Leder: Når forskere hader, bliver der krig
Bemærkning til artiklen: "Oplysninger, der er kommet frem senere i sagen om professor Birgitte K. Ahring, viser, at hun ikke blev afskediget fra DTU, idet hun selv opsagde sin stilling. DTU valgte at fritstille professoren umiddelbart efter opsigelsen."
Topforskeren Birgitte Ahring kommer næppe til at kunne bruge årets FN klimatopmøde som showroom for sit andengenerations biobrændsel. Hendes Biogasol-projekt havde udsigt til at modtage en særbevilling på 95 millioner kroner i november gennem Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Men pengene er endnu ikke blevet udbetalt. Helt usædvanligt har Energistyrelsen modtaget kopi af et notat, som er skrevet hos Risø DTU Biosystems – Birgitte Ahrings tidligere arbejdsplads – og som hævder, at professorens teknologi ikke er egnet. Ingeniørens netavis har bedt om aktindsigt i notatet, hvor man kan læse, at DTU-forskerne vurderer den anvendte mikroorganisme til at være for dyr og ineffektiv. Birgitte Ahring har reageret ved at karakterisere notatet som et fejlbehæftet makværk.
Fremtiden vil vise, hvem der har ret i den faglige strid. Til gengæld kunne man her og nu ønske sig at vide, hvilke motiver der driver et konkurrerende forskningsteam til direkte at forhindre et andet i at få støttemidler. Bekymring for spildte skattekroner? Sur brødnid? Eller mere dystre følelser? Det kan man spekulere længe over, men et kønt syn er det ikke.
Det kritiske Notat udgør det foreløbige klimaks i et forskningsdrama, der har udspillet sig gennem mere end et år omkring:
- Birgitte Ahring og hendes tidligere arbejdsplads på DTU, hvorfra hun blev smidt ud.
- hendes rolle som direktør for firmaet Biogasol og samtidig som uafhængig forsker ved et offentligt universitet.
- tvekampen mellem DTU og AAU om de stærkeste forskere, hvor alle kneb ser ud til at gælde.
Overraskende er det vel ikke, at forskere er mennesker på godt og ondt, som ikke kun styres af en drift for at erkende, opdage og udvikle til alles bedste, men også er ærgerrige konkurrence- og magtmennesker, som stræber efter anerkendelse, ære og penge. Udfordringen for os andre er at gennemskue, at faglighed kan skærme for andre dagsordner end de rent videnskabelige.
Man må håbe, at det dramatiske handlingsforløb i Ahring-sagen er enestående og ikke tegner et generelt billede af forskernes og deres institutioners facon at håndtere interessekonflikter på. I hvert fald vil det være direkte skadeligt for dansk forskning, hvis konkurrenter fremover bringer faglige uenigheder ind på de bevilgende skriveborde for på den måde at forhale og forsinke projekter.
