SpaceX afprøver Falcon-9 på rampen
For første gang har Space-X kraftige Falcon-9-raket været en tur på affyringsrampen i Florida. Opsendelse følger senere i år.
SpaceX afprøver i denne uge for første gang deres nye kraftige Falcon-9 raket på den nye rampe i Florida. (Foto: SpaceX)
Læs også
Det private rumfirma SpaceX har for første gang haft deres nye og kraftigere Falcon-9-raket på den nye affyringsrampe i Florida til afprøvninger.
I starten af denne uge rejste SpaceX deres nye kraftige Falcon-9-raket på rampen på Cape Canaveral rumcenteret i Florida. Efter den statiske afprøvning blev raketten taget ned igen, og først rejst op igen her sidst på ugen for at afprøve klargøringsteknikker og indsamle data fra rakettens instrumentering, oplyser SpaceX’s talskvinde Emily Shanklin.
I de kommende måneder vil SpaceX gennemføre en række afprøvninger af raketten, inden dens første planlagte opsendelse senere i år.
Den nye Falcon-9-raket er for nylig blevet udvalgt af Nasa til opsendelse af forsyninger til rumstationen med firmaets nye ubemandede Dragon-kapsel. Herudover skal raketten benyttes til at opsende kommercielle laster.
»Hele denne proces hjælper os med at afprøve de forskellige interfaces og procedure inden vi begynder opsendelseskampagnen med raketten i sin endelige flight-configuration. Jeg er overbevist om, at vi vil nå vores mål om at kunne få Falcon-9-raketten fra dens hangar og ud på rampen på under en time. Dette vil være et stort skridt fremad i forhold til andre raketter som bruger dage eller uger,« siger direktøren for SpaceX Elon Musk.
SpaceX oplyser, at man måske allerede i løbet af foråret er klar til Falcon-9’s første opsendelse. I slutningen af sidste år gennemførte SpaceX en vellykket afprøvning motorens på rakettens første trin. I september sidste år lykkedes det også firmaet at få opsendt deres mindre Falcon-1-raket efter tre mislykkede forsøg.
SpaceX har fem Falcon-9 opsendelser planlagt i år. Disse omfatter en hemmelig opsendelse for den amerikanske regering, og to demonstrationsflyvninger for Nasa’s kommercielle transportprogram.






