Musik har fundet den tvivlsomme vej ind i arsenalet af moderne torturinstrumenter.

Før jul havde Weekendavisen (som jeg ikke kan anbefale varmt nok: den er for den alment videbegærlige hvad Ingeniøren er for den teknikinteresserede) en artikel om, hvordan amerikanerne på Guantanamo-basen udsætter de tilbageholdte ”illegale kombattanter” for heavy metal – 24/7. Ideen var og er, at musik i radikal modstrid med ofrenes inderligste værdisæt skulle virke aldeles nedbrydende på deres psykiske modstandskraft.

"Pinligt forhør" (som det hed i Middelalderen og under Enevælden) har ellers i den vestlige kulturkreds langt op i historien haft kroppen og den kropslige smerte som fikspunkt. Ideen har været, at smerte skulle få offeret til at tale – eller måske rettere – at skrige. Og man skal ikke nødvendigvis langt væk fra de hjemlige breddegrader, før de lokale politimyndigheder udsætter et vigtigt forhør til strømmen igen virker. For andet er spild af tid…

At uønsket lyd kan være nærmest uudholdelig er ikke svært at forestille sig. Min personlige grænse for ”Et barn er født i Bethlehem” kommes betænkeligt nær med den årlige pligtøvelse. Og nogle ufrivillige, uafbrudte timer med Birthe Kjær eller Brødrene Olsen vil utvivlsomt få mig til fortvivlet at anråbe den Skaber, jeg ikke tror på...

Ja selv min yndlingsmusik i en uafbrudt strøm må være ren lidelse.

I det hele taget udsættes vi for mere og mere lyd, vi ikke kan blive fri for. I skovens dybe stille ro findes kun i Højskolesangbogen eller langt nordpå i øde, svenske skove.

Personligt gruer jeg for den dag, jeg modvilligt må flytte i lejlighed og finde mig i naboernes utålelige intolerance over for min lyst til musik og deres tilsvarende utålelige larm. Hvad man skal finde sig i i S-toget er allerede alt rigeligt.

Evolutionen skylder os en høremæssig ækvivalent til øjenlåget – med tilbagevirkende kraft.