Træning på et-hjulede cykler kan kurere nervøsitet
Forskning viser, at nervøsitet kan kureres med balancetræning. Balancens betydning for psyke og indlæring har været kendt længe blandt cyklister, der nøjes med ét hjul.
Balance har været en udfordring, siden mennesker begyndte at gå på to ben. Nu viser ny forskning, at hjernens velbefindende hænger nøje sammen med, om man udfordrer sit balancecenter. (Foto: www.unicykel.com)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
En israelsk forskningsgruppe under ledelse af doktor Orit Bart ved Tel Aviv University har fundet ud af, at der er en direkte sammenhæng mellem folk, der er plaget af nervøsitetsproblemer - og deres balance.
Det er ikke alle nervøse mennesker, som har balanceproblemer. Men den omvendte vej er der derimod direkte én-til-én sammenhæng: For undersøgelsen viser, at alle, der har balanceproblemer, også er nervøse. Og nervøsitet kan være et stort problem for en voksen person, hvis symptomerne ikke bliver behandlet i tide.
Men Orit Bart har fundet en nem vej ud af problemerne. For hvis nervøsitet og balanceproblemer behandles på samme måde, forsvinder de.
Hans forsøg med børn i alderen 5-7 år viser, at balancetræning virker både på balancen og den indre ro, skriver magasinet Sciencedaily.
Et 12-ugers kursus øgede gradvist børnenes motoriske færdigheder, samtidig med at de fik større selvværdsfølelse. Det foregik med maskiner, som fokuserer på fornemmelser for rumlig bevægelse.
»Det er et terapeutisk gennembrud. Man kan behandle børn med nervøsitetsproblemer på en kognitiv måde, fordi de er umodne og stadig ikke tænker operationelt,« siger Orit Bart.
Balancefølelse giver ældre menneskerenergi
Koblingen mellem psyke og fysisk balance viser sig også i den anden ende af alderspektret.
En amerikansk undersøgelse fra University of Pittsburgh viser, at ældre menneskers egen opfattelse af, hvor godt det går med helbred og balance, betyder mere for deres fysiske aktivitet, end deres faktiske balanceevner. Det resultat blev uddraget af interviews med 2.269 personer i alderen fra 65-79 år.
Helt specifikt gælder det, at selv hvis ældre mennesker har oplevet flere fald, så betyder det ikke så meget, hvis de i øvrigt føler sig i god form eller selv synes, balancen er god.
De personer, som havde en positiv opfattelse af deres motoriske evner, gik flere kilometer per uge end dem, der så mørkere på sagen. Og holdt sig dermed i bedre form.
Balancerede børn bliver bedre i skolen
I den anden ende af USA, i byen Seattle, er flere skoler begyndt at undervise alle de mindste skoleelever i at køre på ethjulet cykel.
Ifølge en skoleleder på Whittier Elementary School betyder den specielle træning, at børnene hurtigere opnår færdigheder i problemløsning og hurtigere forståelse for betydningen af øvelse. Og dertil får de rent fysisk fordel af træningen, da hver en muskel i kroppen er i funktion.
Samme opfattelse har man i Japan, hvor 95 procent af alle grundskoler i 1999 underviste i kørsel på ethjulet cykel, fordi øvelsen styrker den øvrige indlæring. Samme år blev verdensmesterskaberne i ethjulet cykling afholdt i Tokyo.
»Japanerne er virkeligt aktive. Under VM i Tokyo var der 1100 japanske deltagere og 400 fra resten af verden,« fortæller Jesper Møller Andersen fra Frederiksberg Unicykel Klub, som var med. Han er flere gange dansk mester og var i sommeren 2008 med til at vinde sølv i VM i disciplinen gruppe-freestyle. Det foregik i København, men denne gang med en betydelig vækst i deltagelsen fra hele verden.
Og efter Jesper Møller Andersens opfattelse er der ingen tvivl om, at optræningen af en god balance hænger nøje sammen med psykiske og kognitive færdigheder. Det er almen viden i det danske unicykel-klub miljø.






