Dong Energy sprøjter penge i dansk bilbatterifirma
Dong Energy sikrer nu udviklingskapital til et dansk ingeniørfirma, som kan levere intelligente ladestationer til elbiler.
De elektroniske ladestationer fra Lithium Balance i Ishøj kan styres centralt. Det gør dem interessante for Dong Energy, som vil opbygge det danske net af intelligente ladestationer, der skal fordele landets vindmøllestrøm. (Foto: Lithium Balance)
Læs også
-
Ladestationer til dansk elbilprojekt er nu klar til produktion
-
Californiens borgmestre smider omfattende elbilplan på bordet
Læs mere om
Dokumentation
Dong Energy har købt sig ind i batteri- og elektronikfirmaet Lithium Balance i Ishøj. Købet har forsynet det tre år gamle elektronikfirma med kapital til en betydelig udvidelse af forretningen.
De to firmaer oplyser ikke præcist, hvor stor en andel, Dong Energy køber. Dongs presseafdeling oplyser dog, at det er "under 50 procent".
Lithium Balance leverer lithium-ion batteripakker til den nye elbil-industri. Men det, der er vigtigt for Dong Energy, er firmaets særlige Battery Management System (BMS), som har påkaldt sig international interesse.
BMS-systemet er i stand til at oplade lithium-ion batterier på en nænsom måde, så de kan holde i 10 år. Det er vigtigt for elbil-ejere, fordi udskiftning er batterier er en kostbar del af elbilers vedligeholdelse.
Desuden er BMS-systemet beregnet på at kunne styres fra en central enhed. Og den idé passer med Dong Energy's plan om at bruge private menneskers elbiler som fælles energilager for Danmarks vindmøllestrøm.
»Den forventede stigning i vindkraftproduktionen i Danmark vil kunne få glæde af, at vi investerer i Lithium Balance, fordi vindkraften er meget afhængig af, at vi fleksibelt kan tilpasse el-efterspørgslen efter hvor meget vindkraft vi råder over. Den effektive styring af op- og afladning af batterier kan flytte elforbruget til nattetimer, hvor der ofte er rigelig med vindkraft,« siger Knud Pedersen, som er vice president for forskning og udvikling i Dong Energy, i en fælles pressemeddelelse.
Dongs investering betyder, at Lithium Balance vil kunne ansætte flere sælgere og udviklingsingeniører og dermed ruste firmaet til det forventede, store marked for elbiler.
Dong Energy har i forvejen sikret sig en aftale med det amerikanske selskab Better Place, som vil opbygge en infrastruktur og indføre elbiler i Danmark.






