Leder: Lav en kanon for digitalisering
Der er lav sandsynlighed for, at du i det nye år betaler mindre i skat til kommunen. En del af øvelsen med kommunalreformen, der reducerede antallet af kommuner fra 275 til 100, var at tilbyde bedre og ikke nødvendigvis billigere service til borgerne.
Samme rationale har i praksis været resultatet af det offentliges digitaliseringsstrategier, hvor få myndigheder har ønsket at indregne besparelser i budgetterne, når borgerne pludselig kunne betjene sig selv over nettet.
Det er naturligvis helt legitimt at bruge, hvad man sparer et sted på noget andet. Problemet er, at det offentlige i dag kun sporadisk undersøger, om og hvor meget man sparer, når en opgave forenkles og digitaliseres. Resultatet er, at myndigheden i praksis beder om flere penge til at løse sine opgaver, selv om en digitalisering burde give anledning til en administrativ besparelse.
Galt er det imidlertid, når ønsket om at forbedre borgerservice kolliderer med forventningen om, at vi ordner opgaven selv. Det er helt forståeligt, når borgerne hellere vil ringe til et velbemandet borgerservicecenter end selv at sidde og nørkle med en elektronisk blanket. For situationen er jo, at kommunesammenlægningen har gjort den analoge borgerbetjening potent og strømlinet. Netop blandt de menige er der ikke sparet i kommunerne, som venligt og imødekommende sidder klar til at hjælpe borgerne.
Ofte bliver bankerne fremhævet som de ypperste aktører, når det handler om at få kunderne til at betjene sig selv. De kan prale af millioner af brugere, der hver dag holder øje med lønkontoen og betalingerne. Og det er jo ikke så underligt, at det er populært, for det er en tjeneste, man konstant har brug for. Men hvor tit skal man flytte eller skrives op i en daginstitution – nej vel. Brugernes incitament til at lære, hvordan de digitalt kan ordne en opgave, er lille, og den skal kun løses få gange.
Hardlinere i forvaltningerne – og Finansministeriet – vil gerne tvinge borgerne til at betjene sig selv ved at fjerne de analoge muligheder. Gør man det, må borgerne til gengæld kunne forvente, at det bliver beregnet, hvad det offentlige sparer. Så kan man synliggøre, at ressourcerne enten går til eksempelvis skole- eller ældreområdet – eller giver anledning til en reduceret skattebetaling.
Allerhelst bør det offentlige fastlægge en kanon, hvor man virkelig kan hjælpe borgerne eller spare penge ved digitalisering. Og så drop resten. Ellers er det bare et teknisk ritual.
