Kan universet ende med at sprænge som en ballon?

Læs mere om

tirsdag 06. jan 2009 kl. 09:35

Marianne Munck vil gerne vide, om universets udvidelse kan ende med et big rip:

"Kan de store tomrum i universet (udenfor galaksehobene) få så meget vokseværk, at universet i stedet for bare at udvide sig, sprænger som en ballon, der klapser sammen?

Der er godt nok lang tid til, at det (måske) sker. Men oplysningen om at frastødende kræfter får mere styrke, jo større afstanden er, fik mig til at tænke på popkorneffekten, eller dej der hæver så meget, at brødet falder sammen.

De store tomrum i universet vokser tilsyneladende kraftigere, jo større de bliver, så kan det ende anderledes, end at det største overhaler universets udvidelse i øvrigt, og vil ende med at presse stoffet sammen? Altså et big rip efterfulgt af et big chrunch. Og måske et nyt big bang - altså en genfødsel af et nyt univers."


John Renner Hansen, Professor Lic. Scient og Institutleder på Niels Bohr Institutet, svarer:


"Det er kun få år siden, at man observerede, at Universet accelererer sin udvidelse, i modsætning til den gældende antagelse, at universet bremses i sin udvidelse af tyngdekraften mellem alle Universets massive partikler. Det sidste svarer til den opbremsning, som sker, når man kaster en kugle op i luften.

Alt efter hvilken fart man sender kuglen af sted med, kommer den enten tilbage eller fortsætter væk fra jorden. Men bremset bliver den. Hvad årsagen er til acceleration, ved man ikke. Man henfører den til et fænomen, som hedder 'mørk energi'.

Mørk energi er ikke det samme som mørkt stof. Men, hvad den dybereliggende årsag er til den mørke energi, vides ikke. Derfor kan man heller ikke sige med sikkerhed, hvad der sker på længere sigt med Universet.

En 'sprængt ballon model' har mig bekendt ikke rod i nogen nuværende teori eller observation. Men at sige, at det ikke kan være en del af et fremtidig scenarie for Universets udvikling, vil være i modstrid med gængs naturvidenskabelig filosofi.

Teorier og modeller forkastes, når de er i modstrid med observationer, ikke fordi de er underlige, eller vi af andre årsager ikke kan lide dem. Men det gør dem på den anden side ikke sande, at vi ikke endnu har fundet en modstrid."

Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.



06. jan 2009 kl 10:13

Berndt Barkholz

Et spørgsmål om tolkning

Det er kun få år siden, at man observerede, at Universet accelererer sin udvidelse...

..ja det siger man, fordi man TOLKER sagen sådan. Det er beskæmmende at måtte forstå hvor lidt man egentlig FATTER Newtons besked til verden... selv om løsningen på dette tilsyneladende problem kan findes i bogen "Physics" fra Robert Resnick and David Halliday, Chapter 16, Problem 11. "Two concentric spherical shells of uniform density...", prøv nu at anvende denne opgave på to pulveriserede shells og siden på universet. Og husk at skamme dig lidt, når du har forstået det... :o)


06. jan 2009 kl 14:42

Iver Sørensen

Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Universet rummer ikke en ballonformet samling af gallakser der spreder sig udad i "sindigt" tempo mod
et stort tomrum for at sprænges , eller opsluges af dette .
Universet som vi kan iagtage er kun en lille del af de uendelige rum med et uendeligt antal gallakser , universet er for os ufatteligt endeløst og rummer derfor ingen ydre afgrænsninger .
Når man mener at have iagtaget vor del af universets gallakser tilsyneladende bevæger sig lidt fra hinanden vil jeg tro det enten er en fejlfortolkning , eller i det mindste kun en "skvulpende" bevægelse , der er midlertidig.
Alt i universet , fra den mindste dipolpart , til de store gallaksehobe er underkastet de samme fysiske love om tiltrækning og frastødning der holder orden i det hele komplekse system . I modsat fald vile alt bliver et inferno af kaos .
Derfor kan universet ikke udvide sig til et bristepunkt.


06. jan 2009 kl 21:11

Jakob Møller

Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Alt i universet , fra den mindste dipolpart , til de store gallaksehobe er underkastet de samme fysiske love om tiltrækning og frastødning der holder orden i det hele komplekse system . I modsat fald vile alt bliver et inferno af kaos .

Er det argument hentet i intelegent design teorien, eller er det lommefilosofi?

Ikke at lommefilosofi ikke kan være udmærket, og givdigt i nogen sammenhænge...
Når det handler om forståelse af universets dynamik er det sikkert endda en nødvendighed...

Min lomme viser heller ikke tegn på at universet begynder at opføre sig sært inden for den nærmeste årrække:-)


06. jan 2009 kl 21:50

Iver Sørensen

Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Hej Jakob.
Indrømmet denne universteori er udelukkende skabt ud fra logisk (håber jeg) tænkning i mine egne tankers univers .
Jeg har desværre ikke de fornødne kundskaber til at tilegne mig viden fra de som regel engelsksprogede videnskabelige afhandlinger etc. , som måske har andre opfattelser heraf .


07. jan 2009 kl 18:13

Marianne Munck

Re: Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Spørgsmålet er mere præcist hvordan de frastødende kræfter ændrer sig med afstanden til stof (kendt eller mørkt).
Men det er der måske ingen der kan vide - endnu.
Hvis de frastødende kræfter stiger eksponentielt med afstanden, forestiller jeg mig at universet vil krænge over. Hvis ikke, ender det med et big rip, hvis det er som beskrevet i tidligere numre af Illustreret Videnskab. Altså med mindre der findes flere universer. For så må de jo støde sammen før eller senere.
Universet må være meget større end det vi kan se, altså afstande på under 13,7 milliarder lysår, hvis inflationen (rumudvidelsen) lige efter big bang har været 7000 gange lysets hastighed.
Selv om strukturen af galaksehobe og -superhobe ser ud til at være ensartet (bortset fra nogle store huller), er det ikke sikkert den er det i større skala.
Desuden kan vi kun se hvordan universet HAR set ud.
Svaret må kunne findes i galaksernes flugthastighed
hinsides de store tomrum, afhængig af tomrummenes størrelse, sammenlignet med andre galakser i samme afstand.


07. jan 2009 kl 20:03

Berndt Barkholz

Re: Re: Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

...7000 gange lysets hastighed.

Det er så inden lysets hastighed bliver en konstant eller hvad... :o))) Marianne har du mod til at tro på det ???

mvh Berndt


07. jan 2009 kl 20:40

Søren Fosberg

Re: Re: Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Altså med mindre der findes flere universer. For så må de jo støde sammen før eller senere.

Du forudsætter at der findes flere universer i det samme rum. Men så er de jo en del af det samme univers. Du kan ikke skelne mellem universet og et rum universet befinder sig i. Universet er hele rummet.

Mvh Søren


07. jan 2009 kl 20:41

Søren Fosberg

Re: Re: Re: Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Det er så inden lysets hastighed bliver en konstant eller hvad... :o))) Marianne har du mod til at tro på det ???

Rummet kan godt udvide sig med overlyshastighed

Mvh Søren


07. jan 2009 kl 23:01

Iver Sørensen

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Min største tro er der ikke noget steds i det uendelige rum , eller univers kaldet findes tomrum .
Der er ingen ledige parkeringspladser vor del af universet kan køre ind på .
Alle pladser er optagne af et mylder af gallakser . Måske disse gallakser så igen er samlede i en kreds som nogle betegner som universet , er bestemt ikke udelukket efter min opfattelse .
Dette vil indbære at der som Marianne berøre findes flere grupperinger der kan kaldes universer . Da får ordvalget univers ikke en betydning der kun omhandler det vi kan se.


07. jan 2009 kl 23:26

David Christensen

Modstrid

Hvordan kan noget være i modstrid med noget man ikke ved noget om?

Spørgerens idé er ikke i modstrid med den nuværende forståelse af kosmologien - den kan bare umiddelbart ikke adopteres.

Når den gode professor vælger at bruge dette ord, får det mig til at få fornemmelsen af, at det i virkeligheden handler om, at et sådan spørgsmål er i modstrid med den måde professoren og hans fag behandler 'sære' ideer - og modstriden findes i virkeligheden i metoden videnskaben søger sine svar i forhold til hvordan fantasien kan få en til at undres..

Undskyld, hvis jeg er lidt en ordkløver - men bare fordi en ny idé ikke passer til ens aktuelle viden, behøver den ikke at være 'i modstrid' - det vil være en unødig negativisering af denne nye idé.

Måske man nogle gange bare skulle være bedre til at sige med en ærlig stoisk ophøjet ro: 'det ved jeg simpelthen ikke'.

:)




08. jan 2009 kl 00:49

Jan Gammelby Christensen

bare rolig

Jeg deltager normalt ikke i den vilde pøbels disputter angående den ene og den anden teori. Det er jo tydeligt at ikke mange behersker kunsten at tænke selv og intet morsomt har at bidrage med. Hellere tygger de kap på allerede gennemtyggede uddrag af vedtagne ikoners luftkasteller. For dem, der holder af den slags, er det vel også så god en sport som nogen anden.

Men lad mig bidrage til morskaben, at ingen skal pege fingre ad mig og råbe ”der går gratisten!”.

Jeg vil berolige Marianne Munck. Der er ingen fare for at universet springer som en ballon i denne uge. Faktisk vil det aldrig springe. Universet er jo en illusion. Vi lever allesammen i et morsomt middelalderligt Holberg-skuespil, der aldrig bliver udgivet i sin helhed, og hvem har hørt om sådan et, der eksploderede.

Går vi for den akademiske morskabs skyld ind i skuespillets replikker omkring universets udvidelse, er det tynde logiske grundlag under dem for iøjnefaldende. De er helt klart skrevet for underholdningens skyld, ikke for stringensens.
Enhver ved jo, at de små bitte farvefortegninger, skuespillet tolker som bevis på stjerners hastigheder, er kvantemekaniske randforeteelser, der intet har med hastighed at gøre. Men det kan skuespillets kloge selvfølgelig ikke indrømme, når nu de har taget det andet standpunkt.

Ja, ahæm, det var så mit bidrag (bukker og skraber med falbelader). Så trækker jeg mig tilbage til min sky igen sammen med Tomaso, Samuel, Giulio og alle de andre.



08. jan 2009 kl 06:56

Berndt Barkholz

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Universet i uendeligt og uendeligt opfyldt af gallakser.

Rummet kan godt udvide sig med overlyshastighed

Ammestuesnak...


08. jan 2009 kl 08:45

avatar

Thomas Nielsen

Re: bare rolig

...Vi lever allesammen i et morsomt middelalderligt Holberg-skuespil, der aldrig bliver udgivet i sin helhed, og hvem har hørt om sådan et, der eksploderede.
Jeg vil da indskyde, at *hvis* et skuespil nogen sinde skulle undergå en sådan hændelse, så ville det vel *netop* være et af hans.


10. jan 2009 kl 13:24

Marianne Munck

Vedrørende frastødende (mørke) kræfter

Jeg stiller lige spørgsmålet på en anden måde.

Einstein og mange af hans efterfølgere har forklaret tyngdekraften/gravitationen som vridning af rumtiden.
Derfor afbøjes de masseløse fotoner omkring tunge himmellegemer. I denne forklaring afbildes rumtiden som et stræklagen eller en gummidug, der er strakt ud i vandret plan. Hvis man anbringer en kugle oven på dugen, buer dugen ned hvor kuglen ligger. Jo tungere kuglen er, jo mere buer det ned. Hvis man anbringer flere kugler på dugen, ruller de mod hinanden. De mindre kugler ruller hurtigere og hurtigere rundt om den største, jo nærmere de kommer den. Præcis samme fænomen er blevet iagttaget i rummet, hvor dobbeltstjerner kredser om hinanden. På denne måde kan gravitationen sammenlignes med fordybningen i en gummidug.

De frastødende kræfter vrider rumtiden den modsatte vej. De svarer til heliumballoner der anbringes under gummidugen. De vil få dugen til at bue opad. Hvis der også ligger kugler oven på dugen, bliver de skubbet væk fra heliumballonen. Man kan så forestille sig en gummidug med vokseværk, som vokser hurtigere end kuglerne kan rulle. Hvis der nu anbringes heliumballoner hist og her under dugen, kan kuglernes bevægelsesretning afbøjes. Hvis flere og flere heliumballoner anbringes under dugen, svarer det til at de frastødende kræfter også får vokseværk. (Det må svare til hvad kosmologerne har observeret, at de store tomrum mellem galaksehobene tilsyneladende har vokseværk). Der hvor gummidugen er presset mest op havner flest nye heliumballoner. På et tidspunkt er der så mange heliumballoner at nogle af kuglerne ruller samme vej, og altså ikke fjerner sig fra hinanden. Jo højere en bakke heliumballonerne skaber, jo hurtigere ruller de bageste kugler, og de begynder at indhente kuglerne foran. (Det kan måske sammenlignes med de mure af galaksehobe, der er observeret). Hvis gummidugen og antallet af heliumballoner vokser med stigende hastighed, mens antallet af kugler er konstant, kan jeg forestille mig 3 mulige slutresultater (indenfor forsøgets rammer):

1. Kuglerne får så meget fart på, og bliver ved med at accelerere, at de bliver spredt for evigt.
2. Kuglerne bliver ved at accelerere, men nærmer sig den hastighed som heliumballonerne kommer op med, så de spredes i grupper. I grupperne kan afstanden mellem kuglerne f.eks. være steady state, fordi bakken skubber de bageste lige så meget som gummidugen udvider sig.
3. Kuglerne støder sammen i større og færre grupper og ender til sidst i én stor gruppe.

Der må kunne laves en computermodel over scenariet. De 3 muligheder må afhænge af hvor hurtigt der kommer nye heliumballoner. Ligesådan må universets fremtid afhænge af, hvor hurtigt de frastødende kræfter øges med afstanden til galaksehobene.

Hubble-teleskopet har sendt nogle optagelser fra rummet som viser en stjerneeksplosion (Carina-tågen og Krebsetågen) hvor en masse stof blæser væk fra centrum. Men noget af stoffet har mere fart på, så der kommer nogle formationer, der ligner cumulusskyer, eller jordiske eksplosioner. Det får noget af stoffet til at klumpe sammen, selv om det har høj hastighed på væk i alle retninger. Det siger måske noget om hvad der sker i universet i større skala. Forskellen er at stjerneeksplosionen får en ende, mens de frastødende kræfter bliver ved med at øges.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto