Tivoli: Flysimulator med 100 km/t og acceleration på 5,2g
En gigantisk flysimulator bringer fra 1. maj Tivoli-gæsterne op på 100 km/t og udsætter dem for et acceleration på 5,2g.
Gæster i Tivoli kan fra første maj se frem til for alvor at kæmpe med g-kræfterne i en kombineret karussel og flysimulator.
Forlystelsen består af en 30 meter høj stander, hvor to arme svinger rundt med hver sin gondol, hvor piloter og passagerer befinder sig.
Piloterne i gondolerne kan selv styre begivenhederne og få armen til at svinge og kabinen til at rotere - en særlig afterburnerknap kan bringe hastigheden helt op på 100 km/t.
Ifølge Tivoli er den maksimale acceleration, som gæsterne udsættes for, på 5,2 g, hvilket godt kan sammenlignes med den belastning som kamppiloter udsættes i et moderne kampfly. Tivoli har da også indført en række begrænsninger på, hvem der må benytte forlystelsen.
Tivoli har tidligere haft problemer med ibrugtagning af nye forlystelser, der oftest opføres unikt til Tivoli, men ifølge Tivolis egne oplysninger er der tale om en forlystelse, der allerede har en tvilling stående i Italien, og flere besøg i Italien har forsikret selskabet om, at simulatoren kommer til at køre fra pemieredagen, der er sat til 1. maj.
»Vi har med vilje udskudt premieren til første maj, så vi har tid til at være helt sikre på, at tingene fungerer, som de skal,« siger kommunikationsmedarbejder Simon Verheij i Tivoli til Ing.dk.
Det er italienske Technical Park, der skal levere forlystelsen, der endnu ikke har fået navn, men skal placeres, hvor Den Blå Safir findes i dag i havens nordøstlige hjørne.
Forlystelsen vil endvidere blive TÜV-certificeret, der ifølge Tivoli skal give den besøgende størst mulig sikkerhed og garanti for, at forlystelsen har bestået nogle af verdens strengeste sikkerhedsregulativer med hensyn til produktion og drift. I Danmark godkendes forlystelsen af Force-instituttet.
Forlystelsen får også Tivoli til at tage booking i brug. Ture med Tivoliflyveren kan købes ved at booke i forvejen, og ti minutter før afrejsen skal man indfinde sig ved forlystelsen.
"Piloter" - udvalgt blandt deltagerne - og passagerer spændes fast i flyet med en sikkerhedsbøjle. Foran piloterne er et display, der viser flyets manøvremuligheder. Flyene sidder for enden af to store vinger, der kan rotere 360 grader.
Selve flyene kan også rotere 360 grader i alle retninger. Det er piloternes opgave at sætte flyet i gang og styre flyene under turen ved hjælp af flyenes flightcontrols. Som nævnt findes der en særlig afterburner-knap, som kan få hastigheden op på 100 km i timen og få vingerne til at rotere med 15 rotationer i minuttet.
Det er piloterne, der bestemmer om og hvornår afterburn skal benyttes. Hver pilot har ca. et minut pr. tur, hvor de har "kommandoen" over flyet. Selve turen er på to minutter.
Tivoli åbner i år den 8. april.






