Vattenfall: Byg danske anlæg om fra kul til biobrændsel
Ny plan fra svensk energigigant vil fortrænge 724.000 tons kul om året fra danske kraftværker.
Læs også
Læs mere om
Nu vil Vattenfall fjerne en stor del af kullene på de danske krafværker. Anlæggene bliver bygget om og deres levetid forlænget, når de kommer til at bruge store mængder biobrændsler i stedet for kul.
Nyheden kommer samtidig med offentliggørelsen af en ny rapport fra den grønne tænketank Concito, der afviser, at biobrændstoffer fører til de CO2-reduktioner, som regeringen har beregnet i Danmarks Kyoto-strategi.
Ikke desto mindre vil Vattenfalls plan fra 2018 fortrænge op til 724.000 ton og, ifølge Vattenfall, hvert år spare atmosfæren for 1,5 millioner ton CO2. Det er en reduktion på 27 procent.
Planen, som Vattenfall’s ingeniører har døbt MaxBio, vil bidrage væsentligt til, at Vattenfall kan nå sit mål om at gøre sin energiproduktion i Norden CO2-neutral i 2030.
»Det er vores mål at gøre elektricitet til et helt rent produkt, som kunderne kan bruge med god samvittighed, når det gælder den globale opvarmning. Overalt i Vattenfall-koncernen er vi i fuld gang med at omforme vores kraftværker og produktion, så vi kan leve op til omverdenens forventninger om ren klimavenlig energi,« siger viceadministrerende direktør og chef for Vattenfall i Norden, Hans von Uthmann, og tilføjer:
»Det er selvfølgelig ikke noget, der kan klares fra den ene dag til den anden, men vi har konkrete planer for at reducere CO2-udledningen år for år, og alene i Norden vil vi frem til 2016 investere mere end 60 milliarder danske kroner for at nå målene. Den nye MaxBio-plan repræsenterer investeringer på mere end 5 milliarder
danske kroner.«
Når Vattenfalls biomasseprogram er ført ud i livet, vil alle enheder på selskabets tre store danske kraftvarmeværker, Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket brænde biomasse. Enten 100 procent eller i kombination med kul. I første omgang vil det være træ og halm, men andre typer af biobrændsler kan også komme på
tale.
»Vi ser muligheder i halm, træpiller og flis, og så håber vi på en harmonisering af lovgrundlaget, så der kan blive åbnet for flere typer af biobrændsler. I dag definerer bekendtgørelsen om biobrændsler kun 15-17 materialer som biomasse, mens alle andre biomasser er defineret som affald. Det er fx ikke muligt at udnytte det store potentiale, der findes i fiberfraktionen i gylle,« udtaler miljøchef Jørgen Nielsen.






