/transport

Ulykkesfuglen Dash-8 skal igen flyve fra København

SAS vil aldrig mere flyve med Dash-8 fly i Danmark, men datterselskabet Widerøe vil gerne. Så nu vender ulykkesflyet alligevel tilbage til dansk luftrum.

Klik for at se billedet i stort

Nu har Dash-8 flyet fået et nyt understel, så landinger som denne skulle ikke gentage sig. Billedet er taget den 9. september 2007 i Aalborg, hvor et Dash-8 flys understel brasede sammen og stumper af den roterende højre propel fløjtede ind mellem passagererne som projektiler. (Foto: Lars Andersen)

Af Kent Krøyer, fredag 09. jan 2009 kl. 10:25

Mindre end halvandet år efter de katastrofale danske nødlandinger med flytypen Dash-8 fra canadiske Bombardier skal den samme flytype nu begynde at flyve fra København igen.

SAS's ledelse sagde ellers dengang, at flytypen blev taget permanent ud af drift, fordi danske passagerer ikke længere var trygge ved den.

Der var dengang utallige rapporter om svigtende landingsstel og mystiske rygter om hjul, der selv kunne finde på at køre op og ned under flyvningen. Dertil kom et antal tilfælde med løbske propeller.

Tidligere er det blevet oplyst, at SAS's Dash-8 flåde stod for en uforholdsmæssigt stor andel af alle sikkerhedslandinger i Kastrup.

De to katastrofelandinger i henholdsvis Vilnius og Aalborg gjorde udslaget for SAS's ledelse. Hele flåden på 27 Dash-8 fly sat til salg. De 12 af dem er nu blevet solgt, herunder de tre, der forulykkede i Danmark og Litauen i 2007. Seks er blevet afsat til Philippinerne. Resten af flåden ventes at være solgt inden sommer 2009.

Men nu vender ulykkesfuglen tilbage. Det er SAS's datterselskab Widerøe, som ifølge Jyllandsposten har planer om at bruge de berygtede fly på flere ruter mellem København og Norge.

Flyselskabet lægger vægt på, at der er tale om en nyere udgave af flyet, som har et forbedret understel. Men flypersonalet har dog allerede oplevet nervøse forespørgsler fra passagerer, der genkender flyet.

Widerøe har i øjeblikket syv Dash-8 fly, og tilfredsheden er så stor, at yderligere fire er på trapperne. Flyselskabet har fuld tillid til fabrikanten, canadiske Bombardier, som har ændret understellene på de nye modeller.

Statens Luftfartsvæsen konkluderede i begyndelsen af 2008, at SAS's flåde af Dash-8 fly havde en designfejl, og at 25 ud af de 27 fly derfor var ramt af korrosion.

Så sent som i november 2008 måtte et amerikansk Dash-8 fly fra flyselskabet Piedmont nødlande på en skumdækket landingsbane, fordi næsehjulet ikke fungerede.

23. oktober 2008 måtte to canadisk ejede Dash-8 fly inden for en time slæbes væk fra landingsbanen i Toronto City Center Airport, fordi der var forskellige problemer med understellet.

Flyfabrikant Bombardier har også produceret SAS's nye indenrigsfly CRJ 900.



10. jan 2009 kl 00:19

avatar

Troels Halken

Kent

Hej Kent,

Jeg ved godt at det er nærliggende, men kan man ikke engang imellem lægge EB overskrifterne væk? Det er jo trods alt et ingeniørtidsskrift du skriver for, og vi kan godt forstå dansk, lægge to og to sammen, uden at få hjælp til det af overskrifter som:

"Ulykkesfuglen Dash-8 skal igen flyve fra København"

Og videre i manchetten:

"Så nu vender ulykkesflyet alligevel tilbage til dansk luftrum."

For slet ike at tale om nedenstående:

"Mindre end halvandet år efter de katastrofale danske nødlandinger med flytypen Dash-8 fra canadiske Bombardier skal den samme flytype nu begynde at flyve fra København igen."

Hvori bestod det katastrofale? Hvor mange kom til skade? Hvor mange døde?

Vh Troels


10. jan 2009 kl 16:30

Bjørn Sune Andersen

Re: Kent

SAS har - af gode grunde - valgt at udfase deres version af flyet. Det udelukker da ikke andre selskaber i og udenfor Danmark fra at bruge nyere versioner af flyet.

Måske kunne journalisten overtales til at uddybe sine bevæggrunde for denne artikel?

Hvorfor er det kun Q400 hos SAS der omtales i ing.dk? Hvis ing.dk seriøst mener at Q400 er et problem, ville det være naturligt at omtale operatører der ikke er relaterede til SAS - hvor er de artikler? Hvor er de seriøse artikler i ing.dk om understelsproblemer ved andre flytyper?


Bjørn


10. jan 2009 kl 17:24

Bjarke Mønnike

Re: Re: Kent

Et selskab som Qantas anvender alle fire vesioner af Dash 8 type 100 200 300 og 400

Og ja de har da også haft problemer, men ikke mere end de kalder det ret normalt.

Japan har derimod krævet flyve forbud idet de nok ikke gerne ser en gentagelse af Boing 727 problemerne

Den sidstnævnte Q 400er den største og den SAS anvendte

http://www.qantas.com.au/info/...ash8

Wideøe kan roligt flyve med Dash 8 nu når det er erkendt at manglende vedligeholdelse er en af årsagerne til de hændelser man har set.


Q400 er den yngste og den største model og er fra 1998. Den er konkurrencedygtig med de mindre jetfly, idet den bruger meget mindre brændstof og har stor passagerkapacitet i forhold til flyets størrelse. Vedligeholdelsesomkostningerne er dog større, for alle typerne gælder at de er designet til forholdsvis korte flyvninger.

Bemærk: vedligeholdelses omkostninger!

http://da.wikipedia.org/wiki/Q...Q400

Men gennemgangen af understelsfejlene har også afsløret de svage punkter ved understelskonstruktionen, hvor pakninger kan forvilde sig hen hvor de ikke skal ved servicering og at knæleddet ikke kan bringes til låsning.

Jeg er overbevist om at de nødvendige modifikationer er gennemført både i rep manualer og på understel.

Da resten af flyet er pålideligt nok og et af de mest økonomiske kortdistancefly overhovedet, så er det vildt, at tale om hvor mange døde der skal til, for realiteten er, at ingen endnu har fået en fysisk skramme....men måske skrammer på tilliden til et bestemt flyveselskab.

Man kan sammeligne med Boing 727, der der modsat Q400 slog mennesker rigtigt ihjel, hver 18. fly havererede.

106 fly ud af 1800 producerede havarerede og slog 3700 personer ihjel indtil det blev erkendt at flyet der kunne flyve langsomt også kunne tvinges ind i det der kaldes "Deep Stall" der ikke kunne rettes op fra, med havari til følge.

Det var især turbulenser omkring den japanske vulkan Fujijama der fik ret mange 727 på samvittigheden.

Men det var i starten af 727´s karriere dette sket indtil man erkendte at stalltubulensen vingerne dannede forstyrrede højderorets virkning fatalt, fordi flyet havde en T hale der nettop kom til at ligge i turbulens stømmen.

Da man havde erkendt dette og undgik at komme i den slags situationer med flyet hvor det kunne ske, gik flyet jo hen og blev et af de meget anvendte fly.


12. jan 2009 kl 10:33

Henrik Carlsen

Re: Kent

Hvori bestod det katastrofale? Hvor mange kom til skade? Hvor mange døde?

Enig. Denne artikel passer til BT.

I øvrigt var det sådan set ikke flyets skyld, at propelfragmenter fløj gennem kabinen. For mig at se havde piloten glemt at kantstille dem.


12. jan 2009 kl 19:20

Bjørn Sune Andersen

Re: Re: Kent

Denne artikel passer til BT.
Hov hov, BT er alt for pæn til den slags, tænk mere i retning af EB - eller ing.dk ...

For mig at se havde piloten glemt at kantstille dem.
Han havde ikke standset motoren, da han var overbevist om, at det var falsk alarm - det er/var jo hans call i den aktuelle situation.


Bjørn


14. jan 2009 kl 15:43

Lars Jensen

Non News.

Widerøe fik leveret de første af 'de nye' Q400 i sommers. De har været i København mange gange siden.

Piloten havde ikke 'glemt' at kantstille propellen.
Lad være at bringe sådan noget på banen med mindre det kan underbygges.

Det sjove er at se pressens totale mangel på kildekritik. Jeg har set ovenstående artikel citeret i et svensk dagblad i dag. Med angivelse af Ingeniøren som kilde.
Bare fordi vrøvl gentages er det ikke det samme som at det er sandt..

Bliver spændende at læse den officielle havari rapport som skulle komme meget snart..


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.