96 mio. kr. i støtte til et biobrændstofanlæg på Bornholm fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) under energistyrelsen.
»De tre eksterne evaluatorer, der har givet en faglig vurdering af BioGasols reviderede ansøgning i efterårets runde, har alle vurderet projektet 'støtteværdigt med høj prioritet' - den bedste vurdering, der kan gives,« siger projektkonsulent Jan Bünger fra EUDP-sekretariatet og påpeger, at de faglige vurderinger er en støtte til EUDP's bestyrelse, der i sidste ende afgør fordelingen af tilskud.
På det seneste har bl.a. et internt notat fra DTU ellers sat sindene i kog, da det konkluderer, at Biogaols allervigtigste force - den genmodificerede bakterie Thermoanaerobacter mathranii - ikke egner sig til produktion af 2. generation bioethanol.
Birgitte Ahring er glad for EUDP's evalueringer, men tør ikke tro på ro.
»Projektet er blevet vurderet på alle tænkelige punkter og har fået, hvad der svarer til ug med kryds og slange. Jeg er ikke sikker på, at det stopper kritikerne, for det her handler om penge. Men det kunne være rart.«
EUDP skulle i november have uddelt 85 mio. kr. øremærket til projekter inden for 2. generations biobrændstof, men i sidste øjeblik modtog EUDP det interne notat udarbejdet på Risø DTU. Da EUDP er forpligtet til at forholde sig til nye oplysninger, er udbetalingen af millionerne endnu ikke sket. Notatet har siden vist sig at være sendt til EUDP af Børge Holm Christensen, der er tidligere aktionær i Dongs biobrændstofvirksomhed Inbicon, som har søgt om 36 mio. kr. i støtte hos EUDP.
Siden har debatten raset på Ingeniørens netmedie ing.dk. Børge Holm Christensen har forklaret, at han mener, at der i notatet fra DTU og i en videnskabelig artikel af Birgitte Ahring selv er beviser for, at BioGasols bakterie er ubrugelig industrielt.
Børge Holm Christensen begrunder det bl.a. med, at bakterien pga. iltfølsomhed kræver tilsætning af natriumsulfid, og at virksomhedens slutkoncentration af ethanol ikke er høj nok til industriel brug.
BioGasol afviser dette med, at virksomheden kun tilsætter natriumsulfid i laboratoriet og ikke i pilotanlægget. Mht. ethanolkoncentrationen mener selskabet, at kritikken bygger på fejlberegninger fra DTU og Børge Holm Christensens side.
Ifølge Biogasol forholder kritikerne sig bl.a. ikke til, at ethanolkoncentrationen er direkte proportional med den mængde sukker, som man giver BioGasols bakterie - jo mere sukker bakterien får, des mere ethanol producerer den. Ligesom de ikke tager højde for den ethanolfordampning, som giver et lavere udbytte i laboratoriet, men ikke i større skala.
Herudover påpeger BioGasol, at kritikken fra DTU og Børge Holm Christensen er baseret gamle data, og at selskabet har opnået bedre resultater siden. Disse vil de dog ikke offentliggøre, da de er lavet for kunder og er det, BioGasol lever af.
Energistyrelsens evaluatorer har dog haft adgang til de fortrolige data, og det er på denne baggrund, de har vurderet ansøgningen fra BioGasol.
De tre evaluatorer i efterårets runde var energikonsulent Knut Berge fra Knut Consult, seniorkonsulent i mikrobiologi og bioteknologi ved Teknologisk Institut, Jan Lorenzen samt Erik C. Wormslev, der er projektchef for Klima & Energi i det rådgivende ingeniørfirma Niras.
I forårets runde, hvor BioGasol også søgte om støtte til et stor-skala demonstrationsanlæg på Bornholm, men blev forbigået, fik projektet også gode vurderinger af Erik C. Wormslev, teknologikonsulent Ulf Meyer Henius (eget firma) og konsulent Finn Rexen. Knut Berge og professor Guido Zacchi ved Lund Universitet i Sverige gav projektet middelkarakter - sidsnævnte med henvisning til for højt ambitionsniveau.
De af evaluatorerne, som Ingeniøren har talt med, vil ikke kommentere yderligere på evalueringerne, men bekræfter Ingeniørens oplysninger.
DTU, der selv har selv søgt om EUDP-pengene til at udvikle en mikroorganisme, der kan omdanne C5-sukker til alkohol, afviser at udtale sig om konkrete beregninger i notatet.
Børge Holm Christensen vil ikke forholde sig til evaluatorernes vurderinger, da han vil afvente og se, hvad EUDP i sidste ende beslutter.





