Ny blog: Følg med i byggeriet af Danmarks første bemandede rumskib

Kristian von Bengtson og Peter Madsen vil bygge Danmarks første private, bemandede rumskib. På ing.dk kan du i en ny blog følge med og bidrage til udviklingen fra start til slut.

Af Julian Henlov,  tirsdag 06. jan 2009 kl. 10:24

Læserne på ing.dk får nu muligheden for at følge med på tætteste hold i udviklingen af Danmarks første privatbyggede, bemandede rumskib.

Det sker i den nye blog "Rumfart på den anden måde", hvor de to rumfartspionérer Kristian von Bengtson og Peter Madsen vil give et detaljeret indblik i deres arbejde med at bygge et fuldt funktionsdygtigt, bemandet rumfartøj.

Peter Madsen er blandt andet kendt for tidligere at have stået bag verdens største privatbyggede ubåd, og efter erobringen af dybet er det nu tid til at indtage rummet.

»Vi gør det her, fordi vi mener, vi kan. Der findes simpelthen ikke et mere spændende og udfordrende projekt,« siger Kristian von Bengtson.

Projektet udføres fra et genbrugsskib i Sydhavnen, der danner ramme om kunstnergruppen Halfmachine. Det var også sammen med Halfmachine, at Peter Madsens ubåd blev udviklet.

Som med konstruktionen af ubåden, kræver det også holdarbejde at bygge et rumskib. Ud over det hold, der arbejder på projektet, håber de to bagmænd også, at læserne på ing.dk kan bidrage til arbejdet.

»Vi kører vores rumfartsprojekt efter et open source-princip, og det skal bloggen være med til at understøtte. Vi håber, at læserne kan bidrage til projektet med nyttige kommentarer, og selvom vi da også forventer, at der kommer nogle negative kommentarer, så ser vi frem til at dele vores viden med læserne. Det er faktisk ideelt for os,« siger Kristian von Bengtson.

I det første indlæg skriver Kristian von Bengtson og Peter Madsen, at dyre materialer ikke nødvendigvis er vejen frem, når man skal bygge et rumfartøj.

»Der eksisterer mange sejlivede myter omkring rumfart – og en af de værste og mest sejlivede er, at det skal være mest muligt avanceret teknologi og også gerne organiseres på den mest muligt bureaukratiske måde. Det er ikke nødvendivis rigtigt – det er muligvis helt forkert.«

Læs mere på bloggen Rumfart på den anden måde.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.