/elektronik

Forskere udvikler verdens mindste brændselscelle

Vejen er banet for brug af mere miljørigtig energi i elektroniske gadgets. Forskere har netop udviklet verdens mindste brændselscelle på 3x3x1 mm.

Klik for at se billedet i stort

Forskerne har opbygget brændselscellen i tre lag, hvor det øverste er et kammer fyldt med vand. Det midterste kammer indeholder et metalhydrid (LiAlH4), og er adskilt fra vandet med en membran. I bunden er der placeret en række elektroder, der skal levere strømmen. (Foto: New Scientist/Saeed Moghaddam)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Torben R. Simonsen, tirsdag 13. jan 2009 kl. 13:20

Det er lykkedes forskere i USA at få mekanikken på plads til at fremstille verdens mindste brændselscelle. Med sine 3 mm x 3 mm x 1 mm, hvilket ikke er meget mere end de batterier, der findes i et armbåndsur, håber forskerne at have banet vejen for brug af renere teknologi i eksempelvis elektroniske gadgets.

Hidtil har udfordringen med små brændselsceller været, at de ville bruge alt for meget energi på at pumpe vandet ind til brintkammeret, end de ville være i stand til at generere, men det problem har forskerne ved University of Illinois ifølge New Scientist nu løst.

Forskerne har opbygget brændselscellen i tre lag, hvor det øverste er et kammer fyldt med vand. Det midterste kammer indeholder et metalhydrid (LiAlH4), og er adskilt fra vandet med en membran. I bunden er der placeret en række elektroder, der endeligt skal levere strømmen.

Når vandet passerer gennem membranen, sker det som damp, og kommer efterfølgende i kontakt med metalhydridet, hvorved der udvikles brint og trykket i kammeret stiger. Det betyder, at der lukkes for tilførslen af mere vand, og samtidig vil brinten generere strøm, når den kommer i kontakt med elektroderne i bunden af kammeret. Over tid oxiderer brinten, hvilket får trykket til at falde, og derved giver mulighed for yderligere tilførsel af vand.

Kan tåle at blive kastet rundt

Ifølge New Scientist er det overfladespændingen i vandet og ikke en pumpe, der styrer processen. Det betyder, at apparatet ikke skal placeres på en bestemt måde for at virke, men kan tåle at blive kastet rundt - hvilket gør teknologien velegnet til små mobile enheder.

I det første forsøg lykkedes det forskerne at generere 0,7 volts og en strømstyrke på 0,1 milliampere i 30 timer, før batteriet løb tør. Men ifølge New Scientist er det i efterfølgende udgaver lykkedes at generere 1 milliampere og nogenlunde den samme spænding.

Det er endnu ikke nok til at drive en mobiltelefon, men kan være tilstrækkeligt til en lille elektronisk gadget eller en miniaturerobot, oplyser Saeed Moghaddam til New Scientist. Sammen med sin kollega Mark Shannon står han bag udviklingen af verdens mindste brændselscelle.



13. jan 2009 kl 14:33

John Johansen

Mere?

Med sine 3 mm x 3 mm x 1 mm, hvilket ikke er meget mere end de batterier, der findes i et armbåndsur
Findes der virkelig så små batterier, til armbåndsure?


13. jan 2009 kl 16:40

Claus Damkjer

Re: Mere?

Jeg er urmager, og de mindste batterier vi andvender i armbåndsure er 4,8mm i diameter og 1,65mm tykke. De har en capasitet på 7,5mAh.


13. jan 2009 kl 18:42

Søren Koch

Brændselscelle????

Jeg vil nu mene at der er tale om et batteri istedet for en brændselscelle, da den kemiske energi kommer fra Li-Al hydriden (fast stof), der ikke kan tilføres på ny når den er brugt. På denne måde minder det mere om et Li-batteri, der også har en på forhånd fastlagt kapacitet (massen af Li) modsat en rigtig brændselscelle hvor brændslet kan tilføres kontinuert (i form af gas eller væske) så processen kan køre uendeligt (så længe der er brændsel og iltningsmidel tilstede forstås)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.