Coloplast fyrer 100-150 ansatte i Danmark
Produktionen er i høj grad omlagt til udlandet, og samtidig giver Coloplast finanskrisen skylden for, at firmaet nu skærer et højt antal stillinger væk.
Læs også
Coloplast er gået i gang med at forhandle med de faglige organisationer om fyring af mellem 100 og 150 ansatte i selskabets danske virksomheder.
»Baggrunden er, at Coloplast over en årrække har flyttet produktion fra Danmark til primært Ungarn og Kina. Det medfører et gradvist mindre behov for medarbejdere i Danmark,« oplyser administrerende direktør Lars Rasmussen, men henviser også til finanskrisen:
»Samtidig har den stigende samfundsøkonomiske usikkerhed med finanskrisen betydet, at den frivillige personaleomsætning er faldet markant, hvilket traditionelt har været redskabet til at reducere antallet af medarbejdere i Danmark,« siger Lars Rasmussen, der venter, at forhandlingerne er afsluttet med udgangen af januar.
Selskabet meddelte også i efteråret, at det ville nedlægge 300 stillinger.
Coloplast, der fremstiller sygeplejeprodukter inden for stomi, kontinens, sår- og hudpleje og urologi, har næsten fra starten solgt hovedparten af produktionen til udlandet.






