Støbt hånd til robotten på vej
En "hybridgriber", der er støbt i ét stykke og indeholder billige sensorer og nyudviklet styring, skal udfylde det gab mellem dyr og dårlig, som findes på markedet lige nu.
Der er et stort hul på markedet for hybridgribere, mener projektleder og konsulent på Centor for Robotteknologi på Teknologisk Institut Kurt Bo Genefke.
Læs også
Læs mere om
Om to-tre år skal danske forskere og virksomheder teste en ny og billig robotgriber, som har en hånds fleksibilitet. Det er i hvert fald planen ifølge projektleder og konsulent på Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut Kurt Bo Genefke, som mener, at der er et stort hul i markedet for robotgribere.
Derfor er han og en række andre spillere inden for robotteknologi gået sammen om at udvikle en griber, "hybridgriberen", der efterligner menneskehåndens gribebevægelser uden at koste spidsen af en jetjager.
»Hvis man forestiller sig en skala fra 1 til 5, kan man i dag kun finde teknologi på niveau 1-2 på markedet. Forskningsgribere, som ikke er færdigtudviklede endnu, ligger på 4,5, men de er meget dyre, fordi de er spækket med servoteknik og sensorer,« siger han.
Ideen med hybridgriberen er at sætte barren lidt lavere, så den stadig er fleksibel, men ikke har samtlige håndens evner.
Andre robotgriberprojekter, som blandt andre Teknologisk Institut er indblandet i, fokuserer på at finde nye anvendelsesområder for kendt teknologi. Men her adskiller hybridgriberen sig dramatisk, siger Kurt Bo Genefke.
»I projektet "hybridgriberen" udvikler vi hel ny teknologi,« siger han og fortæller, at det netop var arbejdet med projektet Handyman, der inspirerede til at fylde hullet på markedet ud.
Der er stadig over en måned til, at projektet begynder, så Kurt Bo Genefke kan ikke diske op med alle de tekniske detaljer, der skal indgå i projektet. Og fordi der er tale om hel ny teknologi, vil han heller ikke løfte sløret for meget for projektgruppens ideer. Men i store træk er målet at udvikle en metode til at fremstille en griber, der tilpasser sig et uvilkårligt emne hver gang – måske en hånd med fire fingre:
»For hvor ofte bruger vi selv lillefingeren,« som projektlederen siger.
En finger mindre vil også gøre griberen billigere, og det er et andet mål. Den skal helst komme til at koste 50.000-75.000 kroner for at dække gabet mellem niveau 2 og 4,5.
»Den skal ikke nødvendigvis måle tingene med fingrene, den skal bare vide, at den har fat. Vi vil bruge lavprissensorer (for eksempel extensometer) i stedet for taktile sensorer som på forskningsgriberne. Eller måske vil vi indstøbe en temperaturføler eller en sensor, der reagerer magnetisk,« siger Kurt Bo Genefke om de muligheder, der er for billigere løsninger.
Tanken er at støbe hånden i én omgang i stedet for at sætte en masse dele sammen, og det kan også blive afgørende for prisen. Netop prisen er ifølge lektor i robotteknologi på DTU, Ole Ravn, et springende punkt.
»Alfa og omega er, om projektet når frem til en rimelig pris og kan skabe en griber, der er simpel at anvende,« siger han og synes, at 50.000-75.000 kroner lyder som det rette leje for målgruppen.
»Hvis det lykkes at udvikle sådan en fleksibel griber, vil det blive muligt at anvende robotter flere steder i industrien,« siger han.
Et sådant sted kunne være på Grundfos i Bjerringbro, hvor man i forvejen har automatiseret så mange processer som muligt.
»Vi skifter stort set aldrig mellem gribere i dag, men det nye for os er fleksible robotceller til for eksempel bin picking, og der kunne jeg sagtens forestille mig, at vi kunne bruge hybridgriberen,« siger Morten Holst, der er leder af Teknologicenterets udviklingsafdeling på Grundfos.
»Forskningsgriberne er ikke til at komme i nærheden af prismæssigt, så hybridgriberens pris lyder attraktiv. Det afgørende for os – ud over den kommercielle tilgænglighed – er fleksibiliteten. Så er det underordnet, om den har fem eller fire fingre,« siger han.
I løbet af projektet skal der desuden udvikles helt nye mekaniske systemer, enheder og styringsteknologier, og projektgruppen består af partnere, der har stor erfaring med udvikling inden for hver deres område.
Fakta om projekt Hybridgriberen:
* Projektdeltagere: Teknologisk Institut, Eltronic, Kaj Verner Madsen,
* Schunk Intec Danmark A/S og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.
* Budget: 9 mio. kr. (heraf 5 mio. kr. fra HTF).
* Varighed: 3,5 år med begyndelse 1. marts 2009.






