København risikerer at løbe tør for vand om et år
De store vandforsyninger kan ikke få fornyet deres tilladelser til vandboringer, og det kan betyde dyrt – eller i værste fald slet intet – vand i hanerne fra 2010.
Læs også
-
Drikkevandet trues af pesticider trods forskernes årelange viden
-
Ny sensor kan sikre miljørigtig vandforsyning fra kystområder
-
Kortlægning giver bedre mulighed for beskyttelse af grundvandet
-
Københavnsk kalkfilter forvandler forurenet vejvand til rent badevand
-
Nye fund af grundvandsmagasiner sikrer frisk drikkevand i flere år
Læs mere om
Københavnerne risikerer i 2010 tørre vandhaner og brusere. Det skyldes, at vandforsyningernes op til 30 år gamle tilladelser til at bore efter vand udløber, og aftalerne er ikke blevet fornyet.
De manglende tilladelser kan ifølge Bo Lindhardt, chef for plan og projekt i Nordvand, et fælles vandselskab mellem Gentofte og Gladsaxe Kommuner, få store konsekvenser.
»I værste fald bliver vi nødt til at lukke for hanen om et år. Det sker jo nok ikke, men vi kan komme i en situation, hvor vi skal indvinde vand meget langt væk, og det bliver dyrt,« siger han.
Også Per Jacobsen, forsyningsdirektør Københavns Energi, KE, er bekymret.
»Hvis vi ikke får de nye tilladelser i hus inden april 2010, kan vi ikke lovligt skaffe vand til hovedstadsområdets mange familier, virksomheder og institutioner,« siger han.
Regeringen forsinker vandplaner
Ansvaret for de manglende tilladelser ligger hos regeringen, der har forsinket de såkaldte vandplaner, som skulle danne grundlag for, at kommunerne kunne give vandværkerne nye tilladelser til at hente vand op fra undergrunden. Vandplanerne er den praktiske udmøntning af et EU-direktiv om et bedre vandmiljø.
Kommunerne skulle have haft vandplanerne i oktober 2008, men regeringen har endnu ikke udleveret dem og holder kortene tæt til kroppen, fordi den vil lade planerne indgå i et samlet oplæg om grøn vækst i landbruget.
Det forhindrer så kommunerne, der lægger jord til boringerne, i at underskrive nye indvindingstilladelser.
I Kommunernes Landsforening, KL, er man frustreret over de manglende vandplaner, fordi det spænder ben for indvindingstilladelserne.
»Vi har ikke fået nogen fyldestgørende forklaring på, hvorfor vandplanerne er blevet udskudt,« siger konsulent i KL Gyrite Brandt, der undrer sig over, hvorfor vandplanerne endnu ikke er sendt ud til KL som lovet.
Forsinkelsen kan betyde at kommunerne må give midlertidige tilladelser på et-tre år, for at holde vandet rindende i hanerne.
Men det vil i værste fald betyde utætte rørledninger, fejl og dermed flere problemer med leveringen, fordi vandværkerne kører videre med gamle anlæg, mener Per Jacobsen.
»Vores skrækscenario er, at vi får midlertidige tilladelser, så vi ikke kan foretage de nødvendige langsigtede investeringer, men må ty til lappeløsninger, som betyder dyrere vand for forbrugerne,« siger han.
Bo Lindhardt er enig, og allerede nu mærker han problemerne med de manglende indvindingstilladelser.
»Nogle steder har vi bestemt os for, at vi ikke vil renovere, før vi har den nye indvindingstilladelse. Det kan være med til at reducere forsyningssikkerheden, og det hæmmer da den langtidsplanlægning som alle er interesseret i,« siger han.
Vandværkerne søgte allerede om fornyelse af deres indvindingstilladelser for mange år siden – KE i 1997 og Nordvand i 2005. Kun få af disse tilladelser er blevet fornyet, både fordi kommunalreformen spændte ben for processen og nu vandplanerne.
Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danva, er også frustrerede over udsættelsen og undrer sig over, at vandplanerne nu er mørkelagt.
»Vi mener, at Miljøministeriet skulle have holdt fast i en dansk tradition med dyb involvering af relevante interesseorganisationer, som ud over at levere kompetente faglige bidrag også kunne have holdt ministeriet og regeringen op på egne planer,« siger chefkonsulent i Danva, Susanne Vangsgård.
Hans Christian Karsten, kontorchef for vand i By- og Landskabsstyrelsen, der har stået for at få udarbejdet vandplanerne i landets syv miljøcentre, siger, at vandplanerne er blevet udskudt, fordi de skal tænkes ind i en samlet grøn vækststrategi for landbruget – et arbejde der i øjeblikket foregår i ministerudvalget Grøn Vækst.
»Det bedste ville da have været, hvis vandplanerne var blevet sendt ud til tiden, men regeringens ambition er nu at lave nogle vandplaner, der er gennemarbejdet, og derfor har de besluttet sig for ikke at sende vandplanerne i høring, før de er blevet behandlet i Grøn Vækst,« siger han.
Miljøminister Troels Lund Poulsen siger til kritikken fra vandværkerne:
»Hvis vandplanernes udsættelse giver tidsmæssige problemer for vandforsyningen, så er det også noget af det, som jeg vil håndtere og levere en løsning på.«






