DRs nye koncerthus – et akustisk mirakel…?
Jeg er ikke ”noget ved musikken”, så jeg var ikke tilstede ved åbningen af DRs nye koncerthus. Sandt at sige var jeg i enhver henseende så fraværende, at jeg nær var gået glip af seancen derhjemme i det allerhelligste.
Sådan nogen indvielsesseancer er ofte lidt af en prøvelse (og flere anmeldere klager da også over repertoiret), så som den plebejer, jeg inderst inde er, startede aftenen med håndbold…
Men heldigvis fik jeg zappet over til transmissionen og fik lyd og billede ud i stort format – storskærm og stereoanlæg.
Og jeg skal love for, at jeg såvel spidsede øren som lod mig rive med. For sjældent har jeg hørt en så vellykket akustik. Med sin store højde til loftet, sine mange brudte flader og svungne forløb i gyldent ædeltræ ydede rummet musikken retfærdighed i en grad, jeg sjældent ellers har hørt. Lyden fra det store orkester fremstod som en helhed – og alligevel var det, som om man tydeligt kunne høre, at det var en sum af enkelte instrumenter, hvis individuelle bidrag stod tydeligt artikuleret. Efterklang og udklingning var perfekt og tonalt var der en næsten gylden klang.
Sidste indslag var Ravels Bolero – som jeg altid har betragtet som en lidt kedelig og mekanisk optrapningøvelse – den lavtonede åbning stod med en klarhed og tonal rigdom, som var bevægende.
Som skrevet, så var jeg ikke tilstede – ovenstående er en beretning om hvad der kun kan være en "fattig" reproduktion.
Men jeg tror min ”mistanke” holder: det er et enestående koncertrum, hvis lige man - formentlig - skal lede længe efter. Publikum svøber sig hele vejen rundt om orkesteret næsten som i et klassisk amfiteater - det ser man ikke tit. Og er rummet så godt, som jeg tror, så vil det tiltrække mange verdensnavne og blive rammen om mange spændende opførelser.
Så kommer der noget på programmet, som bare perifert har min interesse – så skal jeg derud. Og opleve, hvorfor mange af musikerne efter sigende fældede en tåre i løbet af aftenen.
For det der nemlig slog mig allermest, var ikke, at jeg blev imponeret – for det blev jeg da. Nej, jeg blev bevæget.
PS
Huset er tegnet af Jean Nouvel - resultatet er en fryd i mine øjne. Inden vi fortaber os helt i begejstrede svømmerier over den store Kunst, han har udøvet (akkompagneret af "interessante" hændelser på projekterings- og budgetteringssiden, en historie der hører hjemme i anden sammenhæng), så skal det bestemt fremhæves, at akustikken er blevet til i tæt samarbejde med videnskabelig (dvs ingeniørmæssig) ekspertise. Manden hedder Toyota. Han kan sit kram.
77
