/biotek

Industriel biotek er nyt guldæg for Danmark

Hundredevis af danske forskere arbejder med at udvikle biokemikalier, enzymer og bæredygtige fødevareingredienser. Det kan betyde et nyt biotek-cluster med tusindvis af arbejdspladser.

Af Mette Buck Jensen, fredag 16. jan 2009 kl. 06:48

En ny klynge virksomheder, der udvikler enzymer til biobrændstof, biokemikalier til plast og ingredienser til funktionelle fødevarer – såkaldt industriel eller hvid biotek – er på vej til at blomstre op i Danmark i takt med den øgede fokus på bæredygtighed. Iværksætterne forventes at være nogle af de hundredevis af forskere, der i dag er ansat på universiteter og i store virksomheder som Novozymes.

»Hvid biotek har potentiale til at blive kæmpestort i Danmark, og det vil komme, for ekspertisen og behovet er her. I USA er der allerede en skov af opstarter, og der vil også komme flere her, for vi har den nødvendige drivkraft i form af et cluster af meget dygtig forskning på området,« siger Per Falholt, forskningsdirektør i Novozymes.

Eksempelvis har DTU mere end 150 forskere fordybet i feltet, og den hvide biotek vurderes at kunne blive mindst lige så stor, som den medicinale biotek er i Danmark, hvor mere end 70 selskaber med flere tusind ansatte udgør Europas største medicinale cluster med omkring 185 medicinkandidater under udvikling og 3,4 mia. kr. i rejst kapital i 2007.

Hvidt biotek-cluster
Managing Partner Ulla Brockenhuus-Schack i venturefonden Seed Capital forventer også flere opstarter.

»Der er ingen tvivl om, at forskningsindsatsen vil afstedkomme interessante ting. På sigt kunne der godt komme et hvidt biotekcluster her, for det skal gerne være drevet af nogle store selskaber, der har forskning, som de ikke selv vil satse på og som dermed bliver til spin-outs,« siger hun.

Et af de foreløbig eneste små hvide biotekselskaber i Danmark, Fluxome, der er udsprunget fra DTU, arbejder med ingredienser til fødevarer og kosttilskud. Adm. direktør Steen Andersen tror på, at Danmark kan komme i front med en styrket markedsposition og konkurrenceevne til følge.

»Inden for bioteknologi til industrielle processer og fødevarer har Danmark allerede en ekstrem stærk position med Danisco, Novozymes og Chr. Hansen, og vi har en unik mulighed for at gøre Danmark til et omdrejningscenter og positionere os i den teknologiske front,« siger han.

En stærk cocktail
Professor Finn Valentin, leder af Research Centre on Biotech Business ved Handelshøjskolen i København, mener også, at Danmark har en god chance for at starte mange små virksomheder op i den nye sektor og ikke mindst med store gevinster til følge.

»Den synergi, der ligger mellem mange mindre virksomheder, der afprøver en høj forskellighed af forsknings- og forretningsmuligheder, samtidig med at der udvikles ledelseserfaring i større veletablerede virksomheder, som de deler arbejdsmarked med, er en meget stærk cocktail, og den vil vi kunne høste fra inden for det her område,« siger han og påpeger fordele for samfundet:

»Blandt andet vil det give en udvidet og styrket dagsorden for samspil mellem forskningsinstitutioner og virksomheder, hvilket er afgørende for, at økonomien udvikler sig på nye områder.«



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.