Marsbilen Spirit fik blackout
Måske var det kosmisk stråling, der gav Marsbilen Spirit et blackout på sin 1.800-Marsdag på den røde planet, og som slettede en del af bilens hukommelse.
Spirit fik blackout i weekenden - måske på grund af kosmisk stråling som slettede dele af dens hukommelse. (Grafik: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Søndag holdt Marsbilen Spirit sin 1800.-Marsdag på den røde planet, og som sædvanligt modtog den sine kørselsinstruktioner fra Jorden.
Men denne dag var ikke som de 1799 forgående Marsdage (en Marsdag er 30,5 minutter længere end en jordisk dag). For Spirit flyttede sig ikke ud af stedet, og den havde ingen registreringer i sin hukommelse af, hvad den ellers havde foretaget sig en del af denne runde dag.
Normalt gemmer Marsbilen ellers altid en list af hvad den foretager sig, også selvom den blot holder stille. Dette bliver gemt i den del af hukommelsen som bliver husket, selvom strømmen forsvinder.
»Det er næsten som om Spirit har haft blackout eller delvist hukommelsessvigt,« siger John Callas der er projektleder på Marsbilerne, og som arbejder i kontrolcenteret på Jet Propulsion Laboratoriet i Californien.
Andre systemer i Spirit viser dog, at der blev trukket strøm fra batterierne i halvanden time omkring det tidspunkt, Spirit muligvis fik sit blackout. Det betyder, at Spirit var vågen på dette tidspunkt og foretog sig et eller andet. Billeder taget før og efter viser dog, at Spirit afsluttede dagen præcist hvor den begyndte.
Mandag gav Nasa’s teknikere Spirit besked på at dreje sig, så dens kamera kunne se solen på himlen og fotografere den. Derefter meddelte Spirit, at den ikke kunne udføre ordren, da Solen ikke var på det forventede sted.
John Callas oplyser, at Spirit faktisk fik taget billeder af Solen, men at den ikke befandt sig på himlen, hvor Spirit forventede det.
Nasa mener, at Spirits elektronik og hukommelse er blevet ramt af kosmisk stråling, som måske har slettede dele af hukommelsen.
Afprøvninger i ugens løb har dog vist, at hukommelsen nu fungerer som den skal, og at Spirit igen adlyder alle kommandoer fra Jorden.





