Hårde tider – selv for en tissemand
Af Karsten Vandrup,
onsdag 07. jan 2009 kl. 20:46
Kære læsere, jeg ønsker jer alle et godt – om end lidt forsinket – nytår. Og det ser ud til at vi får brug for det. Det er dystre meldinger der kommer væltende når man åbner for avisen eller de elektroniske medier. ”GN Resound fyrer over 200 medarbejdere”, Motorola fyrer 260 medarbejdere i Aalborg”, “Amerikanere lukker og slukker for mobil-tv i Aalborg” for bare at citere Ingeniøren over de sidste par måneder. Finanskrisens tag i elektronikindustrien er for alvor kommet til Danmark, hvor mange må se kollegaer forlade virksomheden i uvished.
Finanskrisen er blevet til en kreditkrise, hvor bankerne ikke vil låne penge ud mere, og uden kredit ingen forbrugsfest. Og uden forbrugsfest, fald i salg af konsumer elektronik. Krisen rammer bredt i samfundet. Før jul var jeg på det obligatoriske indkøbshelvede på strøget i København, og på faciliteterne under Amagertorv havde den vagthavende kommunalansatte tissemand sat et skilt op der sagde, at fra nu af skulle de 2 kr. som en smule privatliv på de kanter koster betales forud! Ikke mere kredit til de trængende. Det er hårde tider, både for Ingeniører, Tissemænd og andre godtfolk.
Men er vi så meget på røven når alt kommer til alt? I modsætning til vores amerikanske medsammensvorne, så er Danmark landet i finans- og kreditkrisen på det bedst tænkelige tidspunkt, hvis man kan sige det sådan. Danmark har rekord lav ledighed, flot handelsbalance og stort set ingen gæld til udlandet. Vi har – i hvert fald inden for elektronikindustrien – et meget dynamisk og innovativt erhvervsliv, og en stor kompetence indenfor ingeniørvidenskaben, hamrende dygtige Ingeniører. Mange af de opsagte ingeniører får hurtigt job igen, der står nye arbejdspladser klar som har manglet dem længe. Og for dem hvor det ikke lykkes med det samme, har vi et godt sikkerhedsnet i IAK og det danske vældfærdssystem til at sørge for at det går alligevel, selvom det naturligvis ikke bliver i luksus.
I USA er krisen langt værre. Økonomien var dårlig inden krisen startede, kæmpe underskud på handelsbalancen, stor og voksende gæld til udlandet, problemer med jobskabelse, krig etc. Og for de amerikanske kollegaer, der i disse tider må forlade deres arbejdsplads, ser fremtiden ikke så god ud. Mange virksomheder skærer ned eller lukker, og flexicurity er en by i Rusland (ja, eller tæt på Rusland, men i hvert fald østpå). En republikaner sagde under valgkampen, at Barak Obamas politik var rent socialisme, og hvis han fik sin vilje ville det i USA en dag ende så galt som det er endt i f.eks. Sverige. OK, mange ville nok i dag ønske at de var i Sverige eller et andet sted i Skandinavien, selv naturgasleverancerne er stabile her.
Det er aldrig fedt at bliver fyret, og det er aldrig fedt at fyre folk. Det er en tragedie for mennesker og familier. Men kik i Ingeniøren, der er stadig jobs. Kik i banken, der er stadig penge. Verden skal bare have optimismen tilbage, og den kan netop Barak Obama måske være med til at skabe når han indtager the oval office om kun 13 dage. Hans dagsorden er bl.a. store investeringer i miljøet og nye energiformer. Områder hvor Danmark er førende. Så vi skal nok klare den i Danmark.
Det der mangler er en fornuftig vækstpakke fra regeringen, det ville være en udstrakt hånd til de danskere der er ramt og de virksomheder der lider. Det vil gøre krisen kortere, og ruste os bedre til fremtiden. Solide offentlige investeringer i forskning, innovation, uddannelse, skoler, infrastruktur – ikke mindst den elektroniske. Danmark er snart det eneste land i EU der ikke er klar med en sådan. Hvad venter vi på, vi er nogle af de få der har råd til at gøre noget, det er det vi betaler 1000% i skat for. Det handler om at sikre den fremtidige konkurrenceevne og undgå flere menneskelige tragedier. Kom i gang, Anders Fogh!