/transport

Brandchef om metro: Sikkerhedsarbejdet kom alt for sent i gang

Sikkerhedsarbejdet i metrocityringen kommer formentlig først i gang om et par måneder. Alt for sent, mener Københavns brand- og redningschef.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 06. jan 2009 kl. 07:14

I over et år har sikkerhedsmyndighederne forgæves presset på for at få komme i gang med sikkerhedsarbejdet omkring Københavns kommende metrocityring.

Men skønt Metroselskabet allerede i oktober offentliggjorde sit skitseprojekt, som afslørede, at cityringen ville blive berøvet 15 af 20 planlagte nødskakte, har sikkerhedsmyndighedernes pres hidtil været forgæves.

»Der har ikke været noget møde i MSURR-gruppen endnu (MSURR står for Metroens sikkerheds-, Uhelds-, Risiko- og Redningsforhold, red.). Og selv om det efter sigende kommer i løbet af et par måneder, er det efter vores opfattelse sent,« siger Københavns Brandvæsens brand- og redningchef, Niels Ole Blirup, der repræsenterer de styrker, som skal indsættes ved ulykker.

»En del vigtige beslutninger om hvorvidt Cityringen skal anlægges uden nødskakter og tværtunneler er jo allerede ved at blive taget,« fortsætter Blirup.

Allerede da Ingeniøren i oktober skrev, at Metroselskabet droppede tre fjerdedele af cityringes nødskakter, lovede Metroselskabet at nedsætte gruppen i en fart.

På det tidspunkt havde ingen oplyst Niels Ole Blirup hverken om de fraværende nødskakte - eller hvad Metroselskabet havde planlagt af alternativer for at nå det BOStrab-normerede sikkerhedsniveau, som selskabet karakteriserer som »verdens højeste«.

Det er Trafikstyrelsen, der som myndighed i sidste ende skal godkende sikkerhedsniveauet i metrocityringen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.