Lysstofrør afvist på genbrugspladsen
Af Claude Teisen-Simony ,
mandag 19. jan 2009 kl. 13:59
Danmark har angiveligt en ordning for indsamling af lysstofrør, neonrør og elsparepærer, som alle indeholder miljøskadelig kviksølv.
Min egen oplevelse er at indsamlingsordningen ikke fungerer.
I hver tilfælde har jeg oplevet at køre ned på genbrugspladsen i Valby med ca. 50 styk gamle lysstofrørsarmaturer hver med to lysstofrør. Først blev jeg beordret til at demontere lysstofarmaturet, dvs. armatur, lysstofrør og spoler etc. hver for sig. Jeg skal hilse og sige at det er et stort arbejde, så jeg kørte retur for at gennemføre denne opgave.
Næste dag kørte jeg atter til genbrugspladsen. Armaturerne og spolerne etc. kunne jeg komme af med. Men genbrugspladsen ville kun modtage 20 af de ca. 100 lysstofrør. Hvad skulle jeg så gøre med resten? Det kunne de ikke svare mig på. Skal jeg så komme i alt 5 gange med 20 styk lysstofrør? Det var en omgåelse at systemet, så det kunne jeg heller ikke. De foreslog dog, at jeg kunne køre rundt til 5 forskellige genbrugspladser!
Havde jeg været uansvarlig havde jeg bare droppet dem i affaldscontaineren ude ved mit kontor i Valby.
Men næ nej, jeg slæbte dem retur og opbevarede dem hjemme i garagen, og tog dem så 20 styk ad gangen sådan i den nærmeste fremtid, det betød altså 6 gange frem og tilbage til genbrugspladsen, med hvad det medfører af miljøbelastende CO2 udledning.
Hvor mange mennesker i byen kommer overhovedet på genbrugspladsen, således at de kan komme af med deres elsparepærer?
Hvis indsamlingsordningen af elsparepærer og lysstofrør skal blive en succes, skal der simpelthen opstilles en avanceret pæreskude (læs: neonrørscontainer) hvor forbrugerne kan anbringe pærer og rør uden at smadre dem. Den kan så opstilles ved siden af almindelige glascontainere.
EU skulle nu hellere forbyde elsparepærer, lysstofrør og neonrør.
An eye for ideas
Claude Teisen-Simony