Leder: Danske forskere skaber et akademisk Sovjetunionen

Af Arne R. Steinmark, fredag 23. jan 2009 kl. 07:00

Universiteterne er ved at blive ødelagt. Forskere kues i et planøkonomisk system, verden ikke har set siden sovjettiden. Den sandhedssøgende videnskab er ved at uddø til fordel for politisk styrede skønmalerier. Anderledes kan man ikke opfatte hovedpointerne i en hvidbog udgivet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og netop præsenteret for videnskabsminister Helge Sander.

Anledningen er en påtænkt revision af universitetsloven, som blev indført i 2003. Og selv om de seks forfattere fra det fine selskab talrige gange i løbet af de 80 sider understreger, at hvidbogen er skrevet med respekt for politikernes tanker og ønsker og uden generel utilfredshed med lovens intentioner, så er der tale om en sønderlemmende kritik af den reform, der skulle bringe dansk forskning i verdenseliten.

Selskabet redegør for, at universitetsloven i praksis demotiverer forskerne og flytter forskningsfriheden væk fra den enkelte. Det beskrives, hvorledes indførelsen af en stærkt hierarkisk organisationskultur med ensrettede kommandoveje og masser af kontrol- og måleforanstaltninger forvandler universiteterne til tunge bureaukratier, der arbejder som ministerier – hvor markant øgede forskningsbevillinger får universiteter til at konkurrere mod hinanden frem for at samarbejde og indvikles rundt i kasser og uigennemsigtige systemer, der kunne hive Kafka op af graven for at skrive en fortsættelse til Processen.

Forskerne mener, at styring med hyrdebreve og totalstrategier, der ensretter adfærd på alle niveauer, får universiteterne til at ligne et akademisk Sovjetunionen. I stedet tilbyder private og kommercielt drevne virksomheder videre rammer og egentlig forskerfrihed. Man får, hvad man måler.

I en situation, hvor universitetslovens effekter accelerer i takt med at konkurrencen om universitetsmidlerne forøges – nu en tredjedel, i 2010 er det halvdelen, der skal konkurreres om – er det på tide at ændre kurs i en kompliceret situation, hvor politikere og forskere taler forbi hinanden, mens befolkningen er koblet af: Skab rene linjer ved at trække sektorforskningen fri af universiteterne og send Rigsrevisionen på uanmeldt besøg på institutter for at sikre fornuftig brug af borgernes skattemidler. Eller mener vi virkelig at et politisk bureaukrati bringer os i den absolutte forskningselite?



23. jan 2009 kl 10:56

Susan Galsøe

Revision - af overskrift og universitetslov ?



Den valgte overskrift er godt nok noget misvisende – det er vel ikke forskerne selv, men de rammer (universitetsloven) som de arbejder under, der skaber planøkonomiske sovjettilstande?
Jeg har ikke læst den meget omfattende hvidbog, men ud fra artiklen her og det kendskab jeg har til universitetsverdenen, virker det jo ganske forstemmende at den snart 6 år gamle universitetslov har bragt universiteterne i en sådan situation, at forskerne indbyrdes kæmper om midlerne og bruger en stor del af tiden på ansøgninger, projektbeskrivelser, budgetter og anden bureaukrati, i stedet for at bruge tiden på deres kernekompetence – forskning og undervisning. Nu står universitetsloven så overfor en revision. En række politikere har allerede været fremme og udtrykke deres bekymring over at der undervises på engelsk på universiteterne og ikke på dansk. Jamen, hvis man vil have et internationalt højt niveau på universiteterne og være blandt eliten indenfor forskning, så kræver det at man kan tiltrække udenlandske studerende og i den sammenhæng er dansk et lettere uhensigtsmæssigt sprog at køre undervisning og forskning på. Nu er det jo også sådan at universiteterne bliver betalt efter antal studerende – danske som udenlandske. Så hvis man i en revision af universitetsloven får indføjet krav om at undervisningen skal foregå på dansk, så udelukker man ikke alene et stadig stigende antal udenlandske studerende for at læse i Danmark (et fåtal, der har mod på at lære dansk, vil måske komme trods alt), men man hiver også det økonomiske tæppe væk under mange af studierne, hvor der kan være op imod 50% udlændinge. Så kan man for alvor sidde tilbage med billedet af sovjetiske tilstande – ingen penge, et langt fra internationalt miljø og forskere der flygtede ud af landet, hvis de kunne.


23. jan 2009 kl 15:29

avatar

Per Erik Rønne

Re: Revision - af overskrift og universitetslov ?

En række politikere har allerede været fremme og udtrykke deres bekymring over at der undervises på engelsk på universiteterne og ikke på dansk. Jamen, hvis man vil have et internationalt højt niveau på universiteterne og være blandt eliten indenfor forskning, så kræver det at man kan tiltrække udenlandske studerende og i den sammenhæng er dansk et lettere uhensigtsmæssigt sprog at køre undervisning og forskning på.

Det er dog karakteristisk at man på universiteterne er begyndt at kræve at undervisningen skal foretages på engelsk, hvor såvel lærere som studerende er danskere, og hvor lærernes engelsk må betegnes som 'Danglish'. Det er ikke alene absurd, det skader også undervisningen.

Da jeg for 20 år siden gik på universitetet undervistes der på dansk, /medmindre/ der var nogle til stede der kun kunne engelsk. Og det var meget almindeligt at ikke-danske lærere efter studenterkrav måtte gå over til engelsk, da de færreste forstod deres gebrokne dansk.

Derudover var stort set alle lærebøger på engelsk; det sidste forsøg med fransksprogede lærebøger ligger længere tilbage! Studenterne kunne skrive deres opgaver på engelsk, medmindre de havde gået på en international skole, og derfor havde svært ved at skrive på dansk.

Og så forstår jeg altså ikke nødvendigheden af at skulle have en masse udenlandske studerende. Det virker som om Helge Sander ser sig selv som koncernchef, snarere end som dansk universitetsminister.


26. jan 2009 kl 15:31

Gregor Giebel

Link til rapporten

Slashdot vil nok kælde det for Karma Whoring - men her er der ikke engang karma at hente...

http://royalacademy.net.dynami...aspx


27. jan 2009 kl 09:30

avatar

Brian Lassen

Kan man ikke lide lugten kan man flytte

Da jeg afsluttede min unversitetsuddannelse var det netop udsigten til en lang karriere i det beskrevne system der fik mig til at tage beslutningen og fortsætte i udlandet. Jeg ville faktisk hellere køre med post i Danmark end at have forlænget min egen forskerkarriere i det Danske system. Pudsigt nok endte jeg op i den tidligere østblok (apropos Sovjet-analogien). Her har jeg et meget mindre budget at arbejde med, men næsten total frihed i min forskningsemner. Så jeg er glad, ustresset, men ikke rig. Set udefra virker dagens Danmark meget mere kommunistisk end de lande der kun for nyeligt har revet sig fri fra denne fatalistiske styreform.


27. jan 2009 kl 10:51

Ole Stein

Frihed under ansvar?

Hvor blev friheden af? Hvem er så naiv og uvidende at tro at opfindelser sker under tvang og krav? De sker fordi der findes kreative mennesker der pludselig kommer på en spændende idé.

Forskerne skal ikke bekymre sig om penge - det skal andre gøre for dem. Universiteterne skal have en sum penge, og dem skal de selv fordele efter hvad de mener er det rette at satse på. Hvad har vi ellers en universitetsledelse for? Hvis det er markedskræfter der skal styre alt, hvad skal vi så med ledelse overhovedet?

Lad alle kæmpe på lige fod, og bedste forslag vinder...hov...hvem bestemmer hvad der er bedste forslag? Politikerne og deres udvalg. Så det er altså ok at have styring - bare det sker fra øverste instands.

Jo tak, vi er godt på vej mod kommunismen, og det mest groteske er at det er en liberal regering der baner vejen, mens en socialdemokratisk opposition underligt nok mistrives ved vejen og ønsker mindre topstyring.

Det er ikke kun økonomien der er i krise - det er hele det politiske virke der er på vej mod afgrundens rand.

Lad os få ryddet op - ud med dem alle og ind med nogle der har set tingene udefra den virkelige verden. Nyt blod...men hvordan...


28. jan 2009 kl 00:07

Gregor Giebel

Endlösung!??

Nu fik jeg også set på rapporten, og lige meget hvad jeg ellers synes om rapporten, så er det FULDSTÆNDIG UACCEPTABELT at bruge ordet 'Endlösung' i sammenhangen med at komme af med slendrianen i universiteterne. Og det mener jeg ikke kun på årsdagen af Auschwitz' befrielse, i dag. En professor på et institut for sprog og kommunikation (!), eller en professor på et institut for engelsk, Germansk (!) og Romansk burde nu virklig vide det bedre end at skrive den slags ord langt uden for alt sammenhang.

Desuden: hvis autorene mener at slendrian, dvs at man i det ene år ikke nå at skrive det rette antal papers (fordi man er doven, på barsel eller for beskæftiget med at skrive ansøgninger eller uddanne studenter), skal bekæmpes med inkvisitionen (her kaldt rigsrevisionen), som så sender mig til at bidrage til forskning i nogle Mengele-forsøg og sender min familie til det grønlandske Gulag, så vil jeg der hurtig skifte job til noget med mindre risiko.

Eller er jeg som tysker her bare lidt übersensibel?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.