Evalueringsmetoden fejler ikke noget

fredag 30. jan 2009 kl. 00:45

Af Vibeke Hansen Kjærbye

Ph.d.-studerede, Anvendt KommunalForskning (AKF)

og Mikael Togeby

Projektleder Ea Energianalyse

I en kronik i Ingeniøren 23. januar 2009 vurderer energimærkningskonsulent Karsten Mehlsen, at kritikken af energimærkningsordningen er fuld af fejl. Der henvises til evalueringen af samtlige energispareaktiviteter og AKF-analysen af energimærkningen af bygninger.

Karsten Mehlsen kritiserer blandt andet definitionen af det opvarmede areal, som er anvendt i AKF-undersøgelsen. Det er rigtigt, at BBR-arealet ikke altid er retvisende, men metoden, som er anvendt i analysen, er robust over for dette - så længe afvigelserne ikke er væsentligt forskellige for mærkede og ikke-mærkede huse. Metoden, der er anvendt, kaldes propensity score matching. Det er en statistisk metode, som matcher de mærkede huse med stort set identiske ikke-mærkede huse. Ud over BBR-data indgår også en række socioøkonomiske data i matchningen.

Undersøgelsen viser, at der ikke er nogen statistisk signifikant forskel på energiforbruget i de to slags huse. De energimærkede huse bruger altså lige så meget eller lige så lidt energi som de ikke-mærkede huse. Dette resultat kan f.eks. tolkes, som at de ikke-mærkede huse foretager energiforbedringer i samme omfang som de mærkede. De høje energiafgifter og den generelle opmærksomhed om energibesparelser kan være en del af baggrunden.

I forhold til mange andre undersøgelser er AKF-analysen usædvanlig stærk, fordi det faktiske energiforbrug indgår (i modsætning til svar på et hypotetisk spørgsmål om en konkret energibesparelse er gennemført på grund af energimærkningen), der er en kontrolgruppe og antallet af observationer er stort (4.000 huse indgår).

Undersøgelsens resultater understøttes i øvrigt af en evaluering gennemført af Cowi i 2001 og en evaluering af energimærkernes forgænger gennemført i 1994 af AKF.

Der vil i de kommende år blive anvendt mange ressourcer på forbedringer af bygningers energieffektivitet. Det er derfor vigtigt, at erfaringerne med f.eks. energimærkningsordningen anvendes. Kun på den måde kan vi få mest muligt ud af de anvendte midler og nå de ambitiøse sparemål.

AKF-undersøgelsen kan hentes fra www.akf.dk. Evalueringen kan hentes fra www.eaea.dk.